Darth Vader på ledelsesgangen

»Det var faktisk sværere at navigere i den politiske virkelighed på et universitet, end det var i Statsministeriet. Der var slet ikke de samme politiske logikker. Det handlede meget mere om personopgør – og tonen var langt mere rå end på Christiansborg. Både i forhold til hvad jeg blev kaldt, men også VIP’ere imellem. De første par år blev jeg kaldt Darth Vader, det var jeg næsten en lille smule stolt over – det var sådan lidt sejt – men alligevel. Jeg er jo gammel Star Wars fan. Men der, hvor den kammede over, det var, da jeg blev kaldt ”Den Unævnelige” fra Harry Potter. Mens jeg var til stede, på et møde i Akademisk Råd. Det var et af medlemmerne, som kaldte mig det. Der tænkte jeg, at det ville jeg ikke have oplevet på Christiansborg. Jeg blev vred og ked af det. Men det var jo fordi, der nærmest var en borgerkrig i organisationen. Alle våben var tilladt.«

Borgerkrigen på RUC ligger mange år tilbage. Og Peter Lauritzen er stolt af det universitet, han står i spidsen for i dag. Der kan mærkes, når han taler om RUC, at han brænder for sin arbejdsplads.

»RUC er et helt andet sted i dag. Kulturen er ganske anderledes – der er en rigtig god debatkultur på RUC internt i dag. Generelt. Man er blevet rigtig gode til at tale om, hvad det er, man er uenige om. Det handler om en modenhed i organisationen og generationsskifte.  Forhåbentligt også, at vi i administrationen er blevet bedre til at lytte og til at tænke i hele organisationen; et møde i Akademisk Råd i dag kan slet ikke sammenlignes med et møde i Akademisk Råd for 10 år siden. Der er en helt anderledes lyst til at diskutere de udfordringer, som er i de sager, der bliver fremlagt. Det synes jeg, er rigtig rart at opleve. Der er en større stolthed over at være RUC’er i dag. For 10 år siden var det lidt mere sådan, at man nærmest kom med undskyldninger for sig selv som organisation; derimod oplever jeg i dag, at man er stolt over RUC – og det er jeg jo også. Jeg er meget stolt over at være universitetsdirektør på RUC.«

Tiden som studerende

Vejen til RUC startede i Aarhus, hvor Peter Lauritzen er vokset op, og hvor han også har læst på universitetet. Det var først Historie og efterfølgende Statskundskab. Og begge fagligheder mærker man tydeligt hos ham. Når snakken falder på studietiden i 1970’erne, er det hele tiden med afstikkere til tidens store politiske spørgsmål og med historiefortælling. Hvem sad i regeringen på det tidspunkt, og hvorfor formede tingene sig, som de gjorde? Analyserne snor sig ind mellem de små anekdoter fra studietiden. Den kolde krig, EF, grænser for vækst. Han var meget politisk engageret som studerende – det faldt naturligt med en opvækst i en familie, der var meget politisk, og hvor både hans far og farfar havde siddet i Aarhus byråd for de konservative. Men selv om han i studietiden var aktiv i Frit Forum og sad i Studenterrådet, så stod det klart for ham, at han ikke ville den politiske karriere.

»Da jeg læste, var det for at komme tæt på det politiske liv, ikke for selv at blive en del af det. Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke ville være politiker, baseret på min fars liv. Han oplevede store svigt blandt politiske venner – det var en meget rå verden. «

Den beslutning har han aldrig fortrudt – er kun blevet mere sikker på, at det var det rigtige valg at stå på siden af magten.

Ideen om at blive direktør på et universitet har ligget en ung Peter Lauritzen fjernt. Og han havde da også en lang karriere helt tæt på magten med sig, da han startede som universitetsdirektør i 2007.

Alle veje fører til Trekroner

Efter et halvt år hos Socialstyrelsen fik han job i det daværende Arbejdsministeriets Departement, i budgetkontoret. Det var et godt match, og Peter Lauritzen nåede som assisterende ministersekretær at opleve regeringsskifte og at arbejde for både en konservativ og en socialdemokratisk arbejdsminister.

»Det var jeg ret stolt af. Jeg syntes både dengang og nu, at det er en stor styrke ved det danske demokrati, at vi har den embedsmandsmodel. Blandt mine venner var der nogle, der så det som politisk prostitution, at man kunne arbejde for alle. De mente, at hele embedsværket skulle skiftes ud. Det var jeg slet ikke enig i.«

Da Nyrup kom til, ville han gerne have et nyt og moderne statsministerium, og derfor ville de rekruttere unge og ambitiøse mennesker fra de andre ministerier på udlånsordning. Peter Lauritzen var en af dem, der blev spurgt, og han fik som opgave at dække det arbejdsmarkedspolitiske område.

»Det var i 1993, så jeg var fem år inde i min karriere. Det var en kæmpe ære. De første, der blev hentet ind, var mig og Jakob Scharf (senere politimester i PET), som jeg også delte kontor med en overgang. Udlånsårdningen skulle kun vare to år, men jeg endte med at blive hængende i 13 år. Inden jeg så kom til RUC i 2007.

Det arbejdsmarkedspolitiske havde Nyrups store interesse, så jeg kom i meget direkte kontakt med ham. Der var store reformer dengang, og da han skulle bruge en ny ministersekretær efter nogle måneder, så blev jeg spurgt. Og endte med at sige ja. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var 24-7/365. Jeg mødte tit klokken 7 og gik hjem klokken 22; blev efterfølgende ringet op af Ekstra Bladet måske klokken 01, og så begyndte morgenaviserne klokken 05-06. Jeg var vejen ind til statsministeren for pressen, så jeg var af samme grund en af de første, der fik en mobiltelefon. Nyrup ringede hele tiden – han ringede juleaftensdag og nytårsaften – fordi der hele tiden skete noget. Han var den type statsminister, der gerne ville være med. Hvis han havde hørt et eller andet i morgenradioavisen, så var det første, han gjorde, at ringe til sin ministersekretær og bede om at få det undersøgt nærmere.

»Når jeg kom hjem om aftenen og tændte for fjernsynet, så var det, jeg havde beskæftiget mig med i løbet af dagen, ofte blevet tophistorier. Så man var jo med helt inde og alligevel lige ved siden af magten. Det er det mest intense og på mange måder mest fascinerende.«

Det vigtigste Peter Lauritsen tog med sig, var evnen til at sige, hvad han mente. En kvalitet han fortsat sætter meget højt.

»Da jeg kom over i statsministeriet, var det som en reaktion på Tamilrapporten – og den handlede jo om både en statsminister og en justitsminister, som ikke havde informeret Folketinget rigtigt. Og derfor, da jeg kom ind, havde vi diskussioner om det, som lige nu er oppe at vende: Kan en statsminister sige nej til at komme i samråd? Det drejer sig om hele den forståelse af, hvor vigtige de spilleregler er for demokratiet. Og om at turde sige og stå ved, hvad man mente. Det var ikke helt nemt – men at forsøge at holde fast i, hvad man mener som embedsmand og at sige det til sin minister – det var det vigtigste, som jeg lærte. Og så respekt for det parlamentariske system – ingen over eller ved siden af Folketinget.«

Ærlighed frem for alt

Det at stå ved, hvad man mener og at sige det, er også et råd, han vil give videre – til de studerende i dag på RUC.

»Jeg siger det til mine medarbejdere her, til RUC Paper og til de studerende. Og jeg siger også til mine medarbejdere, at jeg ved godt, jeg kan se enormt vred ud, hvis folk siger noget, jeg er uenig i, men gør det alligevel, for jeg skal nok komme over det. Jeg vil hellere have det at vide og kunne forholde mig til det. Nyrup kunne ligne en tordensky, når jeg sagde noget, han ikke ville høre – men jeg holdt fast. Hvis demokratiet skal overleve, så skal man holde fast i det, man mener, uanset hvilken placering, man har i samfundet.«