‘Q&A med iværksætter: ”I min virksomhed laver vi i virkeligheden avancerede RUC-projekter”’ 
06.02.2020

Q&A med iværksætter: ”I min virksomhed laver vi i virkeligheden avancerede RUC-projekter”

A
Aktuelt
06.02.2020
8 min
Foto: Dejan Obretkovic
Line Groes har altid været nysgerrig på mennesker og stillet sig kritisk over for, hvad der rører sig i samfundet. Det har hun taget med sig i det strategiske innovationsbureau ’IS IT A BIRD’, som hun for over otte år siden startede, og som nu har en bred skare af kunder fra Novo Nordisk til kosmetikmærket Clarins. RUC Paper mødte hende i et renoveret autoværksted, med vinylplader på væggene og en stor trægynge midt i kontorlandskabet, til en snak om, hvad hendes tid på RUC har givet hende. Hun satte især stor pris på fællesskabet og den problemorienterede tilgang.

Skrevet af

Katrine Juel Friis

Journalist

Hvad går du og laver professionelt?

»Jeg er direktør i konsulentforretningen ’IS IT A BIRD’. Vi hjælper både offentlige og private virksomheder med at forstå deres omverden og mennesker bedre, altså deres kunder bedre, og så omsætte den forståelse til nye muligheder.«

Hvorfor lige dette navn?

»Det kommer faktisk fra tegneserien Superman, hvor folk kigger op i luften på et nyt fænomen og siger: ”Is it a plane? No, it’s Superman!” Citatet indikerer, at du kun kan stille de spørgsmål, som din erfaring har givet dig. Det er svært at have et sprog for det nye, der kommer. Superman var noget nyt i verden, og derfor havde man ikke et sprog for det fænomen. Derfor stiller man først to dumme spørgsmål og kommer derefter til erkendelsen. Det opsummerer i bund og grund, hvad vi arbejder med her. Nemlig, at vi hjælper virksomheder med at stille andre typer spørgsmål, der gør dem i stand til at forstå det nye i verden.

Det er også her, jeg bruger den filosofiske tilgang, fordi man i filosofien stiller de grundlæggende antagelser om, hvordan mennesker erfarer verden og agerer i verden.«

Line Groes fik inspiration til hendes firmas navn fra tegneserien Superman. Foto: Dejan Obretkovic

Ja, for du har en cand.scient.soc. fra RUC – men hvad læste du helt præcist?

»Jeg læste en samfundsvidenskabelig basis, filosofi og virksomhedsstudier. Dog styrede jeg begge fag og min uddannelse i en meget sociologisk retning, både i projekterne og i mine valgfag. Så når jeg i dag begiver mig ud i verden, ser jeg mig selv som en sociolog, fordi det er mest dækkende for, hvad jeg lærte. Men udover det har jeg selvfølgelig fået viden om organisationsteori og udvikling fra virksomhedsstudier, og så koblede jeg ofte filosofien til noget samfundsmæssigt, hvilket jeg var den eneste studerende, der gjorde. Så vi sad og læste Heidegger for at forstå det, men jeg er sådan indrettet, at jeg gerne vil bruge det til at forstå noget om verden.«

Hvorfor valgte du at starte din egen virksomhed?

»Jeg er en lidt rastløs type, så efter jeg både havde været ansat som ekstern lektor på RUC, været i ministeriet og også arbejdet med noget tredje i et innovationscenter, begyndte jeg at savne udfordringer. På det tidspunkt havde jeg derfor prøvet en del forskellige ting, og samtidig havde jeg småbørn, så jeg havde ikke lyst til at lægge 50 timer i noget, som ikke var mit eget. Derfor prøvede jeg at se, om jeg netop kunne starte mit eget.«

»Jeg tror ikke, at man kan lære løsninger på komplekse problemer ved at læse ét fag, så der er virkelig brug for tværfaglighed.«

Hvor lang tid tog det dig at starte det?

»I begyndelsen tænkte jeg mest i en freelance-retning, men der skulle to store beslutninger på rejsen til, før det blev en virksomhed. Den første var, da jeg besluttede mig for at ansatte en medarbejder, fordi jeg fik for meget om ørerne. Den anden var, da jeg flyttede ud i de her lokaler i Valby med en huslejekontrakt på tre år. Så gik det op for mig, at det var virkeligt.«

Føler du, at du kan overføre nogle af de kompetencer, du har fået med fra RUC, til din virksomhed og det generelle arbejde?

»Det vi arbejder med her, er sådan set RUC-projekter, bare lidt mere avancerede. Vi starter typisk med at arbejde med en problemformulering, et nøglespørgsmål kalder vi det, så går vi ud og samler noget empiri, og derefter går vi hjem for at analysere på det, og på den baggrund giver vi nogle anbefalinger. Vi bruger også meget den antropologiske metode, den kvalitative metode, og det er også den, jeg blandt andet har lært på RUC.
Så det er helt klart det problemorienterede projektarbejde, jeg har taget med mig, og så selvfølgelig det tværfaglige, for vi har mange forskellige fagligheder i ’IS IT A BIRD’. Det har man også brug for i innovation for at kunne kigge på forskellige perspektiver på en problemstilling. Jeg tror ikke, at man kan lære løsninger på komplekse problemer ved at læse ét fag, så der er virkelig brug for tværfaglighed.«

»Dannelsen af grupper lærte man på den hårde måde på RUC. Det var lidt en junglelov. Jeg husker tilbage på nogle seancer, hvor folk traf aftaler ude på toiletterne og derfor ikke dukkede op. Selve skriveprocesserne husker jeg som både frustrerende og lærerige. Det er nemt nok at skrive sin egen opgave, da du ikke skal forholde dig til andre menneskers mening. Men i projektskrivning skulle vi jo høre forskellige perspektiver på projektet og diskutere dem«.

Hvor adskiller ’IS IT A BIRD’ sig så fra jeres konkurrenter?

»Det kan jeg vise ved at tegne en lille trekantsmodel. Hvis man kigger ud i konsulentvirksomhederne, vil jeg syntes, de ligger i tre kategorier. Analysekategorien ligger i det ene hjørne og er tit analyseinstitutter. Så har du design i det andet hjørne, hvilket for eksempel kan være reklamebureauer, og så har man i det tredje hjørne management og strategi. Det, , vi gør, og arbejder på at gøre, er at ligge i midten af trekanten. Så igen er tværfagligheden i centrum, og vi udlever den i praksis.«

Line Groes og ‘IS IT A BIRD’ stræber efter at placere sig i det tværfaglige spektrum mellem analyse, design og strategi. Foto: Dejan Obretkovic

Hvorfor valgte du RUC til at starte med?

»Ja det er jo lidt pinligt at sige, men det var jo som mange andre, fordi man var doven i gymnasiet,« siger Line Groes efterfulgt af en høj latter.

»Ej, jeg havde bare mange andre interesser og var drevet af dem. Jeg kom ud med et forholdsvist pænt snit; men ikke noget, der kunne måles med, at jeg gerne ville læse psykologi. Det kom jeg ikke ind på, hvilket jeg tror, var meget heldigt. Og så kendte jeg bare en del fra mit højskoleophold, som allerede gik der og var glade for det.«

Hvorfor var det heldigt, du ikke kom ind på psykologi?

»Jeg kunne godt lide værdierne på RUC, og der var mange søde mennesker, der gik der, som havde de samme, gode værdier. Jeg var optaget af at forstå samfundet og løse samfundsmæssige problemer, så der følte jeg, at jeg og RUC var et godt match. Min motivation for at starte firmaet har jo også været at hjælpe virksomheder med at forstå samfundet og forstå de mennesker, der bor i vores samfund samt skabe menneskelig værdi for dem, fremfor at skabe profit.«

»Hvis jeg fik en interesse for et eller andet, så kunne jeg løbe efter det, da jeg gik på RUC.«

Hvilke gode minder har du fra RUC?

»Altså, mit bedste minde fra RUC er jo, at jeg har mødt min mand her. Men jeg har også nogle af mine bedste veninder fra RUC, så jeg mindes helt sikkert også det fællesskab, der er her.

Generelt husker jeg årene på RUC som en god tid. Hvis jeg fik en interesse for et eller andet, så kunne jeg løbe efter det. Altså, jeg kunne hele tiden integrere det, jeg blev nysgerrig over for, fordi jeg selv kunne vælge mit problem, teorier og så videre. Og så synes jeg bare, at det var totalt privilegeret, at jeg kunne fordybe mig i læsestof og diskutere Heidegger. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var fuldstændig mind-blowing at læse Foucault for første gang.«

Hvad vil du fortælle den Line, der stod på RUC for første gang i 1997?

»Tag det roligt! Der var mange diskussioner i gruppearbejdet, hvor jeg nu tænker, at jeg bare skulle havde slappet af, for så vigtigt var det jo heller ikke.«

Har du så nogle gode råd til nuværende studerende?

»Jeg har ikke en føling af, hvad der optager studerende i dag, men jeg vil klart sige, at de skal gå efter de fag, som de synes, er spændende. Lad være med at tænke på det fremtidige job nu. Nyd, at du har mulighed for at nørde med og diskutere teorien, for det kommer ikke igen. Nyd, hvor du er, i stedet for at stræbe hen imod, at din uddannelse skal blive til en kompetence, du skal kunne sælge på arbejdsmarkedet. Det kan du altid gøre senere.«

For Line Groes er succes, når hun sammen med sit team kan hjælpe virksomheder med at skabe menneskelig værdi. Foto: Dejan Obretkovic

Hvad med et godt råd til studerende, der måske overvejer iværksættervejen?

»Hvis man har en iværksætterdrøm, skal man bare gå efter den. Men det indebærer meget arbejde. Man kommer ikke sovende til noget. Hele det der narrativ om at være iværksætter kan godt være lidt glorificeret. Der er mange fordele ved at have et helt almindelige lønarbejde. Det kommer lidt an på, hvem man er. Man skal gå efter det på grund af de rigtige årsager. Men uanset ens faglige baggrund, så handler det om at omsætte sine kompetencer til noget professionelt og få folk til at se, hvad du kan.«

Og til sidst, hvad er succes for dig?

»Succes for mig er den der følelse af, at man kan hjælpe nogle mennesker og realisere deres formål og potentiale. Mit mål er ikke, at det skal blive en kæmpe forretning, det er i højere grad at hjælpe virksomheder og organisationer med at skabe værdi for dem, som de egentlig er blevet sat i verden til at skabe værdi for i første omgang – altså skabe værdi for mennesker og samfundet. Så det er meningsfuldt for mig, når vi kan det og får mulighed for det.«