‘Fagfestival er en hyldest til årets specialestuderende’ 
25.08.2021

Fagfestival er en hyldest til årets specialestuderende

A
Aktuelt
25.08.2021
3 min
Fordelt over to dage til efteråret vil en ny festival fejre de omkring 26.000 specialer, som hvert år bliver skrevet af landets universitetsstuderende. Festivalansvarlig opfordrer især de specialestuderende på RUC til at præsentere deres produktspecialer på festivalen.

Skrevet af

Jesper Marthin

Journalist

Specialet er kulminationen på mange års intense studier på universitetet. Men ofte bliver specialet bare skrevet, dernæst afleveret og efterfølgende læst af vejleder og censor. Den værdifulde viden og de mange timers arbejde, der er lagt i specialet kommer ikke ud til en større skare. Denne kedelige tendens vil Ungdomsbureauet og Innovationshuset Station gøre noget ved.

Til efteråret, nærmere bestemt 23. og 24. september, står de bag Specialefestivalen i lokalerne på en gammel politistation på Frederiksberg, hvor der over de to dage blandt andet vil være 75 specialepræsentationer fra landets otte universiteter samt besøg af prominente gæster, der sætter fokus på specialer, videnskab, uddannelse, forskning og krydsninger mellem disse samt værksteder, hvor samarbejdspartnere, studenterinitiativer, universiteter, interesseorganisationer og virksomheder involverer deltagerne i aktuelle problematikker.

Idé fra Folkemødet

Ideen til festivalen stammer fra et arrangement på Folkemødet på Bornholm for et par år siden, hvor Ungdomsbureauet havde inviteret 30 dimittender til at holde et oplæg om deres speciale. Arrangementet var så stor en succes, at Ungdomsbureauet sammen med Innovationshuset Station nu går skridtet videre og lancerer en festival, der er en hyldest til landets specialestuderende.

»Først og fremmest er det en anerkendelse af specialet, hvor man kan fejre, at man har afleveret sit speciale, er kommet i mål og kan hygge sig med andre. Det bliver en blanding af karrieredag og en fordybelse i faglige emner. Dimittenderne bliver trænet i at formidle og pitche deres speciale på 15 minutter og kan også være så heldige at blive rekrutteret af de forskellige virksomheder og erhvervsorganisationer, der deltager på festivalen,« siger Josephine Almind, der er projektleder og festivalansvarlig for Ungdomsbureauet.

Hun understreger, at det især for de RUC-studerende vil være oplagt at præsentere deres speciale på festivalen, fordi mange afleverer et produktspeciale, som de fleste kan forholde sig til. Festivalen er også en god mulighed for kommende specialestuderende for at sparre og møde dimittender, der har prøvet at skrive et speciale.

»Vi har også indgået partnerskaber med forskellige erhvervsorganisationer, som kan tage snakken med de kommende specialestuderende om eksempelvis specialeemner og rekruttering.«

Festivalen er dog ikke bare ren idyl, men vil også blive brugt til at tale om de varslede nedskæringer på universiteterne.

»Som universitetsstuderende har du brugt fem år på en uddannelse. Så er det for eksempel meget urimeligt, at mange studerende ikke får lov til at forsvare deres speciale, men kun har mulighed for at aflevere det,« siger Josephine Almind.

 

 

Fakta om festivalen

Specialefestivalen finder sted for første gang torsdag d. 23. og fredag d. 24. september kl. 15-21 i Stations lokaler på den gamle politistation på Howitzvej 30 på Frederiksberg. Der er gratis adgang. Festivalen vil efter planen blive afholdt hvert år tæt på studiestart i sensommeren.

75 kandidater fra Roskilde Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, IT-Universitetet, Copenhagen Business School samt Danmarks Tekniske Universitet får mulighed for at præsentere deres speciale. For at tilmelde sig festivalen skal man inden for det seneste år have afleveret sit speciale. Det kan gøres via en formular på specialefestival.dk:

Specialefestivalen er støttet af Otto Mønsted Fond, Knud Højgaards Fond og Frederiksberg Fonden