Normalt bygger Ebbe maskiner og forsøgsopstillinger til forskere og studerende på INM. Han har været på RUC i 20 år og er oprindeligt uddannet maskinarbejder. Maskinerne kan han dog ikke tage med hjem til huset i Gislinge, så de er blevet tørret godt af og har fået lidt olie, inden RUC lukkede ned, og passer sig selv indtil hverdagen vender tilbage
Hvordan ser din arbejdsdag ud nu?
»Altså, nu har jeg lige fået lov til at hente en bærbar i dag af min chef. Det syntes han, jeg skulle. Ellers har jeg brugt min telefon. Den kan man jo godt sende mails fra. Og selvfølgelig tale i telefon. Jeg forsøger at gøre, hvad min chef beder mig om, så jeg sidder klar, hvis der er noget. Og vi sætter struktur på hverdagen herhjemme, så vi står op og tager tøj på osv. til normal tid. Så ser jeg på mails efter morgenmaden – og går lige ud i haven for at få noget luft. Det er normalt en drejebænk, rundsav, gevindskæremaskine eller fræsere og svejseanlæg, der er mine arbejdsredskaber. Det har jeg ikke lige herhjemme.«
Hvilke opgaver løser du?
»Normalt arbejder jeg jo med at bygge ting. Med store maskiner, der bliver brugt til at skabe forsøgsopstillinger. Men nu løser jeg så de opgaver, jeg bliver sat til. For eksempel skal vi forsøge at opbygge en ny hjemmeside. Så har jeg tegnet ideerne til den og taget et billede af det. Jeg arbejder godt med papir og blyant. Det der med at bruge ”teams” og den slags, er nok lidt svært for sådan en som mig. Jeg skriver med en finger på et tastatur. Men jeg kan jo godt tænke tanker herhjemme. Jeg plejer at sige, at jeg er indendørs verdensmester i alt. Hvis det er tegnet på en serviet, kan jeg bygge det.«
Hvordan har du det?
»Min kone arbejder i et psykiatrisk bofællesskab og er stadig på fuld tid. Hun er 66 og jeg er 62, så det er klart, at vi er ekstra opmærksomme på at passe på os selv og hinanden. Hun skal på pension til efteråret, så vi skal bare igennem det her. Men man savner jo kollegaerne på RUC. Jeg spiller også i et band med andre RUC-ansatte, og vi øver normalt derude – selvom vi har mistet vores øvelokale. Men det er en anden historie.«
