Det var en følelse af forfald, glemsel og mystik, der ramte Johanna Lerche, da hun tilbage i 2017 første gang oplevede haven Jardin Tropicale i den østlige udkant af den store parisiske park Bois des Vincennes. Det første, der mødte den kandidatstuderende RUC’er, var en port i pagodeform – som man kender det fra det kinesiske tårn i Tivoli – hvor den røde maling var falmet. Træportens udskårne drager og kinesiske tegn var sammen med en masse vildtvoksende bambus med til at give Johanna en fornemmelse af at være i Kina.

Og det var netop en af havens tiltænkte funktioner, da den blev skabt i starten af 1900-tallet: At de besøgende skulle føle sig hensat til de franske kolonier. Haven lagde blandt andet grund til en koloniudstillingen i 1907, hvor der i haven blev anlagt mini-kolonilande, hvor man etablerede bygninger fra kolonierne, som man forestillede sig dem i Frankrig, og hentede dyr, planter og sågar oprindelige folk fra forskellige franske kolonier, så de besøgende i Jardin Tropicale kunne opleve, hvordan livet blev levet i for eksempel Indokina, Fransk Congo, Tunesien, Ny Kaledonien og Fransk Vestafrika.

Flere af pavillonerne og bygningerne fra den tid fandtes stadig i Jardin Tropicale, da Johanna godt 110 år senere besøgte haven, men hun lagde mærke til, at der ikke var blevet gjort meget for at bevare eller vedligeholde de historiske bygninger. Nogle af bygningerne var delvist brændt ned, mange var blevet overmalet med grafitti indeni. I drivhusene var mange af ruderne smadrede, og ukrudt og planter havde fået lov at vokse vildt i haven.

Haven mindede Johanna om en form for kirkegård eller losseplads for koloniale genstande, som man ikke havde vidst, hvor man skulle stille op med, og som så bare var blevet efterladt i haven.

»Der virkede meget spøgelsesagtigt og forladt; et sted hvor man kunne se, der var foregået noget. Det vækkede min nysgerrighed og gav mig lyst til at gå på opdagelse i haven og derigennem i historien«, forklarer Johanna Lerche.

Hun understreger samtidig, at Bois des Vincennes-parken også er en rigtig hyggelig park, hvor familier går tur og dyrker grøntsager i nyttehaver.Der er også blevet sat skilte op der formidler bygningernes historiske kontekst og Indokinapavillonen har gennemgået en fuld renovation i 2011. Tilsammen giver det en oplevelse af at parken befinder sig et sted halvt mellem glemsel og erindring, som kan relateres til hvordan man i Frankrig politisk og som samfund har forholdt sig til den koloniale fortid.

Mange års studier i forskellige landes kolonihistorier

Det, som mange andre besøgende i Jardin Tropicale måske bare ville have oplevet som en forfalden, forvitret have, havde for Johanna et ekstra lag, som fra starten fangede hendes interesse på grund af hendes særlige baggrund. Igennem sin bacheloruddannelse, som hun tog på Københavns Universitet, havde hun beskæftiget sig meget med den danske koloni-historie, og mens hun havde været udvekslingsstudent i England, dykkede hun ned i den engelske kolonihistorie. Det var også interessen for kolonitiden, der havde trukket Johanna ud i det østlige hjørne af den parisiske park.

Noget af det, der fascinerede Johanna ved hendes første besøg i Jardin Tropicale, var, at det var muligt at gå ind i flere af havens gamle bygninger.

»Det var fantastisk at opleve, at der var så mange bygninger, som var blevet bevaret, uden at det overhovedet havde været meningen, at de skulle blive stående. Der var ikke gjort noget som helst for at beskytte dem, og alligevel stod der 20-30 bygninger tilbage fra nogle koloniudstillinger, hvor man også havde udstillet mennesker i starten af 1900-tallet. Det var ret utroligt. Og så kunne man tilmed gå ind i mange af bygningerne. Det var vildt, at man kunne gå rundt i noget, der var så gammelt; helt frit, uden at der stod en museumsvagt og sagde, at det måtte man ikke.«

I specialet brugte Johanna haven og dens bygninger som udgangspunkt for at følge Frankrigs udvikling fra kolonialt imperium og op gennem en postkolonial eftertid.

»Ruineringen af haven er med til at forme historien og kan bruges til at komme på sporet af alternative erindringer omkring den koloniale og postkoloniale fortid. For eksempel kom jeg ved at undersøge havens bygninger på sporet af koloniudstillinger der er overset i forskningen. Ruineringen af haven er også med til at fortælle historien om Frankrig i en postkolonial tid, hvor der eksisterer en vis berøringsangst omkring den med nutidens øjne skamfulde koloniale fortid. På den ene side har man ikke kunne rive bygningerne ned og på den anden side har man heller ikke igangsat større renovering af dem eller omdannet haven til fungerende museumspark,« siger Johanna Lerche.

Mange år med fast bopæl i Frankrig og studier på RUC

Efter Johanna havde afsluttet sin bacheloruddannelse på Københavns Universitet, tog hun til Paris, hvor hun først havde en periode, hvor hun arbejdede, inden hun startede på sin kandidatuddannelse på RUC, som hun gennemførte, mens hun boede i Frankrig.

»Jeg tog hjem, når jeg havde undervisningsmoduler, de varer jo ikke så lang tid på RUC. Så jeg var med til al undervisning,« forklarer Johanna Lerche.

Da Johanna skulle skrive sit speciale, lå det lige for, at det skulle være indenfor hendes interessefelt kolonihistorie, og når hun nu var i Frankrig så var det oplagt at skrive indenfor feltet fransk kolonihistorie. Hun kendte i forvejen Jardin Tropicale som hun havde besøgt flere gange og valgte at beskæftige sig med haven, da den vækkede hendes lyst til at gå på opdagelse i historien og gav mulighed for at arbejde med kolonihistorie i et nutidigt perspektiv.

Da Johanna det meste af speciale-tiden var bosiddende i Frankrig, var det oplagt for hende at skrive specialet alene. Men det havde hun gjort under alle omstændigheder.

»Jeg læste min bachelor på Københavns Universitet, så der skrev jeg alle opgaver alene. Jeg har været med til at skrive nogle gruppeopgaver på RUC, men ikke så ofte. Jeg kan også godt lide at arbejde i gruppe, men jeg kan egentlig bedst lide at arbejde alene. Der synes jeg, at man kommer dybere ned i stoffet. Jeg føler, der er bedre tid til at gå i dybden med et emne, når jeg sidder med det selv frem for, at man hele tiden skal snakke med nogle andre. Og så bruger man også meget tid på bare at redigere hinandens tekster. Men jeg har fået rigtigt meget ud af at arbejde i gruppe, så der er gode ting ved begge dele,« siger Johanna Lerche.

Når hun var i Frankrig og arbejdede på specialet, vekslede hun mellem besøg og undersøgelser i haven Jardin Tropicale og kildesøgning, læsning og skrivning hjemme eller på forskellige biblioteker.

Johanna startede på specialet i september 2018 og skulle efter planen have afleveret i december 2018. Men sådan blev det ikke.

»Min specialeproces var lidt op ad bakke. Den første periode var egentlig god, der arbejdede jeg koncentreret, men så op mod jul, hvor jeg skulle aflevere, følte jeg slet ikke, jeg var færdig eller tilfreds med det, jeg havde skrevet,« fortæller Johanna Lerche.

Hun valgte derfor at udskyde eksamen et halvt år og startede forårssemestret med at få hentet nogle ECTS-point hjem gennem nogle kurser. Dernæst brugte hun noget tid på at arbejde, inden hun brugte godt en måned op mod sommerferien på at gøre projektet færdigt. I første omgang var hun lidt ærgerlig over, at hun ikke fik gjort specialet færdig før jul, men i dag føler hun, at det var en god beslutning for hende at vente et halvt år med at gå op.

»Det føltes ikke så rart at forlænge processen, det ville have været dejligt bare at fået det gjort færdigt og afleveret op mod jul. Men i sidste ende er jeg glad for, at jeg udskød det og skrev specialet færdig om sommeren, fordi det kom nærmere det, jeg gerne ville sige med specialet,« siger Johanna Lerche.

Under det meste af specialeprocessen ventede Johanna på den store åbenbaring, hvor det hele ville falde på plads, og hun ville gennemskue den store sammenhæng. Men det øjeblik udeblev.

»Den fornemmelse kom overhovedet ikke. Jeg følte ikke, det hang helt sammen. Den udeblev helt, den der åbenbaring«, siger Johanna Lerche, der langt fra var glad, da hun afsluttede specialet.

»Da jeg afleverede specialet op mod sommerferien, var jeg slet ikke tilfreds med det; jeg var meget usikker på, om det var godt nok«, fortæller Johanna Lerche.

Hun endte med at få 12 for specialet, så helt galt kan det ikke have været.

Ok at bruge eBay og andre uvidenskabelige alternativer som supplement

I sin research til specialet gik Johanna mange af de traditionelle veje, man som specialestuderende eller forsker normalt vil gå, når man skal udarbejde et videnskabeligt arbejde. Tæt på Jardin Tropicale-haven ligger et bibliotek og et arkiv med arkivalier og genstande relateret til havens historie, som hun ofte frekventerede. Ligesom hun også besøgte det franske nationale bibliotek, BNF, og ligeledes flittigt brugte forskellige videnskabelige databaser.

De traditionelle videnskabelige kildesøgnings-metoder gav Johanna hoveddelen af de kilder, hun skulle bruge til specialet. Men som supplement gjorde hun også brug af andre, mindre videnskabelige tjenester, da hun skulle finde kilder til sit specialeemne om de tidlige koloniudstillinger i Paris.

I nogen forskningsværker kunne Johanna læse, at en koloniudstilling i 1931 var den første deciderede koloniudstilling i Paris. Men ved at bruge alternative søgestrategier, fandt hun ud af at der var blevet afholdt utallige både små og store koloniudstillinger gennem hele århundredet rundt omkring i Frankrig.

Johanna fandt blandt andet ud af, at mange postkort fra den tid præsenterede de forskellige tidlige koloniudstillinger.

»Der var mange af de tidlige koloniudstillinger i Paris, som der slet ikke var skrevet om. Men når man søgte på sådan noget som eBay eller Leboncoin, som er en fransk version af DBA, så vrimlede det bare med postkort fra koloniudstillinger, hvor man kunne se, hvordan de havde set ud. Jeg fandt også mange postkort gennem fysiske loppemarkeder i Paris og Orleáns. Mens jeg skrev speciale, boede jeg i Orléans, som ligger en times kørsel syd for Paris, og der gik jeg på det ugentlige lørdagsmarked, hvor jeg fandt mange postkort fra forskellige koloniudstillinger. Det var sjovt, at der ikke var skrevet om dem, men at de var tilgængelige på den måde,« siger Johanna Lerche.

På et af de postkort, som Johanna sikrede sig, optræder den i starten omtalte røde pagodeformede port, som først var en del af en koloniudstillingen Grand Palais i 1906 og siden blev flyttet til Jardin Tropicale inden koloniudstillingen der i 1907.

»Jeg kommer på sporet af historien om den, da jeg ser et postkort med et foto af porten. Nedenunder fotoet står der, at det er taget ved koloniudstillingen i Grand Palais i 1906. Den oplysning undrer mig, fordi der ingen steder i den forskningslitteratur, jeg har læst, er nævnt en koloniudstilling i Paris i 1906. Geppert skriver for eksempel, at Exposition Internationale Coloniale i 1931 ”was the first Parisian exhibition solely devoted (…) to the theme of French overseas expansion,”« som Johanna beskriver det i sit speciale.

Skal Johanna give andre kommende specialestuderende nogle gode råd, så har hun to, som fletter sig lidt ind i hinanden.

Det ene handler om de omtalte alternative søgetjenester, at man som specialestuderende ikke skal gå af vejen for at bruge dem som supplement.

Og det andet handler om, at man skal stole på sine egne ideer og planer samt ikke skele for meget til, hvad der er normen inden for den videnskabelige verden.

»Jeg har med specialet fået en masse erfaring med at arbejde selvstændigt med den samme ting i lang tid, hvor man selv skulle finde løsningerne. Man har jo kun tre vejledermøder, så man er på egen hånd det meste af tiden og må bare stole på sig selv. Det var jeg dårlig til nogle gange, hvor jeg blev meget i tvivl og tænkte, om det var sådan, man burde gøre. Så det var en meget hård proces at skrive specialet; men jeg lærte at stole på, at det, jeg tænkte, var godt nok og det rigtige for mig, for alle gør det forskelligt. Så man skal bare stole på ens arbejdsproces og på, at det, man gør, også er godt nok. Man skal ikke være så hård ved sig selv. Det er første gang, man står med et speciale, og så må man udnytte sin erfaring fra tidligere opgaver. Og så tro på, at det det nok skal ende godt, bare man følger sin egen plan,« siger Johanna Lerche og advarer mod at skele for meget til, hvad der er normen.

»Man skal undgå hele tiden at prøve at leve op til en ide om, hvad en specialestuderende er, og hvad man som specialestuderende gør og ikke gør. Jeg var meget efter mig selv, hvis jeg brugte sådan nogle ting, der måske ses lidt skævt til, som Wikipedia, eller Google-search. Eller oversatte franske kilder med Google-translate, når jeg ikke kunne forstå et tekststykke.
Men nogle gange fandt jeg de bedste kilder gennem Google, eller jeg fandt en eller anden henvisning til en bog på Wikipedia, som jeg ellers ikke ville have fundet, og som faktisk var rigtig vigtig for mit speciale. Jeg brugte meget tid på at søge på min computer og fik virkelig meget ud af det, så jeg langsomt fandt flere og flere brugbare kilder,« siger Johanna Lerche.

Andre specialestuderende bør heller ikke gå af vejen for at bruge eBay eller lignende alternative tjenester som supplement til de traditionelle videnskabelige kildesøgninger.

»Det er ikke sikkert, at man i alle specialer vil kunne finde afgørende ting sådanne steder, men under arbejdet med mit speciale gjorde jeg nogle afgørende fund. Så man skal ikke tænke så meget på, at det ikke er så historieagtigt. Man behøver ikke altid at sidde og lede i støvede arkiver eller i databaser eller finde bøger på biblioteket. Mange andre steder kan være lige så gode eller måske tilmed det eneste sted, hvor man kan finde de kilder, man skal bruge. Så man skal ikke være så videnskabeligt snobbet,« siger Johanna Lerche.

Fremtidige jobmuligheder var ikke med i overvejelserne, da Johanna valgte sit specialeemne, det var drevet af ren interesse. Alligevel håber hun, at specialet kan være med til at bane vejen for et job.

»Det var kun ud fra interesse, jeg valgte mit specialeemne. Men jeg vil gerne arbejde med noget, der interesserer mig. Så på den måde hænger det sammen med, hvad jeg vil beskæftige mig med fremadrettet, hvor jeg gerne vil arbejde med nogle af de her emner.

Og også de metoder, jeg har brugt i specialet tager jeg med mig i den måde jeg arbejder med historie på. I specialet antog jeg en mikro-historisk tilgang, hvor jeg tog udgangspunkt i havens bygninger som jeg brugte til at fortælle den bredere franske kolonihistorie. Den tilgang bruger jeg for eksempel lige nu, hvor jeg skriver en historisk børnebog der fortæller danmarkshistorie gennem min bedstemors historie. Det er også den måde jeg gerne vil blive ved med at arbejde med historie på i fremtiden, da jeg synes det gør historie mere indlevende og interessant” siger Johanna Lerche.