Hvad er succes for dig?
»Succes for mig er at man foretager sig noget, som man godt kan lide. At have følelsen af at være landet på den rette hylde. Det er vigtigt at føle at man hører til og glæder sig til at skulle på arbejde hver dag. Helt enkelt handler det om, at man har nogle gode kollegaer, behandler hinanden godt og at der er plads til at være den man er. «
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
»Min arbejdsdag begynder allerede når jeg vågner. Det første jeg gør, er at tjekke min telefon for nyheder. Imens jeg laver morgenmad, hører jeg nyhederne og tjekker diverse aviser. Omkring klokken 10 drager jeg mod Odense, enten i tog eller bil. I toget hører jeg typisk radioavisen og holder øje med historierne. Omkring klokken 12 møder jeg ind på Kvægtorvet (TV2s hovedkvarter i Odense), hvor et puslespil med redaktionen begynder. Her diskuterer vi, hvorvidt vi har de rigtige historier og om de er vinklet på den rigtige måde. Jeg har ansvaret for at sælge historien bedst muligt til seerne; de skal formuleres skarpt. Det er vigtigt at seerne er nysgerrige og vil se indslaget, men også forstår historierne i grove træk når de bliver foldet ud af reportagerne. «
Er det en vekslende arbejdsdag?
»Ja, for hver dag støder der jo nye historier til. Jeg bruger rigtig meget tid på at finde grundessensen i historierne og snakke med reporterne om historier samt researche videre på de historier jeg arbejder med. «
Hvordan bruger du det du har lært på RUC i dit arbejde?
» Det er en holdsport at lave fjernsyn, vi er en masse små led på en redaktion, som sammen skal skabe en nyhedsudsendelse når klokken bliver 19 eller 21:30. Jeg trækker rigtig meget på gruppearbejdet fra RUC, når vi som hold skal løfte noget på dagen. Det handler om at finde ud af, hvordan jeg spiller de andre bedre, og hvordan jeg spiller mig selv bedre sammen med dem. Jeg er taknemlig for gruppearbejdet på RUC, for det lærer på godt og ondt hvad det vil sige at samarbejde med andre mennesker. Det er en stor styrke at kunne indgå kompromiser eller se andres styrker og svagheder for at bruge dem til at skabe det bedst mulige produkt. «
Hvorfor faldt valget på RUC?
»Jeg kom direkte fra gymnasiet og planen var egentlig at jeg skulle læse jura. Men da jeg besøgte jurastudiet, følte jeg at jeg lukkede en masse døre, da man kun læser et enkelt fag. På RUC var derimod en mulighed for at fordybe sig i forskellige fag. Jeg kunne godt lide, at man på RUC fik lov til at snuse til en disciplin indenfor den akademiske verden, stille og roligt gennem de første to semestre kunne finde ud af, hvad man synes var interessant. Dengang jeg læste på RUC, skulle man ikke vælge journalistik i starten af uddannelsen. Men valget faldt på dette da fag, da jeg interesserer mig for udvikling af et stofområde samt muligheden for at kunne fordybe sig i forskellige emner. Dette afspejler jo på sin vis nyhedsverdenen ret godt. «
Blå bog:
35 år. Cand. comm i Journalistik og Dansk Litteratur på RUC fra 2005-2013. Journalist og nyhedsvært på TV2. |
Hvad overraskede dig, da du begyndte på RUC?
»Det overraskede mig, hvor hårdt det var at lære at arbejde sammen med andre og hvor benhårdt gruppearbejde er. For at være ærlig, så skræmte gruppearbejdet mig også i starten, det var enormt svært, da jeg havde en meget naiv tilgang til gruppearbejde. Jeg troede at alle ville engagere sig lige meget i projekterne. Men jeg blev hurtigt klogere! For pludselig havner man i en gruppe, hvor nogle har børn eller fuldtidsarbejde. Helt grundlæggende var det en udfordring, når vi ikke engagerede os lige meget i projektarbejdet. Sammenspillet med andre mennesker, når man skal skabe et produkt, var bare enormt overvældende og udfordrende!
Men samtidig, når jeg står på den anden side af uddannelse, så er det også her, jeg har fået en kompetence for livet, som jeg kun har haft mulighed for at få på RUC. Gruppearbejdet er en hård nyser, men det er en god smagsprøve på hvordan livet ser ud uden for universitetet. Det er de færreste, som får lov til at sidde på en lille ø alene og arbejde efter deres uddannelse. Jeg oplever ikke, at man er god nok til at dyrke gruppearbejdet på samme niveau på andre uddannelser. Så selvom gruppearbejdet var svært, har det også været den største styrke for mig ved at gå på RUC. «
Hvilket minde fra din studietid står klarest?
»De meget stærke venskaber man fik undervejs, når vi sommetider sov på RUC, fordi vi arbejdede så intenst med at blive færdig med projekterne. Vi arbejdede hårdt, men det var hyggeligt, sjovt og lærerigt. Så de stærkeste minder må være fra den tid, hvor gruppearbejdet bare fungerede virkelig godt. Hvor man shinede og fordybede sig og lærte helt vildt meget.
Jeg blev på mange måder også voksen på RUC; jeg følte det var indgangen til voksenlivet med nære venskaber, fester og intenst gruppearbejde, hvor man til sidst måtte sidde i døgndrift for at blive færdig. «
Efter lidt betænkningstid kommer Ditte i tanke om gåturen til RUC: man kan høre, hun smiler lidt ved minderne.
»På den negative side, så mindes jeg også tiderne over Markbjerg Mark i gummistøvler eller vinterstøvler, hvor man var helt smattet til når man ankom til RUC. Vi gik jo fandme som kvæg over markerne i al slags vejr. Det var en hel kvægtransport af studerende! Når jeg sommetider kører forbi RUC, så tænker jeg på, hvor heldige de studerende er nu, at der er kommet en gangbro og en sti. «
Har du nogensinde oplevet, at folk kiggede skævt til dig, fordi du var uddannet fra RUC?
»Altså jeg har oplevet at Journalistforbundet har kigget lidt skævt til mig, når jeg sommetider har ringet ind til dem og skulle have hjælp, fordi journalister fra RUC har en AC-overenskomst, og vi har ikke den samme overenskomst som resten af journalisterne i Danmark. Jeg har været træt af at få at vide, jeg var akademiker og dermed ikke var en ”rigtig” journalist.
Men jeg har da også oplevet at folk troede, at RUC var sådan noget hippie-noget, hvor vi sad i rundkreds. «
Jeg går på 2. semester på RUC, hvad har du af gode råd til mig?
»Hold ud, hold ud! Da jeg selv gik på 2. semester, følte jeg, at der var lang vej endnu og alt det gruppearbejde, puha! Men tænkt på at det man lærer på RUC, det bliver et færdigstøbt fundament af ens kompetenceudvikling resten af livet. Det handler om at bide i det sure æble og holde fast i at det er den rigtige vej at gå! Det var i hvert fald det råd, som jeg selv havde brug for at høre, da jeg gik på 2. semester. «
Ditte griner lidt ved tanken om sin tid på andet semester på RUC. Det er tydeligt at minderne stadig står som skrevet ind i hukommelsen den tirsdag formiddag jeg snakker med hende. Vi afslutter samtalen, Ditte er snart i Odense, hvor hun skal planlægge aftenens nyhedsudsendelse.