Hvorfor valgte du at læse historie på RUC?

»Jeg kunne godt lide idéen om samarbejde. Jeg kunne også godt lide idéen om, at man kunne sammensætte fag på kryds og tværs, og at man havde frihed i forhold til sit eget drive og interesse. At der var mulighed for at foretage en bred afsøgning inden for de humanistiske fag. Det var nok også en tid, hvor man ikke var helt så presset. Vi havde jo ikke uddannelsesloftet, så det var okay, at man undersøgte ting«.

 Hvordan var din balance mellem studie, musik, penge og fritid?

»Jeg boede mega billigt på Vesterbros Torv. Jeg havde lidt arbejde på Arbejdermuseet og Teatermuseet, og vi øvede om aftenen et par gange om ugen. Drengene i bandet gav mig et oplæg på et kassettebånd, og så sad jeg derhjemme og kunne indspille idéer på en firesporsbåndtager. Hvis vi havde koncerter, var der meget musik på mit program, og hvis der var afleveringer, var det mere RUC. Da vi kom i Gaffa (musikmagasin, red.) første gang, var det, som om det kunne lade sig gøre. Det var med til at skabe en lyst til at tage skridtet fuldt ud. Så jeg tog en lang orlov, da jeg havde et halvt år tilbage af min bachelor. Der skulle vi udgive vores første plade med Blue Foundation, så vi tog til London, gik og stemte dørklokker med cd’er og kassettebånd, og så indspilleede vi et album«.

Hvorfor tænkte du, at nu skulle det være musikken fuldt ud, og du ikke skulle tage en kandidat?

»Jeg tog kun tilbage for at færdiggøre min bachelor. Der havde jeg haft en lang orlov og var ved at sige, at det var det. Men jeg var stædig og sagde, at jeg skulle have det sidste halve år. Der vidste jeg godt, at jeg ikke ville fortsætte på kandidaten med det samme. Jeg ville arbejde med musik, og det var en mere spændende måde at bruge mit liv på. Det greb om sig, og hvis det skulle rykke, var jeg nødt til at tage det lige så alvorligt«.

Er der noget af den systematik, der ligger i metodelæren, du kunne tage med i musikken?

»Sommetider synes jeg, at det er spændende at undersøge noget uden for mig selv, og så linke det mig op til mig selv. Da jeg udgav min soloudgivelse, Hamskifte, efter jeg stoppede i Blue Foundation, kunne jeg bruge den historiske måde at researche på. Det her bliver lidt langt, men jeg var interesseret i at undersøge en cyklisk opfattelse af udvikling. Den er repræsenteret i gamle kulturer. De store monoteistiske religioner som kristendom og jødedom er mere lineære i deres udviklingstanke, og hvor frelsen er et endegyldigt mål for ens udvikling. Men før i tiden tænkte man udvikling på en anden måde, som jeg gerne ville undersøg.

Jeg var jo nået til et kæmpe stop, fordi jeg gik ud af Blue Foundation, hvor jeg spillede bredt appellerende, alternativ pop, og nu skulle jeg i stedet beskæftige mig med noget niche, som jeg selv ville producere. En død og slutning kan også ses som en begyndelse. Det er hele vores verden, naturen og årstiderne gennemsyret af. I de gamle kulturer er der en masse dyr, som er knyttet til en power. Før kristendommen var slangen et stærkt og positivt, spirituelt dyr, fordi den hele tiden går ud af sit gamle skind og starter forfra. Vores egen krop fornyer også sig selv hele tiden. Men man kan godt blive meget bange over for sådan et stop, fordi man gerne vil have en konstant vækst. Så må man lære at bruge de tomhedsperioder som basis for udvikling af det nye«.

Hvorfor startede I Hun Solo?

»I 2015 snakkede jeg med Nana Jacobi (musiker og medstifter af Hun Solo, red.) om, at vi begge to kun havde arbejdet sammen med mænd i vores karrierer, og vi havde lyst til at lære flere kvinder at kende. Det var, som om vi kvinder var på hver sin ø og i hvert vores projekt. Når man er i et band, er man i sådan en ”os mod verden”-tilstand. Vi havde læst om de andre kvindelige musikere, men kendte dem ikke rigtigt. Samtidig var der en debat om kønsbalancen i musikbranchen. I 2012 kom Niras-rapporten, som viste, at branchen består af 80 procent mænd og 20 procent kvinder både på scenen, bag scenen, gatekeepers, bookere og anmeldere.

Så vi havde lyst til at møde flere kvinder og skabe et positivt tiltag i forhold til den debat. Noget der kan udfolde et potentiale, som ikke er udfoldet endnu. Man kan komme meget længere endnu, og det vil vi gerne udvikle. Vi håber jo egentlig på, at vores egen rolle på en måde blive udspillet på et tidspunkt, og at der ikke er behov for os, fordi der er kommet flere kvinder ind i banchen«.

Kan du genkende noget fra RUC i arbejdet med Hun Solo?

»Det er gruppearbejdet. Det er projektstyring, planlægning, at have is i maven, når der er stress på, ledelse, uddelegering, ansvar, skabe plads til hinanden og have det lange blik. At have en vision og samtidig kunne handle her og nu på de udfordringer, der kommer. Og at det skal være sjovt. På RUC er man nødt til at være lidt fræk og stille med sin egen dagsorden. Det er også lidt i RUC’s ånd. Det startede jo med nogle, der ville skabe en forandring i verden tilbage i 1970’erne«.

Hvad vil du i dag fortælle den Kirstine, der stod for første gang på RUC i 1995?

»Der kommer opture og nedture, men der er ikke noget, som er statisk. Man skal ikke tro, at bare fordi noget er svært lige nu, bliver det ved med at være svært. Men det er samtidig super vigtigt at lære at mærke, hvad man synes er sjovt, og at man giver sig selv lov til at dyrke det. Jeg har brugt meget tid på at lære min egen intuition at kende og at stole på den. Nu kører jeg så meget på mavefornemmelse, og jeg har en så stærk intuition, at det altid er den, jeg forlader mig på«.

Hvordan lærte du det?

»Hele mit soloprojekt med Hamskifte, hvor jeg ville skabe min egen lyd, var en stor intuitionstræning. Jeg stod i et tomt rum og skulle skabe min egen lyd. Det var helt ned til, om der skulle være keyboard, hvordan keyboardene så skulle lyde, hvordan stortrommen skulle lyde, og skulle der rumklang på. Jeg skulle tage de valg selv, og jeg havde kun min egen intuition at stole på i de her myriader af valg. Det var helt bevidst, for jeg skulle ud at opdage, hvordan det lyder, når det er mig, der er den klangbund, det ræsonnerer med. Det her med at tage nogle valg og forholde sig til konsekvenserne af de valg, selvom jeg ikke vidste, hvad der var det rigtige at gøre. At skabe ny musik og et nyt projekt, hvor der ikke er et facit, som andre har givet. Det er jo en træning i at mærke, hvad der er sandt for mig.

Man har jo utrolig meget viden tilgængelig. Hvorfor vælger man så at skrive om lige præcis det her emne? Det er jo også angstprovokerende, at man bruger så lang tid på noget, der er så niche. Man lærer at starte i et hjørne, og så finder man ud af, hvad der interessant undervejs, men man er ikke sikker på, hvor man ender. Det er en metodisk ting, man lærer på RUC. Og der minder forskning og musik om hinanden, for begge dele er en undersøgelse. Når man arbejder med musik, forsker man i sig selv, og hvordan man skal forstå sig selv i verdenssammenhængen«.