Med hans afgang blev der underligt stille på gangene på instituttet. For Mihail talte med en tydelig stemme og pegede ved enhver given lejlighed på at kritik er den ilt et universitet ånder. Når man lukker af for kritikken, enten i selvcensur, under udefrakommende pres eller efter trusler, er den frie tanke det første offer. Et universitet kan overleve mangt og meget, men kvæles ved fraværet af kritik.

Da vi i oktober modtog den sørgelige meddelelse om at Mihail er død, for tidligt og pludseligt, blev tavsheden pludselig monumental. For generationer af studerende, kolleger og fagfæller er det ikke helt til at fatte at der nu ikke kommer mere kritisk livsånde fra Mihail.

Mihails død giver anledning til en pause, til at stoppe op og se på det hele, med Mihails øjne og med vores egne. For er der nogen enkeltperson som har bidraget til at give Humaniora på RUC sit særpræg og sin identitet, så er det Mihail Larsen.

Mihails hus

I mindeord i Politiken (26/10) omtaler Peter Wivel de lange linjer i Mihails rejse fra Aarhus Universitet som studenteroprører og senere institutleder, til Frankfurt am Main ved Adornos og Habermas’ lærestole, over Berkeley, og til sidst, efter årtier på RUC, professoratet ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Historien er lang. Men Mihails betydning i dansk universitetshistorie vil i disse linjer snarere agere bagtæppe til hvad han specifikt bidrog med her, på reformuniversitetet med den stolte historie, Roskilde Universitet, eller RUC – med det nu håbløst referenceløse ”C” i enden.

For mig er Mihail først og fremmest forbundet med rollen som – både elsket og frygtet – hus-koordinator på HumBas (forgængeren for HumBach). Mihail var essentiel i at sætte standarden for hvad et hus er: En akademisk højskole med huskoordinatoren som synlig og præsent forstander og inspirator. I det legendariske hus 46.3 herskede der ikke ligegyldighed. Det var aldrig lige meget hvad der foregik videnskabeligt og pædagogisk i huset, og der var “ikke frit valg på alle hylder” rent fagligt, for nu at bruge en af Mihails yndlingstalemåder. Der var kontante krav om engagement, forberedelse og saglig argumentation. Der var også varme i det larsenske basishus. Der var omsorg for kolleger og studerende, der var klaver og schæferhund; til tider røde bøffer på grillen og Amarone ude på altanen med udsyn til den spirende Trekroner-bydel som vidnede om at RUC var ved at vokse sammen med resten af verden. Mihails hus var kort sagt et dybt inspirerende sted at være.

Det inspirerende var til tider også millimeter fra det intimiderende. Mange studerende oplevede en kontant afregning fra huskoordinatoren hvis de fremlagte projektforslag åbenlyst var konciperet på den tid det tager at læse Metroexpres  (nu BT Metro red.) på strækningen fra Københavns Hovedbanegård til Trekroner. Mihails kant var ikke kun forbeholdt de studerende. Da jeg blev ansat som adjunkt for godt 20 år siden, blev jeg med det samme allokeret til HumBas og indledte min vejlederpraksis der uden at være videre godt forberedt, for nu at sige det som det er. Skulle jeg have ligget under for den vildfarelse at en allokering til HumBas var en slags venstrehåndsarbejde, så kom jeg hurtigt ud af den. Derom var huskoordinatoren helt umisforståelig. Og virkeligheden – den faglige standard i HumBashuset – var, skulle det vise sig, faktisk drøninspirerende. Sommeren 2001 var både lang og varm, men til trods for hedebølgen blev der ikke holdt ferie på mailen. Nærmest dagligt lå der nye indlæg fra huskoordinatoren om det faglige grundlag for husets pædagogiske organisering. Husets personale skulle skrive kronikker til semesterplanen, og det var en naturlig ting at alle bidrog fagligt, og selvsagt med passion. Den ene dag stod diskussionen om Piagets begreb om faglighedens og tværfaglighedens vekselvirkende dialektik; den næste forholdt vi os til spørgsmål om hvorvidt vi skulle forstå historicitet som realhistorisk grundlag for refleksion eller som narrativ konstruktion af betydning. Var et af nutidens akkrediteringspaneler kommet forbi den sommer, ville de have været vidne til forskningsbaseret undervisningsplanlægning par excellence. For ikke at tale om eksemplarisk sidemandsoplæring af yngre forskere som mig.

Integrationen af forskningsinteresse og pædagogik er en arv som jeg har taget med som et ideal for huset som autonomt centrum for et engageret vejlederkorps med noget på hjerte. Pædagogikken skal være fagligt reflekteret, men den skal også være personbåret. Huskoordinatorens rolle er vigtig og skal udfoldes med så lidt indblanding som muligt fra studieledere og andre uvedkommende administratorer. Fordi læringen sker i det nære og fagligt forpligtende møde.

Humanistisk dannelse i den perfekte storm

At være universitetspædagog er ligesom at skulle gå igennem den perfekte storm: Du skal holde blikket rettet mod den slags ting som Mihail beskæftigede sig med: Kritik, tværfaglighed, problemorientering, eksemplaritet og dannelse, samtidig med at det hyler dig om ørerne med tilfældige politiske udmeldinger, “tidsånd” samt vilkårlige juridiske og administrative logikker. Vi skal selvfølgelig ikke forfalde til at tro at de sidstnævnte fordringer ikke er virkelige eller må tænkes konstruktivt med; vi skal tage højde for øjeblikkets politiske temaer, kere os om de unges interesser og anerkende at den økonomiske virkelighed er vores selvfølgelige vilkår. Men vi må samtidig insistere på at være et universitet, og universiteter skal være kendetegnet ved at sammenfatte viden som spænder over lange stræk af civilisation og kultur. Ellers kan vi ikke opfylde vores funktion i samfundet, så bliver vi en åndsforladt fabrik for eksamensbeviser og går bag om dansen i universitetslandskabet.

De lange stræk er større end enkeltpersonerne og de skiftende generationer. 68’erne er ved have forladt universitetet nu, og der er blevet en smule mere stille. De overlader pladsen til en mere pragmatisk indstillet generation af universitetsfolk som har nogle mindre farverige erfaringer i bagagen end studenteroprør, opgør med professorvælde og samfundsomvæltninger. Mihail Larsen satte sig nogle vigtige spor i det lange stræk. Det kan være svært at sige hvordan den Humanistiske Bacheloruddannelse ser ud om 10 år; herunder forudsige om vi pædagogisk stadig vil styre efter samme kategoriale kompas som vi har lagt kursen efter netop nu. Men vi kan insistere på at holde en høj faglig standard som et naturligt udgangspunkt for samtalen om humanioras videre udvikling på Roskilde Universitet.

Fremadrettet kan vi jo ikke påstå at alting ser let ud. Humaniora er i krise, ikke bare hos os, men alle vegne, tilsyneladende. Søgningen er vigende, og humaniora-bashingen har lette vilkår i en ofte lovlig ukritisk offentlighed. Hvilket er paradoksalt når man ser at den i øvrigt ret uforudsigelige fremtid vi står overfor (herunder spørgsmålet om hvordan arbejdsmarkedet ser ud om bare 10-15 år), om ikke andet synes at tilsige at bred, humanistisk dannelse må være et af de mindst ringe kort man kan trække som nyuddannet akademiker. I de store spørgsmål som knytter sig til digitalisering, klimaproblemer og forholdet mellem det globale nord og syd, er det nærmest utænkeligt at humanisterne ikke kommer til at spille vigtige roller.

Jeg gætter på at Mihail ville have set med skepsis på HumBachs aktuelle fokus på employability. Det gør jeg også selv, medmindre vi bevidst vælger at reorientere ordet i sammenhæng med et humanistisk dannelsesideal som Mihail bidrog til at formulere, og undersøger det i lyset af de udfordringer vi står med helt aktuelt. Bachelorer og kandidater får beskrevet deres kvalifikationer i nogle lidt firkantede kategorier: Viden, færdigheder og kompetencer. Jeg vil godt her slå et slag for at vi har haft underfokus på færdighedsbegrebet; den del af kvalifikationsrammen som giver praktisk fagidentitet. Den almene humanistiske dannelse handler ikke om at have en overbevisende presence til en jobsamtale eller et flot stylet CV – her ville Mihail helt givet have været enig. Dannelsen handler om at kunne fortælle sig selv som tværfaglig, humanistisk akademiker. Ikke ”hvilket fag har jeg læst og taget eksamener i?” Men hvad ved jeg, og hvad kan jeg. Hvorfor er det vigtigt, og hvordan forstår jeg min egen rolle i de sammenhænge jeg skal indgå i. Og ikke mindst – hvem er jeg i det store civilisatoriske stræk som jeg indgår i.

Mihail var om nogen et renæssancemenneske; en betegnelse som ofte er blevet misbrugt, men som er helt på sin plads her. Han var musisk, menneskelig og sårbar, og dybt optaget af kunst, videnskab og oplysning. Han kunne være køligt-rationel analytiker det ene øjeblik og passioneret aktivist det næste. Han kunne også være dominerende, på tværs og til tider kontroversiel. Med Mihail Larsens bortgang har Roskilde Universitet mistet en af sine helt store profiler.

Æret være hans minde.