‘Finansloven anses over hele universitetslinjen som en kæmpe sejr’ 
Artikel l 05.12.2019

Finansloven anses over hele universitetslinjen som en kæmpe sejr

A
Aktuelt
Artikel l 05.12.2019
4 min
Første uge af december blev skudt i gang med en ny finanslovsaftale, som blandt byder på en fremtid uden uddannelsesloftet og en tilbagetrækning af besparelser på uddannelserne.

Skrevet af

Katrine Juel Friis

Journalist

Efter lange dage og nætter ved forhandlingsbordet er regeringen, støttepartierne og Alternativet blevet enig om en ny finanslovsaftale for 2020, der blandt andet prioriterer uddannelse.

Uddannelses- og forskningsministeren, Ane Halsboe-Jørgensen, udtaler i en pressemeddelelse, at hun er glad for aftalen:

»Jeg er så stolt over at være en del af en regering, der i stedet for hvert år at spare, på noget af den vigtigste velfærd i det her land, nemlig uddannelse, nu investerer i vores unges fremtid.«

Med den nye aftale annulleres både det omdiskuterede uddannelsesloft og omprioriteringsbidraget, der indbefattede, at Roskilde Universitet samt de andre universiteter skulle spare 2 pct. årligt. Udover det bliver taxameterløftet på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser ført videre de næste tre år frem til 2022.

En glædelig nyhed for RUC

RUC’s universitetsdirektør Peter Lauritzen er også meget positivt stemt over for den nye aftale:

»Det er en meget, meget god nyhed for RUC og resten af universitetsverdenen, og vi er glade for, at vi på universiteterne har kunnet gå sammen med Danske Studerendes Fællesråd om at presse på for at fastholde kvaliteten på uddannelserne,« siger han og tilføjer, at det også er en glædelig nyhed, at uddannelsesloftet bliver afskaffet.

Forlængelsen af taxameterløftet betyder også, at RUC ikke skal bekymre sig om at finde ekstra penge.

»Det har en stor betydning for RUC, fordi vi ellers havde manglet 12,4 millioner kroner i vores budget for 2020,« siger Peter Lauritzen.

En stor sejr for de studerende

Den nyligt valgte forperson for Studenterrådet ved RUC, Mathilde Elisa Vendelholdt, ser også den nye finanslov som en kæmpe sejr.

»Vi er helt vildt positive over denne her aftale. Der er mange succeser; også flere, end jeg havde turdet håbe på. Især er der en ting, som vi har kæmpet for i lang tid, der nu er gået i opfyldelse, og det er, at uddannelsesloftet er væk,« siger hun.

Hvordan rammer finansloven dig?

1. Med afskaffelsen af uddannelsesloftet betyder det, at du igen har mulighed for at tage flere bacheloruddannelser, hvis for eksempel valget ikke faldt på den rigtige i første omgang. Det træder i kraft fra 1. juli 2020 – altså for sommeroptaget næste år.

2. Hvis du er på en samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse, så betyder videreførelsen af taxameterløftet, at du i de næste tre år ikke skal tænke på, at der skæres i midlerne i takst 1. Der tilføjes heller ikke ekstra midler – så niveauet bliver på status quo.

3. At omprioriteringsbidraget afskaffes betyder, at RUC ikke skal finde 7,1 millioner kroner i budgettet for 2020.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

»Det er enormt fedt at se, at vores arbejde gør en forskel.«

Johan Hedegaard Jørgensen, formanden for Danske Studerendes Fællesråds

Hun pointerer dog også, at hun og resten af Studenterrådet bliver ved med at have arbejdshandskerne på:

»Når det så er sagt, er der ingen geninvesteringer, og om tre år skal vi kæmpe videre for det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt. Men i dag, der fejrer vi.«

Formanden for Danske Studerendes Fællesråds, Johan Hedegaard Jørgensen, kan heller ikke få armene ned over den nye finanslov.

»Det er enormt fedt at se, at vores arbejde gør en forskel. Derfor er det også en kæmpe sejr for os, at uddannelsesloftet bliver afskaffet, hvilket vi har kæmpet for siden 2016. Det er også rigtigt godt, at man viderefører løftet af humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser,« siger han og fortsætter:

»Med det sagt havde vi helst set, at taxameterløftet blev gjort permanent, og ideelt set havde vi også gerne set, at man begyndte at investere bredt i uddannelsessektoren; altså, at man fører de penge, som omprioriteringsbidraget har besparet, tilbage.«

Fakta om taxameterløft

I 2009 viste en rapport, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser var underfinansierede i forhold til andre uddannelser. Derfor har disse uddannelser siden 2010 fået tilført ekstra penge, for hver gang en studerende på både bachelor og kandidatniveau færdiggør ét års eksaminer – altså svarende til 60 ECTS-point.

Det er samlet 290 millioner kroner om året for de danske universiteter. For RUC vil det i 2020 dreje sig om 12,4 millioner.

Universiteterne bliver betalt for at uddanne kandidater efter en taxameterordning.

Der er tre takster i 2019:

Takst 1: 31.948 kr.

Takst 2: 45.468 kr.

Takst 3: 66.500 kr.

De fleste humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er på takst 1, ganske få hører under takst 2, og de fleste naturvidenskabelige uddannelser hører under takst 3.

Derfor indførte man et såkaldt taxameterløft for uddannelserne på takst 1 på 5.000 kr. for hver studerende, der har bestået sine eksamener.

Siden 2010 er taxameterløftet blevet forlænget løbende.

Arbejdet er ikke færdigt

Ligesom Mathilde Elisa Vendelholdt er han dog langt fra færdig med at sætte uddannelsespolitik på dagsordenen:

»Fremadrettet vil vi kæmpe for geninvesteringer og sørge for, at der overordnet er en ordentlig finansieringsramme for vores uddannelser. Men i de her dage fejrer vi, og så trækker vi i arbejdstøjet i slutningen af ugen.«

Peter Lauritzen ser også, at RUC går en bedre fremtid i møde, men han understreger, at han selv og resten af universitetsledelsen venter spændt på det samlede budget for næste år. Det viser, hvor stor en bevilling, RUC får.