Studielektor på Kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab, Pernille Eisenhardt, værdsætter i den grad den almindelige undervisning samt det at se sine studerende i virkeligheden.

Hvilke udfordringer er du stødt på i din digitale undervisning?

»Tidspresset. Normalt ville vi jo blive spurgt af en studieleder ”Vil du undervise digitalt?” Og så ville man tænke lidt over det i en uges tid eller en måned. Og når man så siger ja, ville studielederen sige ”Ja, her er så et kursus, du kan komme på.” Og på kurset ville man få udleveret materiale og få en masse erfaring igennem at øve sig og dumme sig. Og så ville man gå tilbage til sin studieleder og sige “Nu er jeg klar til næste semester.” Det ville være den almindelige optakt for os før, vi reelt skulle undervise digitalt. Jeg fik over mail at vide onsdag den 11. marts, at jeg skulle undervise digitalt om fredagen den 13. marts. Det var den officielle første melding. Der sad jeg og tænkte, det kunne jeg ikke lige overskue, men så blev det (undervisningen om fredagen, red.) heldigvis aflyst. Der har været nogle højere oppe i ledelsen, som har indset, at det var for presset. Jeg skulle dermed først undervise onsdagen efter, så jeg havde en uge til at forberede mig.«

Hvad gjorde du helt præcist?

»Jeg sørgede for at komme på en online-tutorial for at se, hvad man kunne gøre. Og så var jeg i syv sind, om undervisningen skulle være live eller sendes forskudt, hvor jeg havde lagt lyd over nogle PowerPoints og lagt nogle øvelser op. Der kunne jeg bare mærke, at jeg syntes, det var helt forkert ikke at være der live for de studerende. Derfor besluttede jeg mig for at gøre det live, selvom det virkede enormt presset at gøre. Så jeg tvang min 24-årige søn til at være med til at se den her tutorial, så han kunne holde mig i hånden imens. Tirsdagen før første digitale undervisning havde jeg fået en test med hjem, men der viste sig alle mulige problemer, som at PowerPointen ikke gad vise sig. Så jeg brugte 45 minutter om aftenen på at finde ud af alle problemerne, hvilket var frygteligt, men jeg lærte en masse af det. Da det så blev onsdag morgen, og jeg skulle på live, så glemte jeg at trykke start. Så det første kvarter sad jeg og snakkede, uden at de studerende kunne høre det. Det var inde i det, som hed Online-undervisning, hvilket var et håbløst setup på Teams. Jeg skulle både have to skærme, kunne ikke se chatten live og heller ikke vælge noget ud for at putte over i noget andet. Så der var fire ting, man skulle holde styr på, det var virkelig frygteligt. Faktisk må jeg indrømme, at jeg først fandt chatten i Teams et kvarter inde i forelæsningen, hvor jeg kunne se, at de studerende forgæves havde prøvet at få fat på mig. Jeg startede forelæsningen forfra, og alt forløb derefter uden problemer. Selvom det var en hård start, er det jo en force majeure-situation, og sådan en situation er jo en katastrofe. I en katastrofe gør man jo, hvad man kan, og jeg synes, RUCs IT-afdeling gjorde alt, hvad de kunne inden for de håbløse rammer, der var.«

Er du blevet positivt overrasket i forbindelse med din digitale undervisning?

»Man skal jo passe sindssygt meget på, hvad vi som undervisere siger, fordi det vi kunne gå og frygte var, at ledelsen tænker ”Nu skal alt blive digitalt, for det var da nemt og billigt.” Men det, der var positivt ved den online undervisning, det var, at de studerende faktisk var der. At jeg på mange måder kunne mærke, at det var noget, de værdsatte. Det var godt, at der faktisk var noget undervisning og en faglig formidling – et holdepunkt – midt i en rimeligt kaotisk situation. De studerende var der, de gjorde det, vi bad dem om. De havde en masse opgaver, de skulle skrive og aflevere, og de gjorde det alt sammen. Det synes jeg var positivt, men stadig ikke det samme. Der var ikke den der følelse af at stå i et rum og mærke, om de var trætte og havde brug for en pause, eller ”den her øvelse kunne de godt lide,” eller ”de to derover, de har vist et spørgsmål”. Folk kunne heller ikke komme op i pausen og stille spørgsmål. Alt den almindelig menneskelige interaktion i en undervisning, den var jo nærmest væk. Det gjorde det ikke bedre, at de studerende fremgik som et sort billede med deres initialer, da de ikke kunne have deres kamera tændt, så jeg følte, at jeg snakkede ind i et sort rum.«

Har du oplevet noget positivt ved digital vejledning?

»Ja, jeg har set alle deres hjem. Jeg synes, det har været super hyggeligt at se dem privat og med morgenhår og alt muligt, når de nu kunne have deres kamera tændt under undervisningen. Det synes jeg virkelig var hyggeligt. Der var stadig begrænsninger, jeg plejer nemlig at være meget visuel ved at tegne og forklare. Nu blev jeg nødt til at tegne på et A4-papir og holde det op for skærmen, men nogle af de studerende havde dårlig forbindelse, så de kunne kun se halvdelen af billedet. Så hele den der måde, man normalt er sammen i et rum, den er anderledes.«

 Hvad har været det sværeste for dig som underviser med den digitale undervisning?

»Tiden, som jeg nævnte før, men også manglen på støtte og support. Selvom jeg synes, RUCs IT-afdeling har gjort det rigtig godt, så oplevede jeg et tidspunkt, hvor det hele crashede. Der prøvede jeg at ringe ind til support, og da jeg så kom igennem, fik jeg fat på nogen, som ikke lige kunne hjælpe mig med mit problem. Samtidig lå de studerende også og ringede til samme support. Så hvis man skal gøre sådan noget her fremover, er det alfa-omega, at man opretter en hotline kun for undervisere. Jeg følte mig enormt alene med noget, som var helt fremmed, men jeg havde en enorm stor forståelse for, at der ikke var andre muligheder. Og samtidig var jeg glad for, at RUC ikke bare havde aflyst al undervisning.«

 Hvad glæder du dig til, når du kommer tilbage på RUC til efteråret?

 »Jeg håber meget, at jeg kommer til at være sammen med de studerende live på Campus. Det har jeg savnet, og at se mine kolleger igen. Det med at undervise live, i samme rum som de studerende, som jeg bare syntes var hverdag, det er en enorm stor ting i virkeligheden, når man nu godt kan lidt at undervise.«