Kritikken af bestemte emner i almindelighed og politisk upopulære forskningsresultater i særdeleshed tager til. Forskningen kan muligvis ikke undgå at støde på politiske holdninger, men som forsker kan det være svært at forsvare sit arbejde, når de knubbede ord først fyger i en ophedet offentlig debat.

Der er eksempler på forskningsskandaler som ”Gyllegate” i 2015-16, hvor Miljøstyrelsen som opdraggiver pillede så meget ved resultaterne, at Folketinget blev vildledt – med ministerafgang til følge. Forinden var ”mundkurvskontrakter”, der ulovligt hindrede forskere i at debattere deres eget arbejde, blevet afdækket. Det skete i 2010; men det krævede en skandale som ”Gyllegate”, før offentligheden begyndte at interessere sig for de ulovlige tavshedsklausuler. Et andet grelt eksempel er ”Oksekødsrapporten” fra Aarhus Universitet i 2017-19, der blandt andet førte til interne undersøgelser samt fyring af en institutleder.

Og så er der emner som migrationsstudier og forskning i racisme, køn og identitet, der blandt politikere og debattører hænges ud som ”venstreradikal pseudovidenskab”. Disse studier lægges for had i en sådan grad, at forskere på specifikt udpegede områder kunne frygte for både forskningsfrihed og levebrød. Hån, spot og latterliggørelse ser ud til at være den nye kampsport  blandt visse meningsdannere og magthavere, der tilsyneladende har udset sig især humanistiske forskningsfelter som deres nye foretrukne skueplads.

Sidste år oplevede to forskere ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab/Interkulturelle Studier på RUC, hvordan deres arbejde blev trukket en tur gennem meningsmøllen, da deres forskningsrapport, bestilt og betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) under Udlændinge- og Integrationsministeriet, først blev offentliggjort, dernæst kritiseret og afvist fra flere sider og endelig skrinlagt af ministeren. Forskerne indvendte i løbet af debatten i medierne, at ministeren og hans meningsfæller havde taget dem til indtægt for konklusioner, de ikke havde draget; men rapporten var kommet i stærk modvind, og det lod sig åbenbart ikke ændre. Forskerne vil ikke deltage yderligere i debatten og derfor heller ikke medvirke i denne artikel.

Forskning indvirker på politik

Dekan for humaniora på RUC, Julie Sommerlund, tog til gengæld til genmæle på de to forskeres og deres arbejdes vegne, blandt andet ved at påpege, at det ikke er forskningens opgave at stille politikere tilfredse.

»I den konkrete sag beklikkede man forskningen, fordi man ikke fik de resultater, man ønskede. Det står nærmest i modstrid til andre situationer eller egentlige skandaler, hvor forskere har ladet sig presse til at ændre resultater, så de passede bevillingsgiver bedre. I denne situation blev det paradoksalt nok kritiseret, at forskerne ikke ændrede resultatet, så det passede bevillingsgivers ønsker. Men så havde vi jo fået endnu en skandale,« siger Julie Sommerlund.

Hun ser en stigende tendens til at udpege bestemte områder inden for humaniora, som det blandt meningsdannere og politikere er blevet populært at kritisere hårdt. Og at det for nogle forskere bliver så ubehageligt, at de afholder sig fra at deltage i den offentlige debat eller ligefrem fravælger emner, fordi det simpelthen giver for meget ”bøvl”.

Julie Sommerlund understreger vigtigheden af, at forskningen tør sætte spørgsmålstegn ved alt – og selv afgør, hvad der bør sættes spørgsmålstegn ved.

»Selvfølgelig skal forskningen give tilbage til samfundet, og samfundet har også brug for svære spørgsmål og kritisk forskning. Så må omverdenen have tillid til det system med fagfællebedømmelse og kollegers efterprøvelse af resultater, der er den garant for god forskning, vi som universitet skal sikre, er på plads. Vel kan forskning være kompliceret, men hvis man vil, behøver det altså ikke tage mere end et kvarter at sætte sig ind i det system, der sikrer os sober og troværdig viden.«

Dekanen vedgår, at forskningen kan have politiske implikationer, men påpeger, at det ikke i sig selv er et problem – tvært imod.

»I dag er videndeling jo en del af universiteternes hovedopgave. Se blot på, hvor stor betydning for eksempel klimaforskningen har fået. Så det hænger altså ikke sammen, at man både efterlyser relevant forskning og samtidig kritiserer den for at kunne have politiske implikationer,« tilføjer Julie Sommerlund og minder om, at de fleste af os nødigt vil leve i et samfund, hvor magthaverne bestemmer, hvad der skal forskes i.

Som minimum at blive taget alvorlig

Med myndighedsbetjeningen i universitetsloven og stigende andele af fondsmidler er forskningen herhjemme ifølge sociolog og lektor ved CBS Christoph Ellersgaard blevet stadig mere afhængig af ressourcer fra de mest indflydelsesrige i vores samfund, nemlig politikere, interesseorganisationer og store erhvervsvirksomheder. Han forsker i magt og magtelite, og den har efter hans vurdering fået for stor indflydelse på forskningen.

»Man kunne komme ud over pengenes indflydelse på forskningen ved for eksempel at samle alle fondsmidler til forskning i en stor pengetank, der så blev fordelt af en offentlig styrelse. Som det foregår i dag, skaber det styringsproblemer i forskningsverdenen samt en skævvridning efter Matthæus-princippet, hvor dem, der i forvejen får og har stor bevågenhed, får endnu mere,« mener Christoph Ellersgaard.

Også politisk magt kan ifølge ham have negativ indflydelse på forskningen.

»Når en politiker eller et embedsværk bestiller en forskningsrapport, må man kunne gå ud fra, at armslængdeprincippet bliver overholdt, så man ikke som forsker vil være afskåret fra en bevilling næste gang, hvis der opstår debat eller kritik. I samfundsforskning arbejder vi jo ikke med endegyldige sandheder, så kontrakterne ved myndighedsbetjening skal være klare og gennemskuelige, så man ikke bliver bundet af en politisk dagsorden.«

I hans øjne kan man sagtens diskutere en forskningsrapport, men ikke drage fakta i tvivl.

»Hvis jeg har foretaget en optælling af antallet af kvindelige bestyrelsesmedlemmer, kan man sagtens diskutere de årsager, jeg giver til omfanget. Men man kan ikke diskutere de tal, der bliver lagt frem eller de oplevelser, de medvirkende udtrykker,« understreger Christoph Ellersgaard.

Han kalder det ”trist”, at udlændige- og integrationsministeren angiveligt mener, at han ikke kan bruge andres grundige fordybelse i et emne til noget, hvilket blev den skæbne, som overgik RUC-forskningsrapporten sidste år. Men Christoph Ellersgaard er mere foruroliget over den måde, hvorpå Liberal Alliance og Dansk Folkeparti benævner konkrete forskningsområder.

»Når man kalder noget for pseudovidenskab, kan det i yderste konsekvens blive definerende for bestemte forskningsmiljøer. At man er miskendt, betyder dog ikke nødvendigvis, at man er et miskendt geni, så selvfølgelig skal man kunne diskutere forskningsresultater,« tilføjer Christoph Ellersgaard.

»Det er i alles interesse at sikre pluraliteten, og det gør man gennem fri forskning. De partier, der for tiden kommer med de hårdeste udfald, skylder at komme med en legitim model for, hvem der skal vurdere det og hvordan, når de foreslår bestemte forskningsområder nedlagt. Indtil da er det bare intimidering og forsøg på at skræmme. Forskerne forventer ikke taknemmelighed, men man kunne godt forvente respekt for andres systematiske og grundige fordybelse i et emne. At blive taget alvorligt må være et minimum.«

Friheden er afgørende

Måske er det alligevel taknemmelighed, mange er fyldt af, mens de hurtigst udviklede vacciner nogensinde bliver rullet ud og forhåbentlig sætter om ikke en endegyldig stopper, så i hvert fald en effektiv bremse på den coronapandemi, verden i over et år har været underlagt.

Det er netop forskning i RNA-vacciner, Karen Vallgårda nævner som eksempel på forskning hvis enorme betydning, man næppe kunne forudse, da den begyndte årtier tilbage.

Hun er historiker og lektor ved Saxo Instituttet ved Københavns Universitet og dertil forperson for Det Unge Akademi, en selvstændig enhed under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

»Det er svært at sige entydigt, hvad der sker, når man som forsker bliver ramt af massiv kritik i offentligheden. Men man kan komme til at frygte konsekvenser såsom ikke at komme i betragtning til de næste bevillinger eller stillinger. Så der er en risiko for selvcensur, bevidst eller ubevidst,« vurderer Karen Vallgårda.

»Det kan være vanskeligt at tage til genmæle, ikke mindst når man sidder i en tidsbegrænset stilling. Så det bedste forsvar som forsker må være at stræbe efter at bedrive den bedst mulige forskning. Til gengæld skal universitetsledelsen tage til orde. Hvis der er tale om forsøg på politisk indblanding i forskningen, må man også kunne forvente, at forskningsministeren sætter foden ned.

I værste fald går samfundet glip af ny, vigtig viden, hvis forskere lægger bånd på sig selv ved at undlade at stille de spørgsmål, de finder vigtigst, eller ved ikke offentliggøre resultater, som de frygter, vil være upopulære eller kontroversielle.«

Det vil ifølge Karen Vallgårda være undergravende for et oplyst samfund, og derfor er det så afgørende at sige fra.

»Vi må igen og igen påpege vigtigheden af fri og uhildet forskning, lige som det er universiteternes opgave at værne om en fri og mangfoldig forskning,« understreger hun.

»Man kan ikke altid forudse hvilken forskning, der vil være med til at løse fremtidens problemer. Da man begyndte at forske i RNA og fedtstofbaserede teknologier for 40-50 år siden, anede ingen, at det ville få afgørende betydning i en verdensomspændende pandemi. Så det er alt for kortsigtet kun at reservere forskning til de problemer, vi allerede kan se, for så risikerer vi at stå tomhændede foran de næste store kriser. Derfor er forskningsfriheden så vigtig.«

Der foregår en hetz

Sociolog, professor emeritus ved Københavns Universitet, Heine Andersen har i mange år beskæftiget sig med forskningsfrihed, også som debattør. Og han medgiver, at det er blevet nemmere som emeritus – men mest fordi han har fået mere tid.

Han har afdækket og omtalt eksempler på forskningsskandaler, brud på armslængdeprincippet og politisk indblanding, men han hører en ny, skærpet tone i den aktuelle debat om humanistiske forskningsområder som migration, racisme og kønsidentitet.

»Det ligner efterhånden en hetz-kampagne fra visse politiske partiers side mod bestemte emner.  Det er nyt. Den skaber et filter for ting, der ikke kommer frem, fordi ikke ret mange orker at stille op i det slagsmål. Forskningsrapporten fra RUC blev affejet af Mattias Tesfaye, fordi den ikke passede med hans politiske holdninger – det var den begrundelse, han gav,« siger Heine Andersen.

»Signalet er, at hvis man i myndighedsbetjeningen ikke leverer, hvad der forventes fra politisk hold, så ryger man ned ad brættet. Det sætter, sammen med fyringer og forsøg på fyringer gennem årene af markante forskere, man er uenig med, sine spor,« mener han.

Også Heine Andersen efterlyser, at statsmagten respekterer forskningsfriheden som en af grundpillerne i et oplyst demokrati, og at forskningsministeren i de aktuelle angreb på forskningsfriheden griber ind, når andre politikere går for vidt i deres indblanding.

»Hun burde feje sludderet til side og sætte en grænse, men det sker ikke. Der er stærke kræfter på spil, hvilket man også ser internationalt, hvor man i autoritære stater som for eksempel Ungarn har nedlagt forskning i kønsidentitet. Og forskere har længe dukket nakken, blandt andet på grund af deres løse ansættelser på korttidskontrakter,« tilføjer han.

»Forskerne og universitetsledelserne må sammen med dem, der bakker op om forskning fri for politisk indblanding, komme med et stærkere modpres.«