‘Studerende er utilfredse med den nye kaffeordning’ 
16.12.2020

Studerende er utilfredse med den nye kaffeordning

A
Aktuelt
16.12.2020
4 min
Blandt RUC-studerende falder den nye kantines kaffeordning ikke i god jord. Flere er utilfredse med smagen, koppens størrelse og ikke mindst prisstigningen. Den nye leverandør DinnerdeLuxe har udarbejdet en ny løsning for at imødekomme de studerende så godt, de kan.

Skrevet af

Katrine Juel Friis

Journalist

Du har måske bemærket, at kantinens udvalg af mad og kaffe er anderledes end før. Det skyldes, at Roskilde Universitet fra den 1. november fik en ny leverandør kaldet Grab’n Go, som hører under cateringvirksomheden DinnerdeLuxe.

Dog er flere studerende utilfredse med, at prisen er steget på filterkaffen, at der nu skal tilkøbes mælk i små pakker, hvis man bruger mælk i kaffen, samt at den store kop er skrottet.

Hos den gamle leverandør Simply Cooking kostede en lille kop filterkaffe 5 kroner med mælk og en stor filterkaffe 10 kroner med mælk. Nu har filterkaffen en fast pris på 8 kroner for en kop, der er mindre end den tidligere kop til 5 kroner. Mælken skal tilkøbes i nogle små pakker.

Det er ikke fair

Kandidatstuderende på 1 semester, Lisa Reenberg, er skuffet over den nye kaffeordning. For hende var den tidligere kaffeordning noget af det eneste, der fungerede rigtigt godt ved RUC’s gamle kantine.

»Vi er flere (medstuderende etc.), der ikke er glade for det nye kaffesystem. Jeg synes bare, det er ærgerligt og irriterende, at det er blevet både dyrere og dårligere. I forvejen har jeg aldrig syntes, at den gamle kantine har været helt fantastisk i forhold til udbud og priser, men jeg synes, at kaffesystemet altid har fungeret super. Man har altid vidst, at man lige kunne komme ned og få en stor kop kaffe til billige penge i pauserne,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes ikke, det er fair over for de studerende. RUC ligger meget isoleret i forhold til andre universiteter, så der er ikke rigtigt andre alternativer. Jeg forstår ikke, at man ikke kan få det til at fungere.«

»Jeg synes ikke, det er fair over for de studerende.«

Lisa Reenberg, Kandidatstuderende på 1 semester

Lisa Reenberg drikker ikke selv almindelig mælk, men havremælk, som er dyrere.

»Jeg forstår bare ikke, at når vi nu skal være et grønt universitet, hvorfor er havremælken så dyrere.«

Formand for Frit Forum Roskilde Fahmi Jama er også utilfreds med prisstigningen på kaffen.

»Kaffen er elendigt. Det er blevet dyrere og med dårligere kvalitet, selvom vi har fået en ny kantine.«

RUC-studerende Gustav Egeberg Nielsen og resten af hans studiegruppe har også haft det nye kaffesystem oppe at vende:

»Jeg og min studiegruppe har snakket om, at det er ærgerligt, at man får mindre for pengene for et dårligere produkt. Jeg køber ikke kaffe mere der, før de har sat prisen ned.«

Medbring din egen kop

Direktør for DinnerdeLuxe kendte ikke til den gamle kaffeordning, og han vidste derfor heller ikke, at de studerende var glade for den:

”Vi fik at vide dengang, da vi gav udbuddet, at det allervigtigste for RUC var at have en billig buffet, og derfor har det været i fokus under vores prisfastsættelse. Det kommer bag på mig, at kaffen er så vigtig for de studerende, fordi det ikke var med i udbudsmaterialet. Det skal man gøre mere ud af ved næste udbud,« siger René Laursen.

»Allerede fra den 15. november har studerende med deres egen kop kunne købe en stor kaffe til 10 kroner.«

René Laursen, Direktør for DinnerdeLuxe

Efter kritikken har René Laursen og DinnerdeLuxe ændret i systemet, så de studerende kan medbringe deres egen kop og dermed købe en lige så stor kop kaffe, som de vil have.

»Allerede fra den 15. november har studerende med deres egen kop kunne købe en stor kaffe til 10 kroner, som er et alternativ til koppen til 8 kroner,« siger han og tilføjer, at de fra næste år har planer om at sælge en refill kop i kantinen, som man kan bruge fremover, hvis man ikke selv har en kop liggende.

Lisa Reenberg er positivt overrasket over den nye løsning:

»Jeg vidste slet ikke, at de var kommet med den løsning. Jeg har ikke lagt mærke til skiltningen ved kantinen. Men jeg synes, det er en meget fin løsning – også for miljøet.«

Tilkøb af mælk fortsætter

René Laursen kan dog ikke imødekomme utilfredsheden med tilkøb af mælk, da tilkøbet er med til at sikre, at de ikke taber penge på kaffen.

»Vi har ikke mulighed for at gøre dem glade, som førhen kunne købe en kaffe til 10 kroner med lige så meget mælk, de ville have. Det kan vi ikke,« siger han og forklarer:

»Priserne, vi har givet i udbuddet, holder vi fast i. Vi kan ikke sænke nogle priser for så at ændre andre priser modsat. Det tillader udbuddet ikke.«

Hvad angår smagen i kaffen, forklarer René Laursen, at de rigtig gerne vil bestille det, de studerende vil have.

»Vi vil gerne ændre smagsvarianten på det rigtige grundlag. Det grundlag vil vi gerne kigge på til foråret med for eksempel en smagsafstemning.«