Til næste semester vil der formodentligt være langt færre internationale studerende rundt om bordene på de danske universiteter.
Hele 40 procent af de internationale studerende ændrer deres studieplaner for efteråret på grund af Covid-19. Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Studyportals, en global virksomhed med overblik over de mange studiemuligheder, universiteter verden rundt tilbyder for et globalt marked af studerende.
Til næste semester vil der formodentligt være langt færre internationale studerende rundt om bordene på de danske universiteter.
Hvis tendensen holder, kan det betyde, at de danske universiteter kommer til at byde langt færre internationale studerende velkomne, når et nyt semester starter efter sommerferien.
Det bekymrer Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, som er en samarbejdsorganisation mellem de otte danske universiteter.
»Det er sørgeligt og trist. Både for den enkelte studerende og for universiteterne, «
mener Jesper Langergaard.
De internationale studerende er, ifølge Jesper Langergaard, med til at styrke fagligheden og gøre universitetet levende.
»Universitetets DNA er internationalt, så det her er et tab for de enkelte universiteter. Men det er også et tab for alle de studerende, som måske ikke kommer på et internationalt studieophold til efteråret. «
Også rektor på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, vil ærgre sig over at miste internationale studerende:
»Internationalisering er vigtigt for RUC, fordi det sætter perspektiv på alle fagligheder. Jeg er bekymret for, om vi mister denne væsentlige dimension i vores uddannelser. Der er ikke noget, der er så nærværende som at læse sammen med studerende fra andre kulturer med forskellige vinkler på samfundet. «
På RUC har man endnu ikke set nogen ændring i antallet af internationale ansøgere. Det oplyser Helle Rod Søgaard, som er international chef på RUC.
»Det skyldes nok, at ansøgningsfristen for de internationale ansøgere allerede var i marts, hvor corona endnu ikke var lige så udbredt i Danmark, « siger Helle Rod Søgaard.
Den internationale afdeling på RUC har dog modtaget flere bekymrede henvendelser fra de kommende internationale studerende. Henvendelserne drejer sig især om udskydelse af betalingsfrist og om, hvorvidt man kan få sine penge tilbage, hvis det ikke er muligt at rejse til Danmark til efteråret.
På RUC forsøger man at imødekomme de mange bekymrede ansøgere:
»Vi prøver så vidt muligt at informere og gøre det klart, at vi følger myndighedernes anvisninger for genåbning og håber at kunne åbne op for at modtage studerende på campus til studiestart. Samtidig er vi så fleksible med fristerne for betaling og dokumentation, som vi kan være,« siger Helle Rod Søgaard.
I 2019 søgte 1.660 internationale ansøgere ind på RUC’s efterårssemester. Nogle af disse var selvbetalende studerende, dvs. studerende der ikke kommer fra EU, og som dermed selv skal betale for deres undervisning i Danmark.
De selvbetalende studerende betaler mellem 32.000 og 67.500 kr. per semester alt efter hvilken uddannelse, de ønsker at læse. I 2019 bidrog de med en samlet indtægt på 13.8 millioner kroner. Det oplyser RUC Økonomi og Campus i en mail.
Internationale studerende bidrager altså til universitetets økonomi, men Hanne Leth Andersen er dog ikke så bekymret for de økonomiske konsekvenser af færre internationale studerende:
»Jeg ser selvfølgelig en risiko for økonomisk tab, men omvendt er det en mulighed, at vi kan udligne tabet med et større optag af danske studerende. Det er svært at forudse, men vi forventer en større søgning fra danske studerende til efteråret, idet unge mennesker på sabbatår også vil have sværere ved at rejse og få job på grund af corona,« siger hun.
Fakta om undersøgelsen
Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget af Studyportals – en global virksomhed, der har overblik over verdens studiemuligheder og tilbyder rekrutteringshjælp til universiteter.
Undersøgelsen startede den 20. marts, og der blev sendt spørgeskemaer ud til 853 potentielle studerende rundt omkring i verden.
De seneste resultater udgivet den 14. april viser, at 40 pct. af de adspurgte studerende ændrer deres studieplaner pga. coronaudbruddet.
Du kan læse mere om undersøgelsens resultater her.
Kilde: Studyportals.com