Alle taler om corona-virus. Men HVORDAN vi taler om den, betyder rigtig meget, lyder det fra tre RUC-forskere. Vi har bedt dem tage temperaturen på myndighedernes kommunikations-strategier i forbindelse med virussen. For hvordan viser man borgerne, at man tager virussen og deres frygt alvorligt – samtidig med, at man undgår at skabe panik?

Læs, hvad lektor Pernille Almlund har at sige om krisen og om krise-kommunikationen.

Hvordan skal man som myndighed reagere for undgå at sprede panik i en sådan situation, som vi har nu, med corona-virus?

Det er der ikke noget entydigt svar på. Men der er nogle ting, der undrer mig i det her forløb. Jeg undrer mig eksempelvis over, at man hovedsageligt sammenligner corona-virus med MERS og SARS. Jeg forstår ikke, at man ikke sammenligner mere med svineinfluenza, som er den epidemi, vi havde senest i Danmark, og hvor der var en målrettet indsats omkring kommunikationen af virus og håndtering til danskerne. Det lader til, at man fra myndighedernes side ikke husker på, at der faktisk ligger en evaluering af svine-influenzaen og den kommunikative indsats, der dengang blev sat i værk af Sundhedsstyrelsen. Vi blev i sin tid af Beredskabsstyrelsen bedt om at udarbejde en evaluering af den kommunikation, der havde været fra myndighederne og til befolkningen. Og vi skrev på den foranledning en rapport i 2010, hvori der er en masse gode erfaringer at hente.

Er der da nogle mangler i kommunikationen indtil videre?

Jeg synes, at der er nogle mangler. Jeg ser det som en meget typisk dansk strategi, at man siger, at det for alt i verden handler om ikke at sprede panik i befolkningen. Og det er jo al ære værd, for det skal vi ikke.
Men sundhedsmyndighederne i Danmark har det med at antage, at befolkningen ikke kan tænke selv – eller rettere, at de ikke selv begynder at udfylde de huller, der opstår.
Det er en modsatrettet kommunikation, når man siger til befolkningen, at de skal tage det helt roligt. Og samtidig så opretter man de her beredskabsafsnit på sygehusene og informerer om, at man ikke må komme ned til sin egen læge for at få taget en prøve.

Det skaber et mellemrum, hvor befolkningen så siger – hov, hvorfor siger I, at det ikke er alvorligt, samtidig med, at I tager alle de her forholdsregler?
Og der mangler man ganske enkelt som myndighed at få formidlet ud, hvorfor man går på to ben. Sige helt klart, at vi ikke tror, at det bliver så alvorligt, men vi ved det reelt ikke, og vi er nødt til at være klar.

Så myndighederne er for tilbageholdende med information?

Det mener jeg, at de er. Det her med at prøve at holde igen for ikke at skabe panik, det er problematisk, fordi befolkningen får fornemmelsen af, at de bliver forholdt noget. Og hvis der er noget, der ikke er godt, så er det følelsen af at blive forholdt noget.

Jeg synes, at generaldirektøren for WHO gør det meget godt. Han stiller sig op og siger, at nu handler det om ikke at gå i panik, men samtidig kan vi godt frygte virussen og reagere på den. Han melder klokkeklart ud, at jo, vi skal faktisk være lidt bange og tage hånd om det. Og det er måske det, man lidt savner hos de danske myndigheder – at de anerkender frygten.

Hvis man sammenligner med svineinfluenza, hvad kan vi så lære af det forløb?

Svineinfluenzaen kom til Danmark stort set samtidig med, at der kom en vaccine for den. Danmarks strategi, hvad angå vaccinen, var at vaccinere nøglepersoner og folk i den udpegede risikogruppe, mens resten af befolkningen ikke skulle have den tilbudt. Man opererede derfor med to forskellige budskaber til befolkningen, nemlig:
1. At virus for nøglepersoner og risikopersoner formodentlig ville være værre end eventuelle bivirkninger ved vaccinen, og:
2. At virus for alle andre ville være mild og risikoen ved eventuelle bivirkninger af vaccinen, derfor var større. Det blev en usammenhængende kommunikation, som især mange nøglepersoner reagerede på ved at takke nej til vaccinen.

Det, som man kan lære, det er, at hvis man efterlader for store huller med modsatrettet kommunikation, så giver det nogle problematikker, hvis man gerne vil have en befolkning til at reagere på en særlig måde i forhold til en krise.

Gentager myndighederne nogle af fejl, de begik sidst?

Det kan jeg jo ikke helt vide, for vi ved jo ikke, hvor alvorligt det bliver. Men det undrer mig, at man ikke tager de her erfaringer med sig, som man trods alt fik analyseret sidste gang.

RUC har sendt en ny anbefaling ud i denne uge, hvor medarbejdere sendes hjem, hvis de har været i risikozonen efter d. 2. marts. Hvad tænker du om RUC’s kommunikation?

Jeg synes, at den er rigtig fornuftig. Strategien er, at vi hænger kommunikationen op på, hvad myndighederne anbefaler, og det er en fornuftig strategi.
Der, hvor jeg savner noget, har mere at gøre med myndighedernes opdrag. De kunne godt have en mere direkte plan for, hvordan institutioner, især folkeskoler, skal melde ud samlet set.

Men jeg synes sådan set, at RUC reagerer fint i forhold til det opdrag, de har fra myndighederne. Så kan de ikke gøre meget mere.

Hvordan tror du, det ser ud om en måned?

Det kommer helt an på, hvor alvorligt det er. Og det ved vi jo ikke. Vi kan håbe på, at myndighederne har ret, når de siger, at det ikke bliver alvorligt. Og så tror jeg, at det går i sig selv igen ret hurtigt, hvis det viser sig at være rigtigt. Hvis det ikke viser sig at være rigtigt, så tror jeg, at der er yderligere behov for en god og direkte kommunikation.

Hvad tænker du om den måde, hvorpå det bliver håndteret i udlandet i forhold til, hvordan det håndteres i Danmark?

Jeg synes sådan set, at det er en fornuftig strategi i Danmark, at politikerne holder sig i baggrunden og lader eksperterne om at stå i front. Det var en af de ting, der fungerede rigtig godt med svineinfluenzaen.

Kan du bruge det her forløb inden for dit forskningsfelt?

Det kommer an på forløbet, om jeg får trang til at skrive noget på det og undersøge det nærmere. Det handler også om at etablere forskningstid til det. Men det er helt sikkert et eksempel, jeg kommer til at bruge i undervisningen.