68 milliarder kroner. Så mange penge blev der i 2019 brugt på forskning og udvikling i Danmark. Det beløb er det senest opgjorte tal for området, og summen svarer til 2,9 pct. af BNP. Aldrig før er der blevet afsat så mange midler til det, der regnes for vores vigtigste ressource: Viden og innovation.

Af de 68 mia. kr. bidrog erhvervslivet med 42,5 mia., mens den offentlige sektor stod for 25,5 mia. Erhvervslivet står altså for omkring to tredjedele af de samlede udgifter til forskning og udvikling herhjemme.

Ser man på det offentlige forskningsbudget for i år, er der afsat 24,6 mia. plus tillægsbevillinger. Dermed bibeholdes niveauet og holder med 1,04 pct. netop målsætningen fra 2010 om at ligge på mindst 1 pct. af BNP.

To slags penge

Når man taler om midler til forskning og udvikling ved de højere læreranstalter som for eksempel universiteterne (FoU), skelnes der i hovedtræk mellem på to slags penge:

Den slags ene er interne midler eller basismidler, hvilket er de penge, der kommer fra staten via finansloven, og som institutionerne selv kan råde over.

Den anden slags er eksterne midler, som dækker over ”alt det andet”. Disse midler kan komme fra offentlige fonde som Danmarks Frie Forskningsfond, Grundforskningsfonden, Innovationsfonden samt private fonde. De største og mest generøse fonde er etableret af landets største virksomheder.

Derudover kommer der midler fra samarbejder og finansieret forskning fra det private erhvervsliv, EU-midler, øvrige internationale virksomheder samt fonde, nordiske forskningsmidler m.v.

Ser man alene på de bevilligede forskningsfondsmidler, er der den væsentlige forskel på de offentlige og de private, at de offentlige fondsmidler er stagnerende eller svagt faldende, mens de privates andel er steget markant.

Omkostningerne ved penge

Der er væsentlig forskel på, hvordan de midler, som universiteterne og andre forskningsinstitutioner har til rådighed, kan bruges.

Mens basismidlerne er institutionernes ”egne”, som de selv kan bestemme over, følger der som godt som altid betingelser med brugen af de eksterne midler.

Der er i mindre grad overhead til de udgifter, der uundgåeligt følger med gennemførelsen af et forskningsprojekt. Overhead er den del af en forskningsbevilling, som gives til at dække de indirekte omkostninger ved gennemførelsen af et forskningsprojekt, for eksempel drift af laboratorier og databaser eller administration, husleje og juridisk bistand. Når der gives statslige bevillinger, herunder fra forskningsråd og innovationsfonde, er overhead-satserne 44 pct. til universiteter og 3,1 pct. til sygehuse. Enkelte private fonde giver dog tilskud eller et overhead af deres bevillinger, men i varierende omfang.

De eksterne midler fylder stadig mere

Dansk forskning oplever i disse år en historisk stor tilførsel af forskningsmidler, og institutionernes andel af de eksterne forskningsmidler er i løbet af de seneste 10 år vokset fra 40 til 45 pct.

Når man dertil lægger de fremtidige eksterne forskningsmidler, der allerede er givet tilsagn om, vil man meget snart nå en situation, hvor halvdelen af forskningen ved offentlige danske forskningsinstitutioner finansieres af midler, der er hjemtaget i konkurrence, altså gennem forskningsansøgninger.

Fortsætter den udvikling, vil 15-20 pct. af institutionernes samlede omkostninger til forskning og udvikling om få år være finansieret af private fonde.

Sammensætningen øger presset

Man skulle tro, at universiteterne og de øvrige forskningsinstitutioners videnskabelige medarbejdere og ledelser var ved at revne af begejstring over den stadigt kraftigere strøm af penge til forskning fra eksterne bidragsydere. Men paradoksalt nok presser de generøse eksterne forskningsbevillinger institutionernes råderum.

Det skyldes blandt andet, at der ikke er balance mellem de stigende eksterne forskningsmidler og de statslige forskningsmidler. Disse statslige basismidler, som er finansieret over finansloven, har de senere år har været fastholdt på samme niveau, og derfor bliver fordelingen mere og mere skæv. Statens andel af de samlede forskningsmidler er altså stagnerende eller i nogen omfang faldende.

Sammensætning af det offentlige forskningsbudget betyder derfor et øget pres på forskningsinstitutionernes basismidler. Det gælder deres udgifter til medfinansiering og indirekte omkostninger ved eksternt finansieret forskning (se overhead oven for, red.) samt øgede lønudgifter til videnskabelige medarbejdere for midlertidige bevillinger. Alt sammen fordi den måde, forskningen finansieres på, har ændret sig eller forrykket sig.

Derfor oplever forskningsinstitutionerne, trods de øgede forskningsmidler, at deres økonomiske og strategiske råderum til deres egne prioriteringer og beslutninger om forskning er under pres. Desuden går det udover deres kapacitet til at løse deres øvrige opgaver; herunder at kunne tilbyde forskningsbaseret uddannelse.

Presset understreges, når man ser på hvor mange basismidler, der er til rådighed i forhold til antallet af fuldtidsstuderende ved forskningsinstitutionerne. Disse tal viser nemlig et betydeligt fald.

Fondsmidler flokkes om de samme fagområder

Ser man på, hvordan forskningsmidlerne fra både offentlige og private fonde fordeler sig, så koncentrer de sig om de samme fagområder og har forholdsmæssigt samme fordeling.

Hovedparten af de eksterne forskningsmidler går til de store fagområder: Sundhedsvidenskab modtager med omkring halvdelen langt den største andel af de samlede private forskningsfondsmidler herhjemme, og derefter følger naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Tilsammen henter de seks største fagområder 60 pct. af de samlede bevillinger hjem.

Det sundhedsfaglige område hjemtager flest konkurrenceudsatte midler, og her er det især klinisk medicin og medicinsk grundforskning, der modtager mange private fondsmidler. Det afspejler store danske virksomheders succes på netop disse områder, og som deres fondes fundatser er bundet op på.

På det sundhedsvidenskabelige område er der en tendens til øget forskningsfinansiering fra private kilder, og det samme gælder naturvidenskab med snitflader til sundhedsvidenskab.

Ser man ud over Danmarks grænser, følger den udvikling de lande, vi plejer at sammenligne os med, nemlig Holland, Schweiz og Sverige. Blandt OECD’s 38 medlemslande er Danmark dog det land, som investerer forholdsvist mest på det sundhedsvidenskabelige område.

I forhold til antallet af videnskabelige medarbejdere (VIP) fordeles forskningsmidlerne meget ujævnt, da 10 pct. modtager 90 pct. af midlerne. Ser man bort fra de 10 pct. af forskerne, der modtager flest eksterne midler, er der langt færre basismidler til forskning pr. VIP end for et årti siden. Årsagen er netop, at de eksterne midler er steget, mens basismidlerne til forskning er faldet.

Afhængighed gør sårbar

Der er ingen tvivl om, at det er et stort gode, når dansk forskning modtager op mod 20 pct. af sine samlede midler fra private fonde. Forskningsinstitutionerne ville med den nuværende finansieringssammensætning have svært ved at klare sig uden. Det afspejler samtidig, at det går godt for de virksomheder, der står bag fondene.

Men det indebærer også en vis usikkerhed for den danske forskningsfinansiering, når omkring 10 private fonde tilsammen står for størstedelen af de private forskningsfondsmidler. Det forudsætter, at erhvervskonjunkturerne fortsat er gunstige for de virksomheder, som fylder forskningsfondene.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR), der står bag hovedparten af oplysningerne i denne artikel, peger på, at den væsentlige udfordring for forskningsinstitutionerne er at skaffe sig et økonomisk råderum, der står mål med de stigende eksterne forskningsmidler og de udgifter, dette fører med sig for institutionerne.

DFIR vurderer ikke, at flere statslige basismidler vil være en bæredygtig løsning, da de efter rådets vurdering risikerer at blive bundet op på flere eksterne midler. De tilråder dog, at det nuværende niveau som minimum skal fastholdes; men efterlyser samtidig, at samtlige involverede parter på forskningsområdet – fra ministerium til private bidragsydere – sammen udvikler en model for et holdbart råderum for universiteterne og de øvrige forskningsinstitutioner.