Der blev gjort grin med Uffe Elbæk, da han sagde, at jorden kalder, og vi skal svare. Men det var jo ret klogt sagt. Den kommende kandidatreform er et udtryk for, at jorden kalder.

Ledelsens analyse demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det er nødvendigt at reformere RUCs uddannelsesstruktur. De studerende strømmer ud af RUC i alt for stort tal.

Én ting er, at det er nødvendigt ud fra en økonomisk betragtning, men tallene behøver ikke blive læst økonomisk. Tallene kan læses som indikator på, at ikke nok unge vælger RUC, vælger at blive på RUC, vælger at komme til RUC, fordi det er her, at deres fremtid på arbejdsmarkedet, i verden, i mødet med de kommende globale og lokale udfordringer, deres fremtid med dem selv og andre som subjekter, som borgere, formes og omformes.

Jorden kalder som tal, men tallene kalder også som jord, som substans, på os, for at vi skal reformere vores uddannelser og pædagogik med henblik på, hvilket universitet vi vil være, og på hvordan vi vil gå ind i fremtidens uddannelser og vidensforvaltninger.

Vores uddannelser er for nuværende komplicerede og uigennemskuelige for udefrakommende, fragmenterede på indersiden for den enkelte studerende med mængder af adfærdsregulerende bureaukratiske kombinatorikker. Den frihed, vi som undervisere ser og taler varmt om, er nok et fatamorgana af ideologien. Virkeligheden er et jernbur af faste kombinationer, krydsbetingelser og stramme semestre med mange 5 ECTS-kurser sideløbende med et projektarbejde, som ofte er blevet en ”opgave”, der bliver skrevet i ”intensivperioden” efter kurserne.

Det er ikke godt.

Meget har vi selv gjort for at producere disse uddannelser. Efter min mening blev tingene værre efter sidste reform, uddannelserne blev forringet, bureaukratiet værre, fragmenteringen større, de studerendes fællesskab mindre, selvom intentionen var den modsatte, naturligvis. Det gav en vis mening før forrige reform at studerende kunne kombinere ”fag” frit afhængigt at deres interesser. Udviklingen af den model og dens kontekst er fint beskrevet af Jesper Simonsen i et andet indlæg.

Men det gav ikke mening at lave studieordninger for alle kombinationerne, så de skulle styres og kvalitetssikres som uddannelser og så samtidigt bevare fagene på samme måde som tidligere. Set som studieordningsstyret aktivitetsudbud ligner modellen et mareridt. Der er meget få studerende på 50% af aktiviteterne, mange steder er der undervisning på ekstremt små hold, og de 5-7 studerende på de små hold læser på papiret 3 forskellige uddannelser, og de skal derfor forskellige steder hen semestret efter, hvor den samme fragmentationsgrad også findes. Resultatet giver sig selv. Det har Henning Salling Olesen ret i. Naturligvis skal det ændres.

.

De modeller, som kom i spil ved sidste reform, og blev afvist, ser pludselig gode ud igen. Hovedfag/bifag og 1+1+1 kommer igen på bordet, og det kan der være megen fornuft i, særligt med henblik på de bureaukratiske og indretningsmæssige aspekter af reformen. Tingene ville blive meget simplere, og der ville blive mere sammenhængende miljøer. Men adskillige nuværende ”fag” vil ikke kunne opretholde en kandidatuddannelse som hovedfag, så selv denne variant vil have store konsekvenser for udbud men sandsynligvis også for forskningsområder.

Det er vigtigt, at vi i fremtiden ikke tænker forskningsmiljøer og uddannelser 1-1. Det vil uundgåeligt gøre selv de stærkeste forskningsmiljøer afhængige af, hvordan de studerende stemmer med fødderne, og det kan vi som universitet ikke være tjent med. RUC er ikke, skal ikke være, og har aldrig været et disciplinært, fagligt universitet, og det er herlige, inspirerende ved vores universitet.

Bacheloruddannelserne er umiddelbart ikke med i reformplanerne, og det er nok udmærket. Vi skal passe på ikke at tænke bacheloruddannelserne som direkte fødekæder til kandidatudbuddet. Jeg tror, at det er for ”lokalt” at tænke på den måde om dem. I stedet bør vi i endnu højere grad skabe sammenhængende tværfaglige bacheloruddannelser på 3 år, hvor de studerende i mindre grad end nu, skal leve op til alle mulige krav, som bliver stillet af ”fagene”, og hvor de studerende ikke er opbevaret til de kommer videre til ”faget”, hvor ”fagene” ikke konstant kigger på bacheloruddannelserne og tænker på, hvordan det ville være fedt, hvis de studerende var mere ligesom faget. Dvs. et rekrutteringsmarked. Vi skal jo bare se på fagvalgsdag, åbent hus osv. for at forstå, at de 5 flere studerende vi glædes over, er 5 studerende mindre på nabofaget.

Grundlæggende er det en usund model.

Vi skal lave uddannelserne om, og det bør vi se som en kritisk nødvendighed, og derfor tage godt imod ledelsens udspil som en invitation til at arbejde med, hvordan RUCs uddannelser skal være for fremtiden. Dogmerne og designprincipperne ligner for mig et konstruktivt og produktivt bud på, hvordan vi ikke reaktionært men visionært kan arbejde med den kritiske nødvendighed. Jorden kalder: RUC skal da lave nye sammenhængende uddannelser, der adresserer klima, bæredygtighed, videnskabsstudier, sociale og kulturelle transformationsprocesser, globalitet, civilsamfundsforandringer, nye pædagogiske praksisser, digitalisering, teknologi osv. (listen reflekterer intet andet end min egen begrænsede fantasi), tværfagligt, tværfakultært, markedsførbart.

Vi behøver ikke lave alt om, nogle uddannelser lever allerede op til mange af disse forhold, andre kan nemt gøre det, og så skal der helt nye initiativer til. Det er nødvendigt, og det kan også være livgivende, utopisk, forandrende, fremtidsorienteret og forhåbentligt i bedre resonans med de studerende og med verden.     

Jakob Egholm Feldt, professor, IKH