Fremtiden kan se usikker ud fra universitetets auditoriebænke. Det kommende arbejdsliv byder ofte enten på stillinger, der kræver al ens energi og kræfter, eller på en tilværelse, hvor man hopper fra projekt og til projekt i håb om at få økonomien til at hænge sammen. Begge pakker kan for nogle være kombineret med dårlig samvittighed i forhold til både det nære – familie og venner – og det mere overordnede, nemlig den sociale, miljømæssige og samfundsmæssige bæredygtighed.

Men nogle vælger en tredje vej – nemlig less work, et begreb, som Sofie Marie Billekop har defineret i forbindelse med sin igangværende ph.d. på RUC. Hun deltog sammen med flere andre forskere, politikere og organisationsfolk på en konference om værdidrevet vidensarbejde på Christiansborg i slutningen af februar.

»Der ligger en fortælling om, at vi skal udfolde alle vore potentialer på arbejdsmarkedet, og at vi er frie individer, der går på arbejde for at realisere os selv. Men ifølge nogle teoretikere lever vi i et arbejdssamfund, så enhver selvrealisering sker inden for de rammer, samfundet udstikker. Den opfattelse er et blik på, hvordan man kan forstå less work,« siger Sofie Marie Billekop, der blandt andet baserer sin forskning på kvalitative interviews med folk, der har valgt et alternativt arbejdsliv med højst 25 ugentlige arbejdstimer. Hun understreger, at hun fortsat er i gang med projektet, og at der derfor ikke er endelige konklusioner.

»Det er ikke folk med en rig onkel, men personer, der lider konkrete afsavn. De har ikke mange penge, de får hverken betalt ferie eller betalte sygedage, og de ved ikke nødvendigvis, hvor deres næste indkomst skal komme fra, altså alle de vilkår, man hører om fra det prekære arbejdsmarked,« siger hun.

»Men det er et valg, folk har taget. Nogle har gjort det, fordi de ikke har kunnet finde et fast job eller på grund af stress. Men når beslutningen bliver permanent, sker det på et bevidst grundlag. Jeg oplever ikke, det er et valg, der træffes af forkælede mennesker, der ønsker særlige privilegier. Det kræver styrke og mentalt overskud at organisere sin tilværelse i de rammer, så det ikke kun bliver baseret på fravalg, men også tilvalg i forhold til at have tid til familie og andre interesser samt livsholdninger.«

Tilværelsen er nemlig ikke nødvendigvis perfekt, selv om arbejdslivets rolle nedtones.

»De har færre penge, og fra en interviewperson har jeg hørt, at vedkommende skal retfærdiggøre valget om at arbejde mindre,« siger Sofie Marie Billekop.

Hendes oplevelse er, at fravalget af et ordinært arbejdsliv ikke kun handler om personlige forhold, men også om et mere overordnet verdenssyn.

»Noget tyder på, at det handler om, hvad der er bæredygtigt for samfundet og kloden. Nogle giver udtryk for, at de vil inspirere andre og ændre samfundet. De vil en anden verden, hvor man ikke accelererer rundt i hverdagen, men passer på sine egne og klodens ressourcer,« siger Sofie Marie Billekop, der selv er gået ned i tid. Omstillingen skete efter en stresssygemelding.

»Da jeg sad overfor min leder og sagde, at jeg havde brug for at gå ned i tid på grund af stress, blev det forstået. Og jeg har heller ikke mærket problemer i forhold til mine kollegaer«.

Blandede meldinger

Der er stor forskel på, hvordan institutlederne på RUC oplever forskeres og underviseres holdning til nedsat arbejdstid. Det viser en rundspørge, hvor tre af de fire institutledere har meldt tilbage.

På Institut for Mennesker og Teknologi oplever man ikke de store ønsker.

»Vi mærker ikke efterspørgsel på nedsat arbejdstid ud over det ønske, der kan følge af sygdom og seniorstatus,« lyder det fra institutleder Anders Siig Andersen, der mener, at det kan skyldes, at arbejdet i forvejen er meget fleksibelt.

På Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab er der omvendt stort fokus på balancen mellem forskning og undervisning samt arbejde og frihed – men også et stort pres.

»Forskerne sammenligner sig med hinanden på tværs af universiteter, såvel nationalt som internationalt – hvis man vil være professor, så skal man kunne måle sig med de bedste, og det giver et permanent pres, som vi som arbejdsgivere har svært ved gøre noget ved,« siger institutleder Julie Sommerlund.

Peter Kragelund fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv mærker ikke en generel efterspørgsel efter less work, men han ser drypvise efterspørgsler efter work-different, som han definerer som en kombination af forskningsverdenen og en mere aktivistisk verden.

»Det har vi løst ved, at de har fået lov til midlertidigt at gå ned i tid for at hellige sig andre interesser. Ofte føder disse interesse senere tilbage til forskningen,« siger han.

Jagten på mening

Den 8. januar 2015 trykkede Marie Chimwemwe send på en afgørende mail. Af teksten til arbejdsgiverne på Københavns Universitet fremgik det, at hun ikke ville gøre sin ph.d. færdig.

I månederne inden havde Marie Chimwemwes liv slået nogle alvorlige kolbøtter. Hun havde passet sin døende mor og havde oplevet kæresten Andreas flytte midlertidigt hjemmefra med en depression. Desuden havde hun sine tvillinger på to et halvt år at tage sig af. Selv om universitetet gav hende mulighed for nedsat tid og fleks, var det ikke nok.

»Jeg var helt nede at vende, og de eksistentielle spørgsmål pressede sig på. Jeg fik et klarsyn, så på afstand medførte det også noget positivt,« fortæller Marie Chimwemwe, der før ph.d.-stillingen tog sin kandidat på RUC på SamBas kombineret med socialvidenskab og forvaltning. At hun skulle uddanne sig var aldrig et spørgsmål. Faren er akademiker, og moren havde en mellemlang uddannelse.

»Jeg er glad for, at jeg tog en kandidat, men jeg ville ønske, at jeg forinden havde overvejet, om det var den vej, jeg skulle, og hvilket arbejdsliv, jeg ville have. Allerede, da jeg søgte om ph.d.’en, ville jeg gerne væk fra læsesalen og ud i verden, så jeg blev en del af et aktionsforskningsprojekt, men det var stadig svært for mig at se, at jeg gjorde en forskel i verden«.