Den 11. marts var jeg på vej hjem fra gruppemøde i Roskilde. Jeg står af bussen ved Morbærhaven i Albertslund lidt over 19:00. Jeg handler ind, kommer hjem, laver aftensmad, og klokken 20:38 melder regeringen ud, at Danmark er gået i undtagelsestilstand. Gudskelov fik jeg købt toiletpapir.

I løbet af aftenen den 11. marts tikkede beskederne ind fra mine medstuderende på Facebook, Snapchat og SMS. Facebookgrupperne for både mit eget stamhold og mine ruslinges gik amok i screenshots fra regeringens pressemøde og mails fra RUC. Jeg satte min telefon på lydløs og lagde den til side – der ville alligevel ikke komme nogle brugbare informationer ind før tidligst torsdag.

I dagene efter den 11. marts erfarede jeg, at jeg nu skulle læse hjemme i to uger og lære via fjernundervisning. Det passer mig egentligt fint, for jeg er ikke den mest fremmødende studerende alligevel; jeg læser mit pensum og kommer til de fleste forelæsninger. Der er dog tre ting, der irriterer mig ved fjernundervisningsordningen:
1) Vi kan ikke afholde vejledermøder ansigt-til-ansigt
2) Læsesalene er lukkede og,
3) Det er ikke alle forelæsere, der er lige skarpe på at sætte fjernundervisning op.

Karantænen er dog ikke kun skidt. Jeg har netop indspillet og udgivet en demo, så jeg har haft rigeligt tid til at sende den rundt til spillesteder og bookers. Nu har jeg også tid til at skrive mere musik. Jeg har også haft tid til at løbe min første løbetur i fire måneder; jeg havde ikke rigtigt lyst, men heller ikke nogen undskyldning for at lade være. Hvem skulle tro, at COVID-19 kunne bidrage til at fremme min sundhed og kreativitet?

Til trods for disse små solstråler i mørket, savner jeg at komme ud af min lille lejlighed. Jeg savner mine medstuderende. Jeg savner at kunne studere ordentligt. Jeg håber, at regeringen ophæver undtagelsestilstanden for universiteterne den 1. april, men nu må vi se, for det lader indtil videre ikke til, at COVID-19 er på tilbagetog lige foreløbigt.