Beslutningsarkitekturen på RUC betyder, at det i al væsentlighed er ledelse, inklusive bestyrelse, der træffer beslutningerne. Det, der er kritikken nu, handler om beslutningsæstetikken; altså hvordan bruger man sin ledelsesret, og hvordan inddrager man organisationen i beslutningerne?

Det er et relevant spørgsmål, ikke blot i forhold til kandidatreformen, men også mere generaliseret.

Ledelsen kunne jo se sig selv som procesledere af den søgeproces, der kræves for at problemstillingen undersøges.

Det er godt ment, men det modtages skidt, når man bliver forelagt ”et udspil” og nogle dogmeregler, uden at der har været en forudgående proces, hvor parterne har drøftet sagen.

Hvorfor?

Fordi der er en erfaring om, at inddragelse af medarbejderne er lig med, at kan kommer ind  som en slag korrekturlæsere og kan flytte et komma. Der er ledelsesmæssig modstand overfor denne fortolkning af virkeligheden, det er fair nok, men det gør den ikke forkert.

Anita Mac
Lektor – ISE & TR -Ise