‘»RUC har helt sikkert gjort mig til en bedre leder«’ 
Artikel l 19.12.2019

»RUC har helt sikkert gjort mig til en bedre leder«

A
Aktuelt
Artikel l 19.12.2019
16 min
Han har stået i spidsen for RUC i 12 år, og Peter Lauritzen brænder for sit universitet og for sit arbejde. Og så er han glad for både Star Wars, The Queen og Blade Runner; han har mødt såvel Moder Theresa som Nelson Mandela og kan skyde samt servere sin egen aftensmad. Vi tegner et portræt af universitetsdirektør Peter Lauritsen.

Skrevet af

Mette Rolan-Kjærsgaard

Chefredaktør

At Peter Lauritzen startede som direktør på RUC var lidt et tilfælde – mere om det senere. Lederrollen lå dog til ham helt fra barndommen. Han var både elevrådsformand, talsmand i Livgarden og aktiv i studenterpolitik i sin ungdom.

Leder i en brydningstid

I 2005 trådte universitetsreformen i kraft, og i 2007 var hele sektoren var under store forandringer. Det betød en helt ny verden for universiteterne, der skulle begynde at fungere mere som moderne virksomheder med en bestyrelse og en ansat rektor. Og så en direktør. Det var en rolle, Peter Lauritzen trådte ind i efter 13 år i statsadministrationen, hvor han både havde siddet helt tæt på magtens centrum i Nyrups regering og senest brugt tre år som Rigsombudsmand i Grønland. Det var altså en erfaren leder og en mand med på politisk tæft samt evne til at navigere i en stor organisation, der kom ind på ledelsesgangen. Alligevel kom universitetsverdenen til at kræve en del omstilling og tilvænning – samt ikke mindst hård hud – for den nye direktør. Han beskriver RUC som en organisation med nærmest borgerkrigsagtige tilstande, da han lige var blevet ansat. Og et sted med en meget hård tone.

»Der var en slags forfatningskamp i organisationen på det tidspunkt. Der var mange, som var imod hele konstruktionen med en bestyrelse og en ansat rektor, og derfor bekæmpede de det. Dertil var der mange, som var imod den konkrete rektor og den konkrete bestyrelse. Så det var en alles krig mod alle, som det var svært at finde rundt i, når man kom udefra,« siger Peter Lauritzen.

Han er blevet spurgt, hvad hans bedste råd til sig selv ville have været, da han lige havde fået nyt job på RUC. Men det er svært at svare på – for de mange år som leder på Markbjerg Mark har været en nødvendig dannelsesrejse. Både for ham og for universitet, og processen har også ændret hans syn på ledelse.

»Det har ændret mig som leder, og jeg har en helt anden tilgang til ledelse, end jeg havde, da jeg trådte ind ad døren på RUC. Jeg har taget til mig og kan rigtigt forstå nu, at administration er til for at skabe en udvikling. Jeg kom fra en centraladministration, hvor administrationen i sig selv var kerneydelsen. Så at komme ud i en verden, hvor administration bliver opfattet som et problem, og penge væk fra kerneydelse og forskning – det var et meget stort kulturchok,« siger han.

Han bliver alvorlig, når han fortæller om starten på RUC. Sidder lidt stift på stolen i møderummet i den nye bygning 3, hvor rektoratet er flyttet ind. Starten er ikke noget, det er let at finde ord for. Det var nemlig en særdeles svær begyndelse.

»Jeg forsøgte det der med at tage rundt og lytte og sige ”Jeg er ny her, jeg kender ikke universitetet, fortæl mig, hvad der er af udfordringer”. Men jeg fik hele tiden at vide, at ”Den dér person er en idiot eller ”Den dér ødelægger hele universitetet” – næsten uanset hvilket rum, jeg trådte ind i, så var der en ny konflikt. Og jeg sad og tænkte ”Hold da op – hvad er sandt, og hvad er falsk i det her?” Det var svært at navigere i.

Darth Vader på ledelsesgangen

»Det var faktisk sværere at navigere i den politiske virkelighed på et universitet, end det var i Statsministeriet. Der var slet ikke de samme politiske logikker. Det handlede meget mere om personopgør – og tonen var langt mere rå end på Christiansborg. Både i forhold til hvad jeg blev kaldt, men også VIP’ere imellem. De første par år blev jeg kaldt Darth Vader, det var jeg næsten en lille smule stolt over – det var sådan lidt sejt – men alligevel. Jeg er jo gammel Star Wars fan. Men der, hvor den kammede over, det var, da jeg blev kaldt ”Den Unævnelige” fra Harry Potter. Mens jeg var til stede, på et møde i Akademisk Råd. Det var et af medlemmerne, som kaldte mig det. Der tænkte jeg, at det ville jeg ikke have oplevet på Christiansborg. Jeg blev vred og ked af det. Men det var jo fordi, der nærmest var en borgerkrig i organisationen. Alle våben var tilladt.«

Borgerkrigen på RUC ligger mange år tilbage. Og Peter Lauritzen er stolt af det universitet, han står i spidsen for i dag. Der kan mærkes, når han taler om RUC, at han brænder for sin arbejdsplads.

»RUC er et helt andet sted i dag. Kulturen er ganske anderledes – der er en rigtig god debatkultur på RUC internt i dag. Generelt. Man er blevet rigtig gode til at tale om, hvad det er, man er uenige om. Det handler om en modenhed i organisationen og generationsskifte.  Forhåbentligt også, at vi i administrationen er blevet bedre til at lytte og til at tænke i hele organisationen; et møde i Akademisk Råd i dag kan slet ikke sammenlignes med et møde i Akademisk Råd for 10 år siden. Der er en helt anderledes lyst til at diskutere de udfordringer, som er i de sager, der bliver fremlagt. Det syntes jeg er rigtig rart at opleve. Der er en større stolthed over at være RUC’er i dag. For 10 år siden var det lidt mere sådan, at man nærmest kom med undskyldninger for sig selv som organisation; derimod oplever jeg i dag, at man er stolt over RUC – og det er jeg jo også. Jeg er meget stolt over at være universitetsdirektør på RUC.«

Tiden som studerende

Vejen til RUC startede i Aarhus, hvor Peter Lauritzen er vokset op, og hvor han også har læst på universitetet. Det var først Historie og efterfølgende Statskundskab. Og begge fagligheder mærker man tydeligt hos ham. Når snakken falder på studietiden i 1970’erne, er det hele tiden med afstikkere til tidens store politiske spørgsmål og med historiefortælling. Hvem sad i regeringen på det tidspunkt, og hvorfor formede tingene sig, som de gjorde? Analyserne snor sig ind mellem de små anekdoter fra studietiden. Den kolde krig, EF, grænser for vækst. Han var meget politisk engageret som studerende – det faldt naturligt med en opvækst i en familie, der var meget politisk, og hvor både hans far og farfar havde siddet i Aarhus byråd for de konservative. Men selv om han i studietiden var aktiv i Frit Forum og sad i Studenterrådet, så stod det klart for ham, at han ikke ville den politiske karriere.

»Da jeg læste, var det for at komme tæt på det politiske liv, ikke for selv at blive en del af det. Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke ville være politiker, baseret på min fars liv. Han oplevede store svigt blandt politiske venner – det var en meget rå verden. «

Den beslutning har han aldrig fortrudt – er kun blevet mere sikker på, at det var det rigtige valg at stå på siden af magten.

Ideen om at blive direktør på et universitet har ligget en ung Peter Lauritzen fjernt. Og han havde da også en lang karriere helt tæt på magten med sig, da han startede som universitetsdirektør i 2007.

Studenterpolitik dengang og nu

»Der er en del ligheder med det studenterpolitiske i dag. Man glemmer nogle gange, at diskussionen om vækst er ikke ny – den spillede en stor rolle i slut-70’erne. Sammen med spørgsmålet om EF. Men linjerne var trukket meget hårdt op dengang i slutningen af ungdomsoprøret. Meget mere end de er i dag. Der var dem, der hed Fagkritisk Front og så os andre. På Historie var jeg sammen med blandt andre Anders Ladekarl (generalsekretær for Dansk Røde Kors. red.) med til at stifte en tværpolitisk liste. Den interne splittelse lagde sig lidt i starten af 80’erne, da jeg var startet på Statskundskab. Da var Studenterrådet et samlingspunkt for de forskellige politiske bevægelser,«

Alle veje fører til Trekroner

Efter et halvt år hos Socialstyrelsen fik han job i det daværende Arbejdsministeriets Departement, i budgetkontoret. Det var et godt match, og Peter Lauritzen nåede som assisterende ministersekretær at opleve regeringsskifte og at arbejde for både en konservativ og en socialdemokratisk arbejdsminister.

»Det var jeg ret stolt af. Jeg syntes både dengang og nu, at det er en stor styrke ved det danske demokrati, at vi har den embedsmandsmodel. Blandt mine venner var der nogle, der så det som politisk prostitution, at man kunne arbejde for alle. De mente, at hele embedsværket skulle skiftes ud. Det var jeg slet ikke enig i.«

Da Nyrup kom til, ville han gerne have et nyt og moderne statsministerium, og derfor ville de rekruttere unge og ambitiøse mennesker fra de andre ministerier på udlånsordning. Peter Lauritzen var en af dem, der blev spurgt, og han fik som opgave at dække det arbejdsmarkedspolitiske område.

»Det var i 1993, så jeg var fem år inde i min karriere. Det var en kæmpe ære. De første, der blev hentet ind, var mig og Jakob Scharf (senere politimester i PET), som jeg også delte kontor med en overgang. Udlånsårdningen skulle kun vare to år, men jeg endte med at blive hængende i 13 år. Inden jeg så kom til RUC i 2007.

Det arbejdsmarkedspolitiske havde Nyrups store interesse, så jeg kom i meget direkte kontakt med ham. Der var store reformer dengang, og da han skulle bruge en ny ministersekretær efter nogle måneder, så blev jeg spurgt. Og endte med at sige ja. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var 24-7/365. Jeg mødte tit klokken 7 og gik hjem klokken 22; blev efterfølgende ringet op af Ekstra Bladet måske klokken 01, og så begyndte morgenaviserne klokken 05-06. Jeg var vejen ind til statsministeren for pressen, så jeg var af samme grund en af de første, der fik en mobiltelefon. Nyrup ringede hele tiden – han ringede juleaftensdag og nytårsaften – fordi der hele tiden skete noget. Han var den type statsminister, der gerne ville være med. Hvis han havde hørt et eller andet i morgenradioavisen, så var det første, han gjorde, at ringe til sin ministersekretær og bede om at få det undersøgt nærmere.

»Når jeg kom hjem om aftenen og tændte for fjernsynet, så var det, jeg havde beskæftiget mig med i løbet af dagen, ofte blevet tophistorier. Så man var jo med helt inde og alligevel lige ved siden af magten. Det er det mest intense og på mange måder mest fascinerende.«

Det vigtigste Peter Lauritsen tog med sig, var evnen til at sige, hvad han mente. En kvalitet han fortsat sætter meget højt.

»Da jeg kom over i statsministeriet, var det som en reaktion på Tamilrapporten – og den handlede jo om både en statsminister og en justitsminister, som ikke havde informeret Folketinget rigtigt. Og derfor, da jeg kom ind, havde vi diskussioner om det, som lige nu er oppe at vende: Kan en statsminister sige nej til at komme i samråd? Det drejer sig om hele den forståelse af, hvor vigtige de spilleregler er for demokratiet. Og om at turde sige og stå ved, hvad man mente. Det var ikke helt nemt – men at forsøge at holde fast i, hvad man mener som embedsmand og at sige det til sin minister – det var det vigtigste, som jeg lærte. Og så respekt for det parlamentariske system – ingen over eller ved siden af Folketinget.«

Ærlighed frem for alt

Det at stå ved, hvad man mener og at sige det, er også et råd, han vil give videre – til de studerende i dag på RUC.

»Jeg siger det til mine medarbejdere her, til RUC Paper og til de studerende. Og jeg siger også til mine medarbejdere, at jeg ved godt, jeg kan se enormt vred ud, hvis folk siger noget, jeg er uenig i, men gør det alligevel, for jeg skal nok komme over det. Jeg vil hellere have det at vide og kunne forholde mig til det. Nyrup kunne ligne en tordensky, når jeg sagde noget, han ikke ville høre – men jeg holdt fast. Hvis demokratiet skal overleve, så skal man holde fast i det, man mener, uanset hvilken placering, man har i samfundet.«

Peter Lauritzen i selskab med Dronning Margrethe under sit ophold på Grønland

Om yndlingssteder

Favoritsted i verden er New York – nummer to er Lønstrup i Nordvestjylland, hvor jeg er kommet i det samme sommerhus i 20 år. Der er en bænk, hvor man sidder og kigger ud over Vesterhavet – det er nok mit yndlingssted.

Om ærlighed

En af mine bedste venner påstår, at jeg er det mest ærlige menneske, han nogensinde har mødt. Og jeg tror, at det har sat nogle grænser for mig.

Om fritid

Peter Lauritzen vinterbader – og sommerbader – han hopper i bølgen blå hver morgen året rundt. Og så spiller han golf og går på jagt: »Det er ret fantastisk at servere rådyr man selv har skudt for sine børn.«

Om at grine ad sig selv

Jeg griner sikkert ikke nok. Når mine børn skal få mig til at grine, så får de mig til at grine ad mig selv. De gør simpelthen nar ad mig og hvor alvorlig, jeg er. Men det kan jeg så også godt – grine ad mig selv. Jeg har heldigvis selvironi.

Om barndom

Barndommen, som den yngste af en søskendeflok på fire, brugte han, som alle raske drenge i 1960’erne, på at fange haletudser og at kælke, men også på politik, som fyldte meget i barndomshjemmet.

»Jeg kan huske valgudsendelser, før jeg kan huske Kigkassen. Og allerede som 12-årig arrangerede jeg valgmøde for og imod EF på min skole i Risskov. Jeg var selv en del af Ja-siden til et medlemskab,« fortæller Peter Lauritzen.

 Om RUCs model

»Jeg syntes, at RUCs model, hvor man selv kan prøve at sammensætte sin interdisciplinære uddannelse er rigtig god og minder faktisk meget om den måde Statskundskab var sat sammen på af en række forskellige fag. Selve ideen om det interdisciplinære synes jeg er enormt rigtig. Det er fremtidens universitet – den måde, man uddanner på på RUC«

Peter Lauritzen på hundeslæde i 2002 under opholdet på Grønland som Rigsombudsmands. Han er i selskab med daværende ministersekretær for statsministeren, Jakob Holbrad.

Grønland tur retur

Efter Nyrup-tiden fik Peter Lauritzen tilbudt at komme til Grønland som Rigsombudsmand. Det takkede han ja til, hvorefter han og familien flyttede tre år til Nuuk. Det blev et møde med et land og en kultur, man stadig mærker og tydeligt ser i den Grønlandske kunst på kontoret. Han drikker stadig kaffe med et af de grønlandske folketingsmedlemmer og er med jævne mellemrum tilbage. Han blev ligeså overrasket som Mette Frederiksen, da Donald Trump tilbød at købe Grønland.

»Jeg er helt på linje med Statsministeren i den sag. Det er komplet uanstændigt,« siger han. Og man mærker indignationen.

Da han kom hjem fra Grønland, skulle der ske noget nyt. En kop kaffe med en god ven førte til RUC. Han spurgte, om Peter ikke kunne tænke sig at blive universitetsdirektør. Og før han kunne nå at tænke ret meget over den sag, havde vennen ringet til den daværende bestyrelsesformand og anbefalet ham til jobbet. Som han endte med at få.

Om at gør sig umage

Det lyder som en fortælling om en mand, der er blevet båret frem – og sådan har det også været. Men at klare sig godt handler også om helt klassiske dyder for Peter Lauritzen. Om at gøre sig umage og arbejde hårdt.

»Jeg har været meget heldig og føler mig meget privilegeret. Jeg har været så privilegeret at kunne tage den rigtige uddannelse, lige på det rigtige tidspunkt. Ganske kort tid efter jeg fik mit første job, indførte man moderne ansættelsesstop – og så steg kandidatledigheden helt vildt. Jeg nåede lige at komme med og få fodfæste Jeg var enormt aktiv på mit studie, jeg var studenterinstruktor (en studenterunderviser) og var enormt fagligt aktiv – der er selvfølgelig en portion held i det, men det at gøre sig umage, det betyder meget. Mit arbejde som studenterunderviser og mit speciale var med til at sikre mig mit første job. Og så arbejdede jeg røven ud af bukserne. Så kan man komme rigtig langt.

Moder Teresa og tidligere miljøminister for De Radikale, Lone Dybkjær, under officielt besøg i Indien. Peter Lauritzen er bag kameraet

Harrison Ford og idolerne fra virkeligheden

Selv en universitetsdirektør kan have brug for et par afsnit god underholdning på Netflix. Lige nu glæder han sig til at se tredje sæson af The Crown, og han har set både Chernobyl, Killing Eve og snart sidste sæson af Vikings – og så er der Blade Runner 2049 – Harrison Ford er et stort idol, både i Star Wars og i Blade Runner, som er en af yndlingsfilmene. I virkelighedens verden er idolerne de ægte helte. I tiden med Nyrup nåede han at møde både Nelson Mandela og Moder Teresa – og især sidstnævnte gjorde et dybt indtryk

»Hun havde en enorm ro og et nærvær, der var fantastisk. Hun mente det, hun gjorde. Og det hun gjorde var vigtigt, det beundrer jeg.«

At gøre noget med mening i betyder meget. For selv om Peter Lauritzen ikke vil beskrive sig selv som religiøs, så tror han på skæbnen og på, at det er meningen, at han skal være der, hvor han er.

»På den måde er det min skæbne at være på RUC – og det er jeg både glad og stolt over«

Bedste ven, Ambassadør Erik Laursen om Peter Lauritzen

»Han har jo faktisk kæmpet lidt med det hjørne – med de 60 år. Det gjorde jeg også selv. Men det er som om, det er faldet på plads – og at han  hviler i det nu. Det tror jeg handler rigtig meget om, at han er det sted i sit liv og sin karriere, hvor han gerne vil være. Han er vanvittig glad for sit arbejde og for RUC. Og stolt at det. Han bliver virkelig irriteret, når en gammeldags opfattelse af RUC dukker op på en eller anden måde. For det er jo et super moderne og rigtig godt universitet. Han har masser af ambitioner med det, han laver – og så er han helt vildt arbejdsom – det ved jeg egentligt ikke, om han selv er klar over. Men han arbejder virkelig hårdt. Han står jo op klokken 04:30 eller noget i den retning. I det hele taget er han et dybt engageret menneske, der går ”all in” – efter min mening er RUC heldig at have ham. Han er en helt fantastisk ven, der virkelig bekymrer sig. Han tager sig tid til at sende en besked og ringe. Da vores søn var alvorligt syg, var han hele tiden en god støtte. Han er simpelthen enormt betænksom og opmærksom på dem omkring sig. Det gælder i meget høj grad hans børn – han er en virkelig god far – men også dem, der arbejder for ham. Det er vigtigt for ham, at de kan udvikle sig, han vil ikke være den, der bestemmer det hele, han vil se andre vokse. «