Jeg kan forstå at mit indlæg i RUCPaper i sidste uge er blevet læst som en entydig støtte til den planlagte kandidatreform. Det er en sandhed med et par forbehold og nødvendige præciseringer.

Det er nødvendigt med en reform af RUCs uddannelsesstruktur. Men det kan ikke nøjes med at være en kandidatuddannelsesreform. Jeg forstår at ledelsen tænker sig en bachelorreform et par år efter, men det giver jo ingen mening ikke at tænke de to ting i sammenhæng hvis målet er at lave gode uddannelser. Og efter min forståelse er den relativt store afgang fra RUC til andre institutioner som efter hvad jeg har forstået er en af ledelsens hovedbekymringer lige så vel grundlagt i bacheloruddannelsen som i manglende attraktivitet på kandidatuddannelsen. Jeg har fået mange tilbagemeldinger der bekræfter at de studerende føler at alt opløses sådan ca omkring 3. semester, og at savnet af et samlende miljø i perioden fra 4-8. semester får de studerende til at overgå til selvstudium i højere grad end ønskeligt.

Det understreger behovet for en ordentlig problemanalyse som ikke kun baserer sig på advarselslamper der sidder på ledelsens dashboard. Lad mig give et eksempel på et problem der ikke har været nævnt.

Jeg skrev at de dogmer og retningslinjer der er er udstukket ikke gør en kat fortræd. Denne lidt sarkastiske formulering var måske lidt for flot. Der står rigtig mange rigtige principper i papiret men i den generelle model til sidst fremgår det at man stadig tænker i (semester)moduler. En åben analyse ville pege på to problemer ved dette. Den ene er at projekterne systematisk løber over for kort tid til at muliggøre det arbejde med reelle problemer og evt eksterne partnere som vi gerne vil fremme, jf. dogmerne. Den anden er at der går kedsommelig rutine i det ene projektarbejde efter det andet. En større variabilitet i det samlede forløb kunne øge kvaliteten og ambitionen i projektarbejdet (og kurserne såmænd også) og det ville gengive projektarbejdet nogle af dets kvaliteter. Det opnås bedst ved ikke at styre hvert semester/modul for sig.

Der er virkelig brug for at der bliver tid og rum til en reel klargøring af hvilke problemer en uddannelsesreform skal løse. Ellers bliver det en dræbende belastning af organisationen – og ingen lys fremtid for RUC.