‘Professor (mso) Olivier Rubin: Politikerne træder ofte i baggrunden under store sundhedskriser.’ 
Interview l 06.03.2020

Professor (mso) Olivier Rubin: Politikerne træder ofte i baggrunden under store sundhedskriser.

A
Aktuelt
Interview l 06.03.2020
4 min
Olivier Rubin er professor (MSO) på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Han forsker blandt andet i politiske dynamikker i antibakteriel resistens, politisk koordinering, internationale initiativer og etiske problemer. Det er typisk, at politikerne træder i baggrunden i en krise som corona-virussen, vurderer han.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

Alle taler om corona-virus. Men HVORDAN vi taler om den, betyder rigtig meget, lyder det fra tre RUC-forskere. Vi har bedt dem tage temperaturen på myndighedernes kommunikations-strategier i forbindelse med virussen. For hvordan viser man borgerne, at man tager virussen og deres frygt alvorligt – samtidig med, at man undgår at skabe panik?

Læs, hvad professor (mso) Olivier Rubin har at sige om krisen og om krise-kommunikationen.

Hvad kan sådan en krise få af betydning rent politisk?

Normalt betyder kriser faktisk overraskende lidt, hvad enten de er pandemier eller naturkatastrofer. Man tror altid, at de fører til store omvæltninger i den måde, som regeringer handler – og her eksempelvis, at Kina bliver mere demokratisk. Der er jo nogle, som siger, at den måde, som Kina har håndteret krisen på, underminerer og muligvis ændrer på nogle ting i forholdet til Kina. Kina fængslede jo nogle af de første, der advarede om epidemien.
Men ligesom vi så det med SARS og svineinfluenzaen, så bliver de her kriser relativt hurtigt glemt igen.

Det, der til gengæld godt kan ske, det er, at sådanne kriser bliver politiserede, hvis de opstår tæt på et valg. Det er det, vi ser i USA lige nu, hvor demokraterne siger, at corona-virussen egentlig burde døbes Trump-virussen, fordi han har været for dårlig til at inddæmme smitten og ikke tog det alvorligt nok i starten. Omvendt prøver Trump at bruge krisen til sin fordel ved at fremhæve, at den mur han advokerer for, vil kunne være med til at holde sådanne sygdomme ude.

Når klimaet bliver så politiseret, så kan det godt være rigtig svært at få objektive sandheder eller fakta ud. Så på den måde kan corona-virussen faktisk godt være med til at bestemme, hvem der bliver præsident i USA. I hvert fald hvis den bliver ved med at påvirke den økonomiske vækst, og demokraterne får held med at pege fingre ad Trump.

Hvordan tænker du om de danske politikeres kommunikation?

Når der ikke er valg, så ser vi tit, at de her sundhedskriser bliver overladt til eksperterne, mens politikerne træder i baggrunden. Og det er det, vi ser i Danmark.
Det er jo i virkeligheden atypisk, at politikerne træder i baggrunden, når der er tale om større kriser, eksempelvis i forbindelse med terror, hvor politikerne bliver meget synlige. Men det er den typiske måde, det foregår, når det har at gøre med sundhedskriser.

Man kan jo fortolke det på flere måder. Det er selvfølgelig positivt, at kommunikationen overlades til eksperterne i Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut. Men det er også meget bekvemt for politikerne, for hvis det går galt, så har de allerede vasket deres hænder.

»Det er selvfølgelig positivt, at kommunikationen overlades til eksperterne i Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut. Men det er også meget bekvemt for politikerne, for hvis det går galt, så har de allerede vasket deres hænder«.

Hvordan tror du, at det ser ud om en måned? Bliver politikerne mere synlige?

Rent politisk tror jeg ikke, at vi kommer til at se de store ændringer – heller ikke selv om, at vi får mange smittede. Jeg tror ikke, at det kommer til at udgøre nogen politisk krise for Mette Frederiksen. Blandt andet fordi myndighedernes kommunikation har været rimeligt god. Det lader ikke til, at der bliver skjult noget for befolkningen. Og folk kan se, at man også er ramt i andre lande.

Er der særlige etiske problemstillinger, som man skal være opmærksom på i en sådan situation?

Sådan en epidemi rammer jo nogle lande hårdere end andre. Den rammer de fattige landes sundhedssystem hårdere, og her kommer der noget social retfærdighed i spil – for i hvilken udstrækning bør man hjælpe disse lande?
Og så rammer den nogle befolkningsgrupper hårdere end andre. Ældre, og dem, der allerede har et dårligt helbred, er særligt udsatte. Og heri ligger et etisk dilemma. For her skal man spørge, hvor meget det enkelte individ skal indskrænke sin frihed og dagligdag for at beskytte andre. Hvis der for eksempel er nogle, der kun er smittet i mild grad og så ikke gider sidde 14 dage i karantæne, så kan det føre til, at andre bliver smittede og dør af det. Det er et dilemma mellem, hvad der er godt for den enkelte, og hvad der er godt for samfundet som et hele.
Man skal også prøve at finde en balance mellem at lukke skoler, forbyde store forsamlinger osv. og så på den anden side tage højde for individuelle rettigheder og det at have et velfungerende samfund.

Kan du bruge krisen i din egen forskning?

Ja, måske. Når det hele har lagt sig, kan vi måske se nærmere på, hvorfor beslutningstagerne tog de beslutninger, de gjorde. Der har jo været markante forskellige fra land til land. Men p.t. forsker jeg primært i antibakteriel resistens, som er en anden international sundhedstrussel, der dog har et markant længere tidsperspektiv.