Da jeg valgte at læse min bachelor og siden min kandidat på RUC, gjorde jeg det, fordi RUC gav mig mulighed for at studere to fag lige meget. Det var selvfølgelig ikke den eneste grund: Jeg var også begejstret for mængden af projektarbejde – først og fremmest fordi jeg øjnede det som en mulighed for at øve mig i skrivekunsten. Alligevel var det dog den primære. Med tiden blev det nemlig kun tydeligere, at jeg er én af dem, der ikke kan vælge mellem sine to fag.

Når jeg vægter fagligheden højest, hænger det sammen med, at jeg er på universitetet, fordi jeg er nysgerrig, begærer viden og ønsker at fordybe mig. Det er værdier, som jeg håber, vil udgøre det bærende fundament i den nye kandidatreform. Derfor bør en ny kandidatreform ikke stile efter en bred kandidatuddannelse, men efter en kandidatuddannelse med faglig specialisering og frie valg – noget, der måske på nogle områder også mangler i den nuværende kandidatuddannelse. Og hvad der er vigtigt at pointere, er, at de frie valg skal være de studerendes. Jeg finder det foruroligende, når den nye kandidatreform hviler på designdogmer og principper, der sætter ”omverdenkontakt”, ”eksterne parter” og ”ekstern nødvendighed” i højsædet. Jeg finder det foruroligende, når en bærende parole er, at man skal lære at arbejde ”med fag, ikke i fag”. Jeg finder det foruroligende, når et argument for at ændre de nuværende kandidatuddannelser er, at vores uddannelsestitler er for lange til at kunne stå på et visitkort. Jeg kommer aldrig til at give nogen et visitkort. Hvis jeg gør, så tror jeg ikke, at jeg skriver min kandidattitel på, men min jobtitel. Jeg kan kun arbejde med mit fag, hvis jeg har hjemme i det. Jeg anerkender, at jeg gerne skulle ud på arbejdsmarkedet, når jeg er færdiguddannet, men jeg anerkender ikke, at det er den væsentligste eller eneste grund til, at jeg uddanner mig.

Derfor er min bøn – husk, at det er os studerende I ændrer på, når I ændrer på RUC’s kandidatuddannelser. RUC er noget værd for os. At forhaste en reform igennem har måske større konsekvenser, end I tror.