Den sidste afmærkning bliver klistret på kantinens gulv. På den står der ’Hold afstand’, og den er placeret præcis en meter fra den forrige afmærkning. Harun Cokcevik tager et par skidt tilbage og kaster blikket på sine to kollegaer, der står ved døren med spritflasker i hånden. Deres gule veste adskiller dem fra mængden. De kommer fra en vagtvirksomhed og skal hjælpe med at forebygge coronasmitte i RUC’s kantine. De første RUC’ere begynder at ankomme, og inden længe kan køens start spottes uden for kantinen. Harun Cokceviks mandskab er underbemandede, men klar til at modtage over hundrede studerende og ansatte.

En hård start

Harun Cokcevik var på RUC allerede i sidste uge. Han skulle danne sig et overblik over kantinen, der nu skulle deles ind i sektioner, så alle bedst muligt kunne holde afstand. Selvom hans chef har fortalt, hvilke opgaver RUC ønsker, ville han ved selvsyn se stedet, forberede sig mentalt og tage en snak om, hvordan han mener, man kan skabe de bedste og mest trygge rammer.

»Jeg kunne med det samme se, at det ville knibe med pladsen. Der er mange borde, og vi skal sørge for, at der er ensrettet bevægelse. Det ville blive en udfordring,« fortæller Harun Cokcevik.

Dog er pressede situationer, der kræver en ekstraordinær løsning på meget kort tid, Harun Cokceviks specialitet. Hans arbejdsdag starter klokken 6, hvor også de første sygemeldinger lander, og hans kreativitet skal vise sit værd. I dag var ingen undtagelse.

»Der skulle være fire vagter i kantinen, men alle har meldt sig syge. Jeg kunne slet ikke få puslespillet til at gå op, så vi endte med at bestille mandskab fra en underleverandør,« fortæller Harun Cokcevik og tilføjer, at opgaven altid kommer i første række og skal løses. Om så chefen skal forlade kontorstolen og komme ud på slagmarken.

En ny hverdag i kantinen

»Det er en enmandskø,« fortæller Harun Cokcevik til to studerende, der står ved siden af hinanden.

»Kan du spise din madpakke udenfor? Vi skal overholde kapaciteten,« spørger han en anden, der ville spise sammen med veninden, som skulle købe sin madpakke.

Køen summer mest længst væk fra indgangen til kantinen. Jo tættere på kantinen, desto mere breder stilheden sig. Det gule og hvide spærrebånd afgrænser rummet, mens den ene vagt sidder på en højstol og sprøjter alles hænder med hånddesinfektion så snart, de træder ind i kantinen. Øjnene indikerer et smil, mens mundbindet skjuler det.

Det er udgang. Det er indgang. Stå her. Vent der. Kommandoerne overlapper hinanden, mens de mennesker, der gerne vil ind i kantinen, forsøger at overholde de nye retningslinjer. Harun Cokceviks højde på næsten to meter og en kraftig kropsbygning er normalt en fordel i branchen, men lige i dag er der ikke behov for at flekse musklerne. I dag er det primære formål at skabe tryghed ved at forebygge smitte.

»Jeg forstår godt de studerende og de ansatte. Jeg kan fornemme deres forvirring. Det, som var en virkelighed for dem inden weekenden, kan ikke bruges i dag. De skal gå, stå og bevæge sig på en bestemt måde,« fortæller han.

Han er imponeret over kollegaernes samarbejde og kantinens gæsters forståelse, men der mangler stadigvæk meget centrale tiltag. Nødvendige justeringer, som skal forebygge morgendagens forvirring.

Revurdering af planerne

Det er nu tidlig eftermiddag. Stemmerne er mere dæmpede, skridtene færre, og køen findes ikke længere. Frokosten er overstået. Mens Harun Cokceviks kollegaer stadigvæk sidder på højstole ved indgangen til kantinen med mundbind og en flaske med hånddesinfektion i hænderne, er Harun Cokcevik klar til at evaluere dagen.

»Der skal være flere skilte ved indgangen. Folk kan ikke se, hvor de skal gå ind,« siger Harun Cokcevik til sine kollegaer.

Ledelsen har desuden bestemt, at der også skal være en vagt inde i kantinen ved kassen. De har i dagens løb observeret mennesker i grupperinger, når maden skal vælges, kaffen skænkes, og det hele skal betales. Harun Cokcevik og hans ene kollega går forbi kaffemaskinen i kantinen, mens de diskuterer, hvordan ensretning bedst kan opretholdes.

»Jeg fremlægger altid min plan til de mennesker, som arbejder på stedet. Så forhører jeg mig hos mine kollegaer. Seks øjne ser altid bedre end to. Vi finder derfor en løsning, der passer til alle,« fortæller Harun Cokcevik.

»Vi er jo her for at minde de studerende om at forebygge smitten ved at desinficere hænderne og overholde afstanden. Selvom de jo godt ved, at de skal overholde retningslinjerne, så kan de let glemme det. De har jo deres studier, projekter og socialt samvær at tænke på,« fortæller han.

Det er lige netop denne tilgang, han har lært på et coronakursus. Kurset skulle ruste ham til en ny hverdag, hvor han som vagt hele tiden er udsat og i smittefare. Han blev også rustet til at skabe forståelse for, at mennesker glemmer forholdsregler, og at hans funktion er at hjælpe dem til at huske dem igen.

Hver dag kommer med nye udfordringer

At skabe tryghed, sørge for retfærdighed og orden er lige netop grunden til, at Harun Cokcevik blev vagt. Han elsker især sin funktion i denne virksomhed. En funktion, der ikke låser ham til et bestemt sted. Hans opgave er at skabe overblik og løse alt det, der ikke er en umiddelbar løsning til. Han fører tilsyn og afløser de vagter, som er i funktioner, hvor de ikke må forlade posten. Der er nemme dage og hårde dage.

»Det hårdeste i dag var de studerendes forvirring. De forstod ikke, hvad der skete. De kunne derfor ikke navigere, som vi ønskede, uden at vi hele tiden skulle henvise dem til at bevæge sig i en bestemt retning. Jeg blev også ofte spurgt om vej til Student Hub eller et bestemt kontor,« siger Harun Cokcevik og smiler. Han håber, at de nye skilte og ekstra mandskab kan give mere ro, overblik og information til kantinens gæster.

Han kommer også næste dag for at sikre sig, at det hele fungerer optimalt. Derefter genoptager han sin yndlingsstilling, hvor han i firmabilen rykker ud til de steder, hvor det virkelig brænder på.