‘VOX POP. Hvordan er det at være RUC-studerende midt i en Corona-tid?’ 
11.03.2020

VOX POP. Hvordan er det at være RUC-studerende midt i en Corona-tid?

C
Campus
11.03.2020
5.5 min
Meget er sket på Corona-fronten i løbet af en uges tid. Først anbefalede regeringen, at begivenheder med over 1.000 deltagere skulle aflyses eller udskydes, og tirsdag formiddag frarådede man unødig brug af offentlig transport i myldretiden. I RUC’s kantine ser man også eksempler på tiltag, hvor bagværk nu er pakket ind i plastikposer.

Skrevet af

Dejan Obretkovic

Fotograf

Corona-virussen har sat sit præg på Roskilde Universitet, men fylder det overhovedet i de studerendes hverdag?

Foto: Dejan Obretkovic

Emma Lindquist,
Kommunikation og Journalistik, 4. semester på bachelor

Tænker du på Corona-virussen i din hverdag?

»Ja, jeg synes, at det er svært at lade være. Det bliver nævnt i hver anden sætning, så ja, det gør jeg.«

Kantinen er nu begyndt at pakke bagværk ind i plastikposer. Før lå de frit fremme – hvad tænker du om det?

»Jeg tænker, at der er noget modstridende i, at man så skal betale to kroner for et plastiklåg til sin kaffekop. Der er lidt en strid mellem, at man gerne vil være klimavenlig, men samtidig gerne vil tage hensyn til folks helbred. Jeg synes da, at det er fedt, at der er nogle tiltag. Det er fedt, at de tænker på de studerende. Men der er måske også nogle grænser, man skal veje det ene op mod det andet, og det kan jeg godt forstå, er svært.«

Kan du finde på at holde dig fra steder, eksempelvis kantinen, hvor mange studerende færdes, hvis situationen blev værre?

»Kun hvis jeg bliver bedt om det«.

Hvordan vil det påvirke dig, hvis man lukker ned for RUC?

»Det er svært at sige. Det vil selvfølgelig påvirke min måde at studere på. Jeg vil stadig mødes med min gruppe, tror jeg. Det vil dog være ret svært at følge med i undervisningen, for jeg har mange kurser med mødepligt. Man vil i hvert fald skulle lave helt om på strukturen. Så tror jeg, at det vil påvirke det faglige og hvad, man får ud af det faglige. Hvis jeg ikke skal være herude, vil jeg føle mig distanceret til RUC.«

Hvad vil du lave, hvis du ikke skal bruge tid på RUC?

»Jeg vil nok kede mig rigtig meget. Jeg har ikke et arbejde lige nu, så jeg vil godt nok have meget tid at fylde ud.«

»Hvis man lukker ned for RUC, så tror jeg, at det vil påvirke det faglige og hvad, man får ud af det faglige.«

Emma Lindquist, Kommunikation og Journalistik på 4. semester på bachelor

Zahra Ahmed,
Social Entrepreneurship and Management, 2. semester på kandidat

Tænker du på Corona-virussen i din hverdag?

»Ikke når jeg er alene, men når jeg er i store forsamlinger, så gør jeg. I går var jeg til en konference med 200 mennesker, og så tænkte jeg, at det her er stedet, man kan få det. Forleden var jeg på designmesse, og der gik jeg nærmest i panik, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue så mange mennesker. Og selvfølgelig kommer det tæt på, når man får det at vide på den institution, man selv går på. Det er noget andet end med ebola, som var på den anden side af jorden. Lige nu er det meget tæt på.«

Kantinen er nu begyndt at pakke bagværk ind i plastikposer. Før lå de frit fremme – hvad tænker du om det?

»Jeg ved ikke så meget om virussen, om man også bliver smittet ved at røre plastikposen. Giver det mening, hvis der er en, der har hostet på plastikposen, og man så alligevel rører ved den? Jeg ved det ikke, og jeg læser heller ikke op på det. Bæredygtigt er det i hvert fald ikke.«

»Forleden var jeg på designmesse, og der gik jeg nærmest i panik, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue så mange mennesker.«

Zahra Ahmed, Social Entrepreneurship and Management på 2. semester på kandidat

Kunne du finde på at holde dig fra steder, eksempelvis kantinen, hvor mange studerende færdes, hvis situationen blev værre?

»Ja, hvorfor skulle man udsætte sig selv for det?«

Hvad med helt at undgå at tage på RUC?

»Hvis jeg får at vide, at virussen er på RUC, så kan det godt være, at jeg ikke vil komme. Jeg ved ikke helt, hvor alvorligt det er. Men hvis det er farligt, og man ikke ved, hvordan man helbreder folk, så synes jeg bare, at man skal lukke institutionerne.«

Hvordan vil det påvirke dig, hvis man lukker ned for RUC?

»Som universitetsstuderende tror jeg ikke, at det vil gøre så meget. Jeg har mit curriculum, jeg har internettet. Jeg ville læse hjemmefra«.