‘DEBATINDLÆG. Professor (mso): En lunken tilhænger af reformen’ 
Debatindlæg l 04.03.2020

DEBATINDLÆG. Professor (mso): En lunken tilhænger af reformen

A
Aktuelt
Debatindlæg l 04.03.2020
4 min
RUC står over for en kommende kandidatreform. RUC Paper bringer her et debatindlæg af professor (mso) på Institut for Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.

Skrevet af

Olivier Rubin

Professor (MSO) Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv

Jeg indrømmer det. Jeg er en lunken skabstilhænger af kandidatreformen.  At være lunken får normalt ikke nogen til at fare i blækhuset. På den anden side er det vigtigt, at også de lunkne stemmer bliver hørt, så debatten ikke bliver lige så unuanceret som vores kursusevalueringer, hvor man enten er årets underviser eller også den største tåbe. For mig er reformen en ubehagelig nødvendighed. Ubehagelig fordi den ikke bliver let at implementere. Og fordi meget kan gå galt. Nødvendig fordi den viser en farbar vej ud af det morads, som vores kandidatuddannelser befinder sig.

Den overvejende modstand imod kandidatreformen ser ud til at fokusere på beslutningsprocessen. Selve processen har jeg ikke den store mening om, da jeg ikke personligt har været inddraget (hvilket nok lige præcis er det, som er galt med den). Det er ikke en underdrivelse at sige, at processen kunne have været mere optimal. Selvom rektoratet tilkendegiver, at reformen har været lang tid undervejs, og at reformer jo ikke kommer ud af det blå, så tror jeg at mange (mig selv inklusive) føler, at den kom lidt ud af det blå. Problemet er, at en markant ændring i lederskabsstil har fundet sted fra den inddragende og langstrakte proces i forbindelse med kandidatreformen 2013-2015, og så den mere topstyrede og komprimerede proces, som vi er vidne til i dag. Det kan virke voldsomt med et skifte fra udstrakt selvbestemmelse og talrige diskussionsfora, der ville kunne gøre selv Uffe Elbæk rundtosset, til en klar ledelsesbeslutning, hvor forskellige organer nok høres, men ikke har den store indflydelse.

Debatindlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.

Når jeg, på trods af en kronisk reform-fatigue, som jeg formentlig deler med de fleste her på Roskilde Universitet, i det store hele er enig i retningen af kandidatreformen – ja, så må jeg erklære mig en lunken tilhænger. Hverken mere eller mindre.

Men hvis vi kigger lidt indad, kan man spørge, hvor succesfuld kandidatreformen fra 2015 egentlig har været? Idéen bag reformen var at gøre kombistrukturen mere sammenhængende, forståelig, bæredygtig, og administrerbar. Kravet var, at fagmiljøerne skulle rydde ud i de upopulære kombinationer og øge kvaliteten og fag-integrationen af de resterende. Resultatet er ikke opløftende. I dag har 2/3 af RUCs uddannelser stadig et optag på under 5 studerende; 90 procent af uddannelserne har et optag på under 15 studerende.

Fag-integrationen imellem fag 1 og fag 2 er ofte begrænset. Global Studies/Kommunikation er et af de mere populære kombinationer på vores institut. Men jeg har aldrig kontaktet undervisere fra Kommunikation for at indgå en dialog om, hvordan vi bedre kan integrere de to fag ved sammen at skræddersy kurser, metoder eller projektforløb. Jeg kender ikke deres kurser. Og de kender sandsynligvis ikke vores.

Det er ikke (kun!) dovenskab, det er simpelthen fordi, det nærmest er umuligt at forbedre sammenhæng i uddannelserne, fordi kurserne også bruges på tværs af alle mulige andre kombinationer.

Det er vigtigt at påpege, at valgfriheden ikke ser ud til at forsvinde med kandidatreformen.

Med andre ord ligger den faglige sammenhæng på et lille sted. Dimittendledigheden for mange af vores uddannelser er også høj på trods af flere år med højkonjunktur; på mit institut ligger dimittendledigheden på omkring 20 procent. Vi kæmper også med markante frafald på uddannelserne og tilbagevendende budgetunderskud. Derudover spøger den fulde effekt af dimensioneringen. De to programmer, som jeg primært underviser på, Global Studies og Internationale Udviklingsstudier, skal reducere antallet af optagne studerende med 1/3 frem til 2022 (fra 2018-19 niveauet). Med en lettere omskrivning af Reagans berømte parole fra valgkampen i 1980, kan vi spørge os selv, om vi virkelig synes, at det går meget bedre med vores uddannelser i dag, end det gjorde for fire år siden. 

De studerende vil selvfølgelig gerne have mere valgfrihed. Samtidig vil de også gerne have sammenhængende uddannelser.  Det har vist sig at være et dilemma. Det er vigtigt at påpege, at valgfriheden ikke ser ud til at forsvinde med kandidatreformen. Der vil ikke kun være mulighed for et større antal kurser, der styrker fagligheden og den faglige progression. Det er min forventning, at studerende også vil have (endnu større!) muligheder for at vælge valgfag, og dermed have indflydelse på deres uddannelsesprofil. Men det er klart, at det bliver inden for rammerne af en defineret faglighed, som dog sagtens kan være på tværs af hovedområder som eksempelvis Global Studies og Kommunikation.

Jeg har ofte ønsket mere handlekraft fra rektoratet. Derfor er det også svært at brokke sig helhjertet, når det sker.

Roskilde Universitet har gode forskere og undervisere, som let kan matche kvaliteten på andre danske universiteter. Men accepteres denne præmis, må det nødvendigvis betyde, at mange af vores unikke udfordringer til dels er strukturelle. Det er svært at få øje på alternativet til en reform. Og, det er svært at få øje på argumenter, som tilsiger, at Roskilde Universitet skal bibeholde uddannelser med under 5 studerende.

Reformudspillet sætter kun rammerne. Det er op til fagmiljøerne at udvikle disse 20-30 sammenhængende kandidatuddannelser. Der skal følge ressourcer med til denne øvelse, og så skal der i øvrigt findes en fornuftig løsning på, hvordan vi kan håndtere overgangen fra de gamle uddannelser til de nye. Men så har vi også en unik mulighed for at udvikle bæredygtige uddannelser med øget fokus på faglighed, gennemsigtighed og progression. Uddannelser som kan være med til at forsimple den ekstremt komplekse uddannelsesstruktur, som har været årsag til mange frustrationer hos både undervisere, studerende og administration.

Jeg har ofte ønsket mere handlekraft fra rektoratet. Derfor er det også svært at brokke sig helhjertet, når det sker. Når jeg, på trods af en kronisk reform-fatigue, som jeg formentlig deler med de fleste her på Roskilde Universitet, i det store hele er enig i retningen af kandidatreformen – ja, så må jeg erklære mig en lunken tilhænger. Hverken mere eller mindre.

Olivier Rubin,
Professor (mso), Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv