Det er i skrivende stund d. 29. maj, og jeg skal aflevere speciale om tre dage og traditionen tro, så har jeg ikke fået min eksamensdato eller besked om censor. Det er der naturligvis nogen, der har, men det ville jo være utænkeligt at melde noget ud samlet og i god tid – for det er jo RUCs privilegium at holde de studerendes tid som gidsel.  Jeg har taget kampen mange gange – tæppebombet den gennembesparede administration med mails og prøvet at gennemskue, hvem der faktisk skal kontaktes i hvilke situationer, men mails droppede jeg allerede under basis, da jeg tit og ofte fik et: Modtagerens postkasse er fuld og kan ikke acceptere meddelelser nu. Hver gang føles det som at blive ghostet på Tinder. I ved… tomt.

Så jeg skriftede strategi, greb knoglen og kimede alle numre, jeg kunne finde, ned –  i deres begrænsede åbningstid naturligvis.  Jeg  har været så frustreret, at jeg ringede til rektor Hanne Leth Andersen, da en mundlig eksamen blev rykket, fire dage inden den skulle løbe af stablen, og vinterferien røg i det sving. Men du skal være tilgængelig i hele eksamensperioden, fik jeg at vide, og det er til dato den største ”trigger” efter fem år på RUC. Det er svaret, man får, når man beder om en smule klarhed over eksaminer.

 Det er irriterende nok normalt ikke at kunne have forpligtende planer i juni måned og altid indhyllet i et himmelråbende: Hvor svært kan det være at planlægge! Nu bliver jeg altså kandidat. Om få uger. Og jeg vil ligesom mange andre gerne mobilisere en eller anden form for fejring, og jeg har venner og familie, som gerne vil tage en fridag, så de kan stå klar og sige tillykke. Det virker, som om puslespillet med eksaminer kan gå op på de fleste andre uddannelser tre til fire måneder før. Jeg kommer i hvert fald altid til kort, når studerende på KU, SDU – og alle mulige andre – spørger om jeg kan forpligte mig til noget i juni, og jeg med den største selvfølgelighed svarer øh nej. Ja, som I måske kan fornemme, så er jeg lidt træt af status quo her på falderebet, men jeg vil i samme åndedrag gerne sige tak for fem fantastisk år, en solid uddannelse og langt flere op- end nedture. Den her kritisk er ikke rettet mod få mennesker i en allerede udvandet administration, der har været under sparekniven flere gange end Linse Kessler har været under plastikkniven, men på de strukturer, som forhindrer langsigtet og effektiv planlægning.