Da RUC-studerende Ida Therese Kunzendorf midt i december sidste år afleverede sit psykologispeciale – GIV OS I DAG VORT DAGLIGE KØD, En psykologisk undersøgelse af vores mere-end-menneskelige praksis og vores moralske selvforståelse af at spise dræbte dyr – var det sidste led i en lang proces, der startede, da Ida for godt 10 år siden faldt over en artikel, der beskrev livet for en gris i den moderne svineproduktion.

Dyr af alle slags har altid fyldt meget i Idas liv. Hun voksede op i den lille, midtsjællandske landsby Herslev med godt 200 indbyggere omgivet af fjord og marker, fordi hendes mor mente, at børn har godt af at være tæt på heste, grise, køer og får. Ida gik i dagpleje på den lokale bondegård, hvor hun hver dag fik æg, som hun selv var med til at hente ude hos de fritgående høns. Hun oplevede køer kælve og høns, der blev halshugget. Derhjemme havde de en hund, men som Ida forklarer, kunne det lige så godt have været en gris, de havde haft.

Det var også fra den lokale bondegård, Idas forældre ofte skaffede kød til familien. Fordi de vidste, at dyrene havde haft et godt liv med plads omkring sig, når de på gården købte en halv gris eller en halv ko, som blev parteret og lagt i fryseren derhjemme.

»Det var vigtigt for mine forældre, at vi vidste, hvor de dyr, vi spiste, havde levet, hvem der havde passet dem og hvordan, de var blev passet. Vi kunne hver dag gå forbi de her dyr og klappe dem og sige hej til dem og så faktisk lidt efter få at vide, at det var så den ko eller gris, der havde gået dernede, som vi spiste. Vi fik en bevidsthed om vores egen rolle i produktionen. Ud over at jeg var aftager, så havde jeg også været medvirkende til, at dyrene havde haft det så godt som muligt. Det føltes som en ”circle of life-ting”. Det kan godt være, at vi skal spise dem, men så ved vi i det mindste, at vi har gjort, hvad vi kan, for at de har det godt, mens vi har dem,« forklarer Ida.

At spise kød var længe en naturlig ting for Ida, som hun ikke oplevede noget forkert ved.  Lige indtil en dag for godt ti år siden, hvor hun faldt over en artikel, som satte gang i en masse tanker hos hende. Hun havde kort forinden meldt sig ind i Dyrenes Beskyttelse og sad en aften i sin seng med dyreforeningens medlemsblad, da hendes blik faldt på et billede af en fødende gris, der lå fastspændt i en fikseringsboks, hvor grisen tydeligvis hverken kunne vende eller dreje sig. Billedet ramte Ida så voldsomt, at hun begyndte at græde.

»Jeg syntes, det var trist at se, at det var den måde, de grise bliver behandlet på. Egentlig kan jeg jo kun forestille mig, hvordan noget er, ud fra hvordan jeg selv ville have det.«

På bondegården i Herslev havde hun været tæt på grise og oplevet, at de var intelligente, at de var nysgerrige. Og at de var legesyge.

»Jeg ved godt, jeg ikke er en gris, men jeg forestillede mig, at jeg selv skulle ligge der i et bur uden at kunne vende mig om og bare skulle ligge og føde. Og at det er dét, der skal ske i mit liv. Det synes jeg er uhyggeligt, det ville vi jo netop ikke engang gøre med vores egen hund. Det tror jeg, de fleste ville synes var forfærdeligt synd, det er sådan en indskrænkning af al frihed,« siger Ida.

At der var langt fra det dyreliv, som Ida havde oplevet på bondegården i Herslev til moderne dyreproduktionen, stod pludselig lysende klart for hende. Der var en verden til forskel fra den fødende gris i dyreforeningens blad til de grise, hun huskede fra bondegården, som bare gik rundt og øffede og hyggede sig i jord og mudder, eller hvor de nu ville være.

»Det var faktisk en voldsom oplevelse at se billedet af den fødende gris. Voldsomt, fordi jeg nok har holdt mig selv fast i en idé om, at kødproduktionen var lidt ligesom den, jeg havde set derhjemme. Jeg har haft et billede af, at dyrene, som vi spiste, var blevet behandlet ordentligt ligesom alle mulige andre dyr eller ligesom min hund. Så på den måde var det voldsomt.«

Oplevelsen fik straks Ida til at lægge sin kost om. Hun havde ikke længere lyst til at spise gris. Og efter hun havde sat sig lidt mere ind i, hvordan produktionen af kød foregik, stoppede hun også med at spise kød fra køer og fugle.

Dobbeltmoralsk forhold til dyreprodukter på tallerkenen

Hun fortsatte dog med at indtage fisk og animalske produkter som mælk, smør, ost, æg og yoghurt, og det satte nogle tanker i gang hos Ida.

»At jeg er fortsat med at spise fisk og animalske produkter er ret interessant for mig. Fordi jeg gør det med bevidstheden om, at jeg synes, det er dobbeltmoralsk i forhold til, hvordan jeg egentligt har det, og hvad jeg synes er i orden. Jeg er holdt op med at sætte mig ind i, hvordan fisk bliver produceret, fordi jeg faktisk ikke kan overskue at skulle tage stilling til det. Fordi jeg har en idé om, at jeg nok ville synes, det er ulækkert og slemt, den måde fiskene bliver produceret på. Men den idé skøjter jeg let hen over. Det samme med æg. Og med mælken, vi drikker, der er på bekostning af køer, der får taget deres kalve fra sig virkelig tidligt for at holde mælkeproduktionen i gang. Det er ikke noget med at følge eller holde trit med naturen, jeg ved overhovedet ikke, om man kan finde en ko, der er normal mere, fordi det hele er behandlet og avlet på. Jeg ved, der er tale om rovdrift, men jeg vælger også bevidst at se bort fra det. Og det er det, jeg synes er dobbeltmoralsk,« siger Ida.

Da hun skulle skrive speciale, var det altså oplagt for hende at udforske moraliteten i menneskets forhold til dyr. Dette gjorde hun med særligt fokus på, hvordan vi forholder os til drabet på de dyr, vi spiser.

»Efter jeg stoppede med at spise kød, gik jeg og tænkte meget over de her forhold, og med specialet var der lige pludselig en mulighed for at dykke lidt ned i det, nu hvor der var frit slag på emnevalg. Så det har været meget personligt for mig; det, som var udgangspunktet for specialet«, siger Ida om specialet, hvor hun forsøgte at undersøge ”vores individuelle og sociale moralske selvforståelse af at spise dræbte dyr i et kritisk psykologisk perspektiv”.

»Udgangspunktet har været det komplekse forhold, vi har til dyr. Vi bruger dem, vi er sammen med dem, vi lærer af dem, de kan hjælpe os. Og så slår vi dem samtidig ihjel. Drabet som handling er noget, vi normalt forkaster i forhold til andre mennesker eller visse andre levende væsener. Men i forhold til nogle dyr accepterer vi handlingen i særlige sammenhænge. Det var den her kompleksitet, jeg fandt interessant«, siger Ida.

I processen med specialet oplevede Ida et stort gennembrud på det teoretiske plan.

»Undervejs fandt jeg ud af, at det ikke kun var på praksisplanet, jeg kunne undersøge noget og pege på nye muligheder for udvikling, fordi jeg så nogle udfordringer på det teoretisk plan også. Jeg havde valgt at skrive i det perspektiv, der hedder kritisk psykologi, hvor man arbejder med et praksisbegreb, der lige pludselig virkede rimeligt begrænset, i hvert fald hvis man vil undersøge menneskets forhold til dyr. Det kunne godt bruge lidt udvidelse. Dette teoretiske plan havde jeg ikke regnet med at bevæge mig ud i, da jeg påbegyndte specialet. Så det var helt vildt spændende for mig at finde ud af det, og det gav også ekstra blod på tanden. Det var fantastisk at opleve, at teori og praksis kan udvikle hinanden så fint«.

Så specialet tog en anden retning, end Ida oprindeligt havde forventet.

»Jeg tror, jeg havde en ide om, at jeg ville ende ud i noget med at skulle udpege nye muligheder for praksis; altså for, hvordan vi kunne gøre det bedre. At rette en eller anden ressource-orienteret kritik mod den praksis, der er i øjeblikket. Og det var så der, det bredte sig længere ud, så det ikke kun var i praksis, men også i den kritiske psykologi, jeg kunne udpege nye muligheder. Praksisbegrebet kunne udvides, så jeg tog udgangspunkt i andre teoretikere, der arbejder med at udvide praksisbegrebet. Så det ikke kun omhandler social praksis mellem mennesker, men bliver udvidet til også at omhandle mere end mennesker, fordi det er mere end dig og mig, der udgør vores liv. Der er flere ting, der spiller ind. Teknologien spiller ind, dyrene spiller i høj grad også ind, og det var det, jeg koncentrerede mig om. Altså den store rolle, dyrene spiller i menneskets praksis,« forklarer Ida.

Ingen karrieretanker bag specialevalget

Selvom specialet bevæger sig inden for et område, der har fået voldsomt fokus de seneste år, hvor mange vælger kødet fra som kost, og mange producenter præsenterer nye køderstatningsprodukter, så havde Ida ingen tanker i forhold til sin fremtidige karriere, da hun valgte emnet for sit speciale.

»Jeg havde ingen tanker på fremtidige jobmuligheder, jeg har kun valgt efter, hvad jeg syntes var spændende, og fordi jeg kunne mærke, at det her var vigtigt for mig. Jeg tror også, at det var derfor jeg kunne være i den her proces så længe, fordi jeg syntes, det blev mere og mere spændende, jo mere jeg sad med det, og jeg følte, jeg bare kunne blive ved og ved,« siger Ida om speciale-perioden, som hun forlængede med et semester, så det kom til at strække sig over godt et år.

»Nu hvor jeg skal til at tænke i jobmuligheder, kan jeg sagtens se, at det kunne have været smart at have tænkt det ind i specialet, da jeg valgte emne, men det var ikke det, som var vigtigt for mig.«

Når hun i dag tænker på jobmuligheder, har hun en helt klar drøm om, hvor hun gerne vil hen.

»Jeg ville allerhelst læse videre og brede mit specialeemne endnu mere ud. Det kunne være spændende at udfolde det endnu mere, fordi mit udgangspunkt var vores forhold til dyr, og det er jo et uendeligt stort emne, som jeg kun har undersøgt en brøkdel af. Hvis jeg skulle drømme rigtig stort, så ville jeg drømme om en Ph.d., det ville være den aller-allerstørste drøm at få lov til at dykke endnu dybere ned i det her og blive skarpere på det og formidle det. Jeg synes også, det er et utrolig vigtigt emne, når vi ser på de klimaproblematikker, vi står over for i dag.«

Overvej det et par gange, før du vælger at skrive alene

Efter godt et års arbejde med specialet, er Ida blevet rig på erfaringer, som hun gerne vil give videre. Ida valgte at skrive sit speciale alene, og det har hun ikke fortrudt. Men hvis andre kommende specialestuderende overvejer at gå den vej, anbefaler hun at overveje det et par gange.

»Jeg valgte at skrive alene, og hvis man vil det, så skal man virkelig overveje det grundigt. Og så lige overveje det lidt mere. For mig var det godt, men det er virkelig hårdt. For det er godt nok ensomt. Jeg har ikke haft andre at snakke med end mig selv inde i mit hoved, og jeg har haft tidspunkter, hvor jeg har tænkt, nu får jeg kuk af det her. Så man skal virkelig tænke sig godt om og overveje, om man orker det. Der har været tidspunkter, hvor jeg har tænkt, hvis bare jeg var sammen med et andet menneske, der vidste, hvad det er, jeg beskæftiger mig med, og som jeg kunne sparre med, så havde det været nemmere, tror jeg. Men på den anden side, så kan jeg godt lide at arbejde alene. Og derfor ville jeg også have valgt det igen, hvis jeg skulle gøre det om.«

Lad andre læse det, du har skrevet

Hvis man efter lange overvejelser holder fast i, at man tager en singlebillet til speciale-turen, så har Ida endnu et godt råd angående udfordringerne ved at skrive alene.

»Der var et tidspunkt i min proces, hvor jeg virkelig tænkte, ”nu bliver jeg mærkelig”, og så fik jeg en anden til at læse mit speciale. Og det lyder måske meget nemt. Men det var det ikke for mig, fordi det var meget følsomt og meget vigtigt for mig, det her speciale, så jeg syntes, det var svært at give det videre til andre. Men jeg var så heldig at kende en, som jeg stolede på, og som også gik på RUC og derfor godt vidste, hvad jeg var inde i. Efter jeg afleverede det til hende, og hun læste det, så var det som om, en byrde blev løftet fra mine skuldre. Fordi jeg var nået dertil, hvor jeg ikke syntes, jeg havde præsteret noget, og der var ikke noget, der hang sammen. At få andre øjne på og en, der kunne sige “jamen det her giver god mening, og det her skal du gøre lidt skarpere,” det gjorde en kæmpe forskel for mig.«

Vær skarp på at vælge den vejleder, der er rigtig for dig

Og så er det ifølge Ida godt givet ud at bruge nogle ressourcer på at finde den rigtige vejleder til speciale-processen.

»Det har været vigtigt for mig at have en vejleder, som jeg vidste passede til mit gemyt. Så jeg har været meget skarp på, at min vejleder var en, jeg vidste, hvem var, og som jeg har siddet til forelæsninger og undervisning hos. Og det er faktisk det, jeg har valgt ud fra, ud over det at han så blandt andet er skarp til det perspektiv, jeg har valgt at skrive i. Det er rigtig vigtigt, at man forsøger at finde ud af, hvad man har brug for fra en vejleder, for at få en god proces,« siger Ida.

Stol på, at dine ideer er gode nok

Stol på dig selv og dine ideer, lyder et andet råd fra Ida.

»Jeg har selv været meget bange for at gøre noget forkert undervejs; men det har været en god oplevelse, jeg har haft med at prøve noget nyt. Prøve at stole på, at de ideer, jeg har fået, er gode nok. Jeg føler, jeg har satset mere, end jeg på forhånd troede, jeg ville gøre, fordi jeg var så bange for, at jeg ville hoppe ud af en eller anden boks, som alle andre bedømmer mig ud fra. Men jeg har lært, at det ikke nødvendigvis er sådan, at det er ok at prøve noget nyt.«

Vær ikke bange for at forlænge, hvis det bliver nødvendigt

Endelig mener Ida, at man ikke skal være bange for at forlænge processen ud over det normale ene semester, et speciale er normeret til.

»Jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at forlænge. Det var ikke noget, jeg syntes var rart, da jeg gjorde det, for det føltes som et nederlag. Jeg havde en følelse, som jeg tror mange har, nemlig at nu er der sat den her tidsramme, og hvis du ikke kan opfylde de krav, så er du per automatik dårligere end de andre, der godt kan skrive et speciale på et halvt år. Da jeg valgte at forlænge, havde jeg så svært ved at nå frem til beslutningen, fordi jeg var bange for omverdenens reaktion; men i dag kan jeg se, at det var det eneste, jeg kunne gøre. Fordi jeg havde et stort kursus, jeg også skulle have overstået, og så var der nogle ting i mit liv, der begyndte at fylde rigtigt meget.

Hvis jeg ikke havde forlænget, så havde jeg svigtet det ene eller det andet. Enten havde jeg afleveret et speciale, jeg ikke var glad for, eller også havde jeg ikke kunnet være der for min familie og mig selv. Det er ikke sådan, at jeg vil anbefale, at man forlænger, men jeg vil virkelig anbefale, at man mærker efter, hvad der er vigtigt, og hvilken pris man er villig til at betale for at skynde sig igennem.«