‘DEBATINDLÆG. Professor (mso): Kandidatreformen, et lidt for stort eksperiment på et eksperimenterende universitet?’ 
Debatindlæg l 23.02.2020

DEBATINDLÆG. Professor (mso): Kandidatreformen, et lidt for stort eksperiment på et eksperimenterende universitet?

A
Aktuelt
Debatindlæg l 23.02.2020
8 min
RUC står over for en kommende kandidatreform. RUC Paper bringer her et debatindlæg af professor (mso) på fysik, Kristine Niss.

Skrevet af

Kristine Niss

Professor MSO og ph.d. i fysik. Formand for Studienævn for Naturvidenskabelige Uddannelser og Studieleder for fysik.

RUC kalder sig Danmarks eksperimenterende universitet. Alligevel spekulerer jeg over, om den annoncerede kandidatreform ikke er et lige lovligt stort og uigennemtænkt eksperiment. Vi sætter årtiers tradition og uddannelsesudvikling på spil i en kæmpe lyn-process. Men hvor skal det føre os hen?

En af de helt fantastiske ting ved RUC er, at langt de fleste VIP-ere på RUC brænder for at lave god uddannelse. RUC er i sin historie født til at være en uddannelsesinstitution. Forskningen er et nødvendigt gode. Selvfølgelig vil vi gerne lave banebrydende forskning – og vi gør det også. Men på RUC har jeg fået ind med modermælken, at det vigtigste output fra en forsker er, at hun uddanner tænkende og vidensskabende mennesker til vores samfund. I den danske forskningspolitiske debat er det først (igen) blevet moderne at tænke på forskning i det perspektiv inden for de sidste par år.

Men hvad er det så, en forsker lærer sine studerende? Ofte hører man det synspunkt, at forskeren skal sørge for, at den nyuddannede får den nyeste viden med ud i samfundet. At nu har vi opfundet dette nye materiale eller udviklet denne nye metode. Måske er det nyttigt i industrien. Det perspektiv er selvfølgelig en del af historien. Men i min optik, er det ikke den vigtigste grund til at en forsker er en god underviser. Det vigtigste er, at vi som forskere hele tiden er på den yderste kant af vores egen viden. Derfor er vi konstant i det metodiske blæsevejr, det er at prøve at afgøre om noget er mere sandt end andet. Vi bliver holdt skarpe i vores forståelse af, hvad man kan med vores fag. Vi bliver holdt skarpe i vores kritiske sans. Ved at være det, og ved at drage de studerende ind i den forskende praksis, bliver de det også. Den viden, vi skal give videre, er ikke en færdig kasse. “Så langt er vi kommet med dette emne. Værsgod, tag det med ud i samfundet.” Det vi skal give videre, er viden om, hvad viden er. I mit eget fag betyder det noget om, hvordan man regner og måler. Hvad man kan regne på. Hvad man ikke kan regne på. Hvordan man afgør, om man har regnet på det rigtige, og om det man har målt, var signifikant. Jeg er ret ligeglad med, om mine studerende ved, hvor stort et atom er, men jeg anser det som en komplet fiasko, hvis de ikke forstår, hvad det vil sige at bruge det rigtige antal betydende cifre. Det er ikke viden, der er vigtig. Det er værktøj til at skabe og vurdere viden, der er afgørende. Jeg tænker ikke på generelle akademiske kompetencer, men på egentlige faglige kompetencer. F.eks. evnen til at designe og gennemføre semistruktureret interview eller evnen til at definere en model og opstille en tilhørende differentialligning, ikke evnen til at samarbejde eller evnen til at strukturere en proces (selv om de er også nyttige at have).

Dette er et debatindlæg og udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning.

Kan det virkelig være rigtigt at Danmarks eksperimenterende universitet kun kan rumme én måde at udfolde tværfaglighed på?  Ledelsen mener, at det vil give bedre uddannelser, tiltrække flere studerende, og give mindre dimittendledighed. Det er uklart (i hvert fald for mig, måske ikke for ledelsen), hvad de bygger det på.

Professor (mso) Kristine Niss

På RUC har vi i mange år haft kombinationsstrukturen. Med den har de studerende fået to sæt akademiske værktøjskasser. Værsgod, her er en syæske og en boremaskine med tilhørende bor. De studerende har med rette ind imellem været i tvivl om, hvordan de skulle skabe mening i deres to værktøjskasser. Men det er også det som har gjort dem stærke. De havde ikke bare en metode til at angribe verden med, men to. Jeg har tidligere skrevet et debatindlæg om, hvorfor jeg elskede denne model. Kombiuddannelsen, som vi kalder det, har været RUCs særkende gennem årtier. Samtidig har vi også hele tiden haft hele fagintegrerede uddannelser. Uddannelser, hvor man tog det stykke værktøj, der var bedst i situationen, uden at være særlig sart omkring, hvilken kasse de kom fra. Her er det vigtigste, at man lærer sandsynligvis at forstå styrker og svagheder ved valget af metode i en given situation. Disse to modeller har sameksisteret i årtier, og udspændt forskellige versioner af tværfaglighed. Ledelsens fremtidsversion er, at der kun skal være “hele tværfaglige uddannelser”.
Men kan det virkelig være rigtigt at Danmarks eksperimenterende universitet kun kan rumme én måde at udfolde tværfaglighed på?  Ledelsen mener, at det vil give bedre uddannelser, tiltrække flere studerende, og give mindre dimittendledighed. Det er uklart (i hvert fald for mig, måske ikke for ledelsen), hvad de bygger det på.

Og hvad er en hel uddannelse og hvordan bliver den det?

Jeg tror på, at gode uddannelser skabes nedefra, med tid og med omtanke af mennesker, der brænder for uddannelse.

Professor (mso) Kristine Niss

På blankt papir kan man sætte sig ned og tænke sig til mange forskellige uddannelser, som lyder fine. Hvis man gør det i en top down proces, er der er meget stor risiko for, at det man ender med, er uddannelser, der består af en masse delelementer leveret af enkeltstående forskere fra forskellige steder. Forskeren og den studerende bliver ikke en del af det samme miljø. Men får et rent kunde-leverandørforhold. I værste konsekvens bliver det uddannelser helt uden metodisk dybde i noget. Det er selvfølgelig bare mine bange anelser. Vi ved ikke noget om de nye uddannelser endnu, og derfor er det også lidt preliminært at kritisere dem. Men vi ved lidt om processen. Den er startet fra toppen af RUC. Og den bliver ikke en organisk og naturlig proces, men en fuldstændig omkalfatring af hele RUC på meget kort tid.

Jeg tror på, at gode uddannelser skabes nedefra, med tid og med omtanke af mennesker, der brænder for uddannelse. Dem er der som sagt mange af på RUC. Og de har tænkt en masse tanker og lagt en masse hjerteblod ind i de uddannelser, vi har nu. Med relativt enkle greb ville det være muligt at tage udgangspunkt i disse uddannelser og fikse en lang række af de logistiske og økonomiske problemer, vi har. Et par af Studienævnsformændene på humaniora er allerede kommet med et helt konkret bud på, hvordan det kunne gøres.  Med det som udgangspunkt ville det være muligt at have en længere strategisk samtale om, hvorvidt nogle af uddannelserne skal drejes i en ny retning eller laves helt om. Der ville være plads og overskud til at diskutere med de studerende, hvordan vi mere systematisk kan støtte dem i at finde sammenhængen mellem deres fag. Ligesom det kan være udgangspunktet for udvikling af nye hele uddannelser, i det tempo der er naturligt, hvis det er naturligt. Det kunne blive uddannelser, som ikke alle ville være skåret over samme læst på baggrund af ensrettende dogmer, men som i stedet ville blive nye måder at realisere tværfaglighed forskelligt og eksperimenterende på.

Ledelsen siger, at alt skal op i luften. Vi skal gå fra over 100 kombiuddannelser til 20-30 hele uddannelser, som skal leve op til en række dogmer og designkriterier. Det hele skal landes på 2 år.

Professor (mso) Kristine Niss

Men det er ikke det, der er beskeden fra ledelsen. Ledelsen siger, at alt skal op i luften. Vi skal gå fra over 100 kombiuddannelser til 20-30 hele uddannelser, som skal leve op til en række dogmer og designkriterier. Det hele skal landes på 2 år. Det skal laves af de mennesker, som lige har været igennem en institutionsakkreditering (som vi i parentes bemærket ikke er færdige med) og været udsat for en centralisering af studieadministrationen. Det skal laves i en situation, hvor vi kun med det yderste af neglene har en studieadministration, der kan drifte uddannelserne.

Jeg chattede med en veninde, som er lektor på historie på KU, da reformplanerne så dagens lys. “Det har været en lidt hård uge, der er stormvejr på RUC”, skrev jeg. “Ledelsen har besluttet, at vi skal lave en kandidatreform”.
Hun svarede med et spørgsmål “På fysik?” Jeg kom til at grine. Gid, det var så vel. Nej, ikke på fysik. På hele RUC. Man vil lave studieordninger, kursusbeskrivelser, finde pensum og lave projektbindinger. Ikke til en uddannelse, men til et HELT universitet. På NAT har mine kollegaer netop udviklet én ny uddannelse i Mathematical Bioscience. Den åbner for optag til sommer. Det har taget 4 år med aftagerpaneler, akkreditering, samtaler (og til tider tovtrækkerier) mellem matematikere og biologer og meget mere. Alle der har deltaget er trætte, men spændte på optaget til uddannelsen.

En kollega og ven fra et andet universitet har spurgt, om jeg ikke bare kan fokusere på min forskning, lave den undervisning jeg nu bliver bedt om, og ignorere resten. Men det kan jeg ikke. For jeg er jo RUC'er. Og på RUC brænder alle for uddannelse.

Professor (mso) Kristine Niss

Den proces vil man nu sende hele RUC igennem, fordi man tror, at 20-30 uddannelser vil give flere og gladere studerende end de over hundrede uddannelser, vi har i dag. At 20-30 uddannelser skulle give flere studerende end over 100 uddannelser gør, er lidt et mysterium – man mener så vidt jeg forstår, at det vil være nemmere at brande. Kan det virkelig være rigtigt, at brand er vigtigere end indhold? Jo mere jeg tænker over det, jo mere forrykt virker det. Jeg er reelt bange for, at det hele falder på jorden med et brag, og RUC står tilbage uden kandidatuddannelser. Den uddannelse, jeg er studieleder for, er lige nu RUCs mindste, og det har længe ligget i kortene, at den ikke ville overleve i sin nuværende form på den lange bane. Faget fysik, sådan nationalt og globalt set, er jeg ikke bekymret for. Men jeg er virkelig bekymret for RUC.

En kollega og ven fra et andet universitet har spurgt, om jeg ikke bare kan fokusere på min forskning, lave den undervisning jeg nu bliver bedt om, og ignorere resten. Men det kan jeg ikke. For jeg er jo RUC’er. Og på RUC brænder alle for uddannelse. Og det er lige præcis derfor, jeg synes, at RUC er verdens bedste universitet. Jeg krydser fingre for, at det bliver ved med at være det.

P.S. Indlægget er udelukkende et udtryk for mine egne holdninger. Udspillet fra ledelsen kom fredag før uge 7. I uge 7 holdt jeg ferie. I uge 8 holdt flere af mine kollegaer ferie. Jeg har således ikke haft mulighed for at diskutere reformen med Studienævnet for naturvidenskab (kandidatuddannelserne), hvor jeg er formand eller samlet med de VIP’ere, der underviser på fysik, som jeg er studieleder for.

Kristine Niss, professor (mso), formand for Studienævn for Naturvidenskabelige Uddannelser og Studieleder for fysik.