Den store lyse bygning, hvor Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC holder til, rummer mange videnskabelige svar. Og det er ikke alle og enhver, der er velkommen i laboratorierne, hvor der forskes i alt fra bæredygtighed og miljødynamik til bedre kræftbehandling og matematiske modeller. Hvilket er tydeligt, når man træder ind og straks bliver mødt af et skilt, som fortæller, at der ikke er adgang for uvedkommende.

Her holder forskeren Fatima AlZahra’a Alatratchi til. Hun har kontor omme bagved et af de laboratorier, hvortil der ikke er adgang udefra.

I dag er Fatima AlZahra’a Alatraktchi adjunkt i medicinalbiologi på RUC, mens hun skriver skønlitteratur og læser i sin fritid. Hun begrunder fordelingen med, at hun, for at dygtiggøre sig inden for naturvidenskabelige eksperimenter, var nødt til at blive oplært i et laboratorium. Adgang til et laboratorium er jo ikke noget, alle og enhver bare kan få, så det er ikke muligt at have det som hobby ved siden af, hvorimod det at skrive godt kan være en fritidsbeskæftigelse.

Tværdisciplinær ph.d.-afhandling

Hun er blevet kaldt selvudlært molekylærbiolog. Det skyldes, at hendes ph.d.-afhandling omhandler tidlig opdagelse af bakterielle infektioner, hvor både nanoteknologi, biomedicin og molekylærbiologi tværdisciplinært er blevet inddraget. Fatima AlZahra’a Alatraktchi fortæller, at det faktisk var en ensom proces, fordi hun har skulle finde ud af tingene helt fra bunden af, da hun startede på sin ph.d.-afhandling.

»Jeg kunne ikke rigtig følge med i starten. Jeg kom ind i en gruppe af mikrobiologer, der var virkelig dygtige, og når de præsenterede, var det helt sort for mig. Når vi havde gruppepræsentationer, kunne jeg slet ikke forstå noget. Jeg sad med mobilen og googlede alt, hvad de sagde. Jeg spurgte dem rigtig meget og brugte dem rigtig meget. De hjalp mig også i laboratoriet, indtil jeg på et tidspunkt opdagede, at jeg begyndte at diskutere deres resultater med dem. På den måde har det været en meget stejl læringskurve,« siger hun.

Helt konkret gik Fatima AlZahra’a Alatraktchis ph.d. ud på at udvikle sensorer til at måle bakteriers kommunikation i kroppen og på den måde forudsige, hvorvidt der er potentiale til at udvikle bakterielle infektioner, så man bliver syg.

»Typisk, når man arbejder med sådan noget som at udvikle sensorer, ser det rigtig pænt ud i laboratoriet. Men når man så skal have det ud af laboratoriet og afprøve det på reelle patienter, bliver man virkelig udfordret, fordi virkeligheden bare er mere kompliceret end kontrollerede laboratorieforsøg. Det, der skete, var, at det lykkedes at få nogle pæne resultater ude i den virkelige verden, og det var ret stort at opnå,« siger hun og fortsætter:

»Det, som egentlig nok var det største, var, at vi fandt ud af – ved at måle så sensitivt på en række patienter – at rigtig mange havde nogle bakterier, som vi ikke anede noget om med de traditionelle målemetoder, der bliver brugt. Det er virkelig stort at finde ud af, at tingene slet ikke ser ud, som vi umiddelbart forventer.«

Målet er at kunne stille en tidligere og hurtigere diagnose. Det fik Fatima AlZahra’a Alatraktchi til at stifte virksomheden PreDiagnose, som lige nu arbejder på at få udviklet og distribueret disse sensorer til sundhedssystemet.

»Jeg følte simpelthen, at det var nødvendigt. Jeg kunne jo se, at der er et alternativ til det, vi har ude på hospitalerne. Jeg havde jo med egne øjne set, at det faktisk kan hjælpe både patienten og lægen med at få stillet en hurtigere diagnose. Jeg kunne se, at det ville gøre en reel forskel,« siger hun.

Hun indrømmer, at hun ikke har meget forstand på forretning og måske er for entusiastisk, men hun tror på, at de her sensorer vil være på markedet om fem år.

»Men det kan godt være, at jeg er alt for optimistisk. At få godkendt medicinsk udstyr tager meget lang tid. Så nu må vi se,« siger Fatima AlZahra’a Alatraktchi.

Har det svært med ordet »stolt«

Da Fatima AlZahra’a Alatraktchi bliver spurgt, hvad hun er allermest stolt af at have udviklet, svarer hun tøvende.

»Jeg har det lidt svært med ordet stolt. Den følelse, jeg går rundt med, er, at hvis det ikke er blevet implementeret et sted, så betyder det faktisk ikke så meget endnu. Jeg tror, jeg bliver stolt på et tidspunkt, når jeg ser det blive brugt,« siger hun og uddyber, at hun i højere grad er stolt af det, hun kan.

»Der er ikke særlig mange mennesker i verden, der kan det, som jeg har specialiseret mig indenfor. Og jeg er dygtig til det. Så det er jeg stolt af,« siger hun.

Fatima AlZahra’a Alatraktchi har både vundet prisen for ’Årets Ph.d.’ på DTU, en forskningstalentpris fra Lundbeckfonden, været med i Informations ’Ph.d.-Cup’ og er kommet på erhvervsmagasinet Forbes’ liste »30 under 30«, der hylder de aktuelt mest indflydelsesrige personer under 30 år inden for blandt anden finans og videnskab.

»De priser har praktisk betydet noget for mig i forhold til, at jeg kan etablere de samarbejder, jeg gerne vil. Mange samarbejdspartnere har kontaktet mig for at foreslå samarbejde om projekter. Så på den måde har det haft en praktisk betydning,« fortæller hun.

Det, der driver Fatima AlZahra’a Alatraktchi i sin forskning, er, at det er muligt at finde frem til svar, som mennesket ikke kan se.

»At vi kan regne os frem til noget, som er på nanostørrelse eller nanokoncentrationer. Det at vi kan gøre noget, der er så signifikant uden at man rigtig kan se det, synes jeg er helt vildt,« fortæller hun.

Forskerlivet er dog ikke kun en dans på roser. Fatima AlZahra’a Alatraktchi fortæller, at der er mange op- og nedture i forskning, men det er en del af gamet.

»Nogle dage er jeg virkelig glad, fordi jeg har fået nogle gode resultater, og andre dage er bare virkelig skuffende, fordi det ikke lykkedes. Det er nok sådan et kick, jeg får. Jeg bliver stædig, og så skal jeg finde ud af, hvad der gik galt. Det er en stor del af forskningen, og det synes jeg bare er sjovt,« siger hun.

Noget af det, som Fatima AlZahra’a Alatraktchi kan opleve som en nedtur i sit virke som eksperimentel forsker, er for eksempel, hvis hun den ene dag får rigtig gode resultater i laboratoriet og den anden dag ikke får de samme resultater, når hun gentager forsøget.

»Så arbejder jeg på at finde ud af, hvad der gik galt – Det går der noget tid med, men så lykkes det – det er opturen. Og det svinger man tit mellem,« siger hun.

Befinder sig allerbedst i laboratoriet

I starten af Fatima AlZahra’a Alatraktchis forskerkarriere handlede det ikke om hverken at redde liv eller gøre en stor forskel.

»Det startede med bare at være en stor interesse, men så opdagede jeg jo på et tidspunkt, at det rent faktisk kunne bruges til at hjælpe andre. Og det var så grunden til, at jeg startede virksomheden. Det var en helt anden følelse end bare at gøre det af interesse. Tænk, hvis man om 10 år vil sige, at det her har revolutioneret den måde, man behandler patienter på. Det er en stor motivation for mig,« fortæller Fatima Al-Zahra’a Alatraktchi.

Det allerbedste for Fatima AlZahra’a Alatraktchi er at kunne dykke helt ned i sine resultater fra laboratoriet. Selvom hendes uge også går med at undervise, vejlede og ordne administrative opgaver, så nyder hun allermest at befinde sig i laboratoriet og analysere sine data.

»Typisk sørger jeg for, at jeg går i laboratoriet flere gange om ugen. Jeg sørger altid for, at der er gemt nogle data til mig, som jeg kan analysere. Det er lidt en treat til mig selv, når jeg har de meget tunge, administrative dage eller har undervist meget og gerne bare vil slappe af. Så sørger jeg for, at jeg kan hygge mig med de her data,« fortæller hun.

Kæmpe frihed hjemmefra

Noget af det, som Fatima AlZahra’a Alatraktchi har taget med hjemmefra, er den enorme frihed, som hendes forældre, der begge har en baggrund i finans og business, har givet hende.

»Hvis jeg sagde til mine forældre, at jeg ikke ville i skole, behøvede jeg ikke at lade som om, jeg havde ondt i maven. De forstod så, at hvis jeg ikke ville i skole, så var det, fordi jeg tænkte, at jeg ikke ville få noget ud af det den dag,« fortæller hun.

Når hun fik lov til ikke at tage i skole, sad hun i stedet derhjemme og skrev på sine bøger. Som 13årig skrev hun sin første roman, og siden er der kommet endnu tre skønlitterære værker til.

»Det er jo ikke politisk korrekt (at få lov til at holde fri fra skole red.), men mine forældre havde stor tillid til, at jeg kunne administrere min egen tid, og det har jeg virkelig taget med mig hele vejen igennem mit liv,« siger Fatima Al-Zahra’a Alatraktchi med et smil.

Det betyder, at hun i dag fortæller sine studerende, at hun ikke giver dem en udførlig vejledning over, hvordan de skal gøre i laboratoriet, for så har de ikke samme ansvar for opgaven, som når de selv sætter sig ned og finder ud af, hvad der skal gøres.

»Jeg tror, at det gør en kæmpe forskel, når man har frihed. Det ville ikke have fungeret for mig, hvis nogen havde fortalt mig, hvad jeg skulle gøre. Så tror jeg bare, at jeg alligevel havde gjort det stik modsatte,« griner hun.

Fatima AlZahra’a Alatraktchi understreger dog, at friheden stadigvæk skal gives under nogle rammer, så man ikke bare får lov til at holde fri, fordi man gerne vil se en serie på Netflix.

»Mine forældre vidste, at jeg arbejdede med noget andet; de vidste, at jeg fulgte godt med i skolen, og de vidste, at jeg havde en interesse i at præstere godt. Så fordi de havde den information, gav de mig friheden,« siger hun.

Og den unge forskers forældre er stolte af hende og hende søskende, fortæller hun.

»Og jeg er også stolt af mine forældre. De har givet mig det fornemste, man kan give sine børn: Evnen til at være selvstændig og klare sig selv. Det er virkelig svært at mestre balancen mellem at være omsorgsfuld og så give sin børn muligheden for at gå ud i verden og tage, hvad der kommer,« siger Fatima AlZahra’a Alatraktchi.

Sensitive antenner

I dag bruger hun blandt andet sin fritid på at skrive skønlitteratur. Der er ikke et bestemt system over, hvornår hun skriver. Fatima AlZahra’a Alatraktchi fortæller, at hun simpelthen skriver, når hun føler sig inspireret. Inspirationen kan komme alle mulige steder fra og på alle tidspunkter af døgnet.

»Når der kører en historie i mit hoved, så skriver jeg. Jeg har et dokument, som jeg bare åbner, når jeg har inspirationen. Det kommer nok af, at jeg har nogle meget sensitive antenner. Jeg opsnapper hurtigt indtryk, og jeg bliver nødt til at få det ud et sted, ellers bliver det for meget oppe i mit hoved. Og det er det, jeg så skriver historier ud fra,« siger hun.

At Fatima AlZahra’a Alatraktchi indfanger og påvirkes af indtryk i højere grad end andre mennesker, er ikke noget, hun altid har været opmærksom på.

»Jeg har egentlig ikke rigtig vidst, at det var mere end andre. Jeg troede bare, at alle havde det sådan, indtil jeg snakkede med nogle venner om det en dag. At det for mig var det mest naturlige i verden – det var det ikke for dem,« siger hun og fortsætter:

»For mig betyder det, at jeg er opmærksom på rigtig mange detaljer, som jeg ikke nødvendigvis lægger mærke til med det samme, men som for eksempel pludselig kan dukke op i løbet af natten, hvor jeg forsøger at falde i søvn. Det gør, at jeg skal sortere en masse indtryk, før jeg rigtig kan falde til ro og falde i søvn.«

Omvendt fortæller hun også, at hendes sensitive antenner gør, at hun har et skarpt øje for mønstre, der både hjælper hende i sin forskning, når hun skal analysere data, og i sine sociale relationer, når hun skal forstå andre mennesker.