Hvor gammel var du, da du startede på RUC?

»Ja, hvor gammel var jeg egentlig? Jeg sluttede jo i 2005, så det må have været starten af 1999. Så har jeg været omkring de 20 år.«

Havde du sabbatår inden du startede på RUC?

»Jeg var i militæret på Bornholm i 10 måneder. Jeg ved godt, at det lyder meget eksotisk for et ungt menneske som dig. Men det var dengang, man havde rigtig værnepligt, hvor man kørte rundt i kampvogne og skød med rigtige våben. Et sabbatår kræver, at man stopper op og vil foretage sig noget andet i et helt år. Sådan var det ikke for mig; jeg havde derimod et mislykket studieår, hvor jeg arbejdede lidt og så startede på RUC nogle måneder efter.«

Han tilføjer:

»Det er faktisk utrolig rart at kunne sige de her ting i dag, for dengang følte jeg, at det var meget skamfuldt at droppe ud af et studie. Jeg er fra den klassiske arbejderfamilie, hvor man hænger ved og gennemfører. Men jeg hørte slet ikke til på det studie, det var virkelig et dårligt match og fair nok. Jeg skiftede jo ret hurtigt over til RUC, og så har jeg ikke holdt en pause siden.«

Hvad sagde din familie til, at du valgte RUC?

»De vidste ikke rigtigt, hvad det var, eller hvad man kunne blive på RUC. Efter jeg havde afleveret min bachelor, spurgte min onkel, om jeg så ikke kunne blive læge,« griner Erkan og tilføjer:

»Hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, så tror jeg, at de var lidt skuffede, da jeg fortalte dem, at jeg skulle læse på RUC, men også overraskede, da jeg fortalte, at jeg gerne ville noget med journalistik. Det var som om, de havde forventet lidt mere af mig. Men da jeg kom på tv, fik piben en lidt anden lyd. Men jeg tror også, at min familie havde svært ved at sætte sig ind i, hvad det indebar at gå på universitetet. Jeg var den første i min familie, som fik en gymnasial uddannelse og den første, som har fået en akademisk uddannelse.«

Hvor er du opvokset henne?

»Jeg er opvokset i Taastrup, hvilket er Købehavns Vestegn. Det er ikke altid noget, man kobler til den succesfulde historie. Når jeg har været ude på utallige skoler og gymnasier og holdt foredrag om fake news, kommer der tit nogle unge hen til mig og spørger, hvilket netværk man skal opsøge. Hver gang begynder jeg at grine, fordi hvorfor spørger de mig om, hvilket netværk jeg havde? En knægt fra Taastrup med indvandrerbaggrund, altså jeg havde sgu da ikke noget netværk. Jeg gik jo bare i skole og knoklede en masse. Det synes jeg, overskriften skal hedde: ’En dreng fra Taastrup, der gik i skole’. Jeg er ikke vokset op på Østerbro, hvor mine forældre kendte en masse kunstnere og mediefolk. Jeg er vokset op i Taastrup, i et ganske almindeligt rækkehuskvarter, helt stille og roligt hr. og fru Danmark.«

Hvad mindes du fra din første tid på RUC?

»De første 14. dage var magiske, fordi det hele var nyt og spændende. Jeg har kun positive minder rent socialt, men havde også en stor frustration over basisuddannelsen. Jeg kan huske, jeg tænkte: Hvad fanden er det her for noget, det hele sejler lidt, og har de overhovedet styr på det? Jeg gik på HIB (Den Internationale Humanistiske Bacheloruddannelse) og kan huske, at det i virkeligheden bare var den Humanistiske Basisuddannelse på Valby-engelsk. Der var nogle undervisere, som stod og talte Valby-engelsk, og så var der en enkelt studerende fra England. På papiret ser basis jo godt ud, fordi du kan snuse til en masse ting, men det var lidt for meget i øst og vest. På den anden side var det jo godt med basis for tænk, hvis jeg var begyndt at læse to fag, som overhovedet ikke interesserede mig. Men jeg husker det sociale som fantastisk godt; det var virkelig nogle søde, rare, gode og ordentlige mennesker, der alle var inkluderende. Jeg gik i en gymnasieklasse, med et ekstremt dårligt miljø, så det var en helt anden verden at komme på RUC. Jeg husker det, som om solen skinnede hele tiden. Alt var bare happy: Vi var unge, man hyggede sig og var glad hele tiden.«

I dag mødes mange fra RUC inde i København, hvordan var det dengang?

»Vi var meget nede på RUC og brugte lang tid på at forberede fester. Men som årene tog til, så rykkede vi mere og mere ind mod København, hvor gruppearbejdet foregik hjemme hos folk i lejlighederne. Så var det som om, man aldrig forlod København. Det synes jeg var irriterende, men det er lidt det, som RUC lider under. Især fordi vejledermøderne tit foregik i København, da vejlederne jo også boede derinde. Det gav en lidt underlig dynamik.«

Hvordan husker du din tid på Journalistik?

»Den såkaldte ’stopprøve’ (7-timers skriftlig eksamen på FMK3) havde en stor betydning for mit hold og for mig. Jeg husker den prøve som en øjenåbner, hvor man bare tænkte: Hold da op! Men det var på en fed måde, fordi man ikke havde været vant til den slags eksaminer før. Jeg nævner især denne eksamen, fordi den virkelig har sat sig i mig, hvilket jeg faktisk tror, den gør for mange. Man blev virkelig sammentømret ved den eksamen, og man fik et stærkt sammenhold efter at have bestået den. Jeg kan huske efterfølgende, at jeg stod ude i kopirummet med nogle af de dygtige fra holdet, som også synes, det var en svær eksamen. Der var en kæmpe respekt omkring Journalistik. At skulle møde hver dag fra 9-16 og have afleveringer for. Det tiltalte mig meget.«

Han tilføjer:

»Derudover kunne jeg også lide, at Journalistik gav en retning, fordi man vidste, hvad man blev bagefter. Jeg havde meget svært ved at sidde ved middagsbordet med familien, hvor jeg ikke kunne svare på, hvad jeg skulle være, når jeg var færdig med studiet. Det generede mig meget! Det eneste jeg kunne sige var: Det er noget med kommunikation og sådan noget. Altså jeg kunne enormt godt tænke mig at sige, at jeg blev elektroingeniør eller VVS ‘er, når min uddannelse var færdig. Det ved man sgu, hvad er. Jeg ville så gerne kunne sige noget håndgribeligt! Derfor var det også en befrielse at komme på Journalistik, fordi jeg endelig kunne sige: Jeg læser til journalist og kommer muligvis til at arbejde med det og det. Folk ved, hvad en journalist er, hvilket var en lettelse.«

Havde du studiejob?

»I en stor del af min tid som studerende arbejdede jeg på RUC som IT- og administratormedhjælper. Jeg skiftede printerpatroner, opsatte printere, reparerede computere og sådan nogle ting. Det var et ret fint studiejob, hvor jeg selv kunne planlægge mine timer.«

Kan du huske dit bedste projekt på RUC?

»Jeg kan både huske mit bedste og mit absolut værste projekt på RUC. Det værste projekt var vores afsluttende projekt på basis, hvor jeg var i en virkelig giftig gruppe. Vi var seks mennesker i gruppen, som var virkelig engagerede og dygtige. En person i gruppen var dog hyper, hyper ambitiøs. Der var en elendig dynamik og aldrig i mit liv har jeg følt mig så kontrolleret. Flere af min medstuderende begyndte at græde under vores møder, fordi det var så ubehageligt. Det var et rædselskabinet! Jeg husker et møde på Østerbro, hvor jeg fik nok. Vi havde holdt møde i seks timer og havde knoklet røven ud af bukserne. Så kom en medstuderende og jeg til at joke om et eller andet, hvortil kontrollanten kiggede på os med en mine, som sagde: Shhh, nu skal I tie stille. Jeg havde lyst til at skrige! I dag fatter jeg ikke, hvorfor jeg ikke rejste mig op og sagde: Nu gider jeg ikke mere, jeg danner min egen gruppe. Da vi endelig kom til eksamen, fik kontrollanten 11 og vi andre fik 10. Han havde sagt alle de kloge ting, og han var jo også skide dygtig, men jeg blev så indebrændt og rejste mig op i protest og gik ud af lokalet.«

Han tilføjer:

»Men lad os snakke om mit bedste projekt på RUC! Det var et bachelorprojekt på dansk, hvor vi skulle udarbejde kommunikationsanbefalinger til en kommune. Vi var fire fyre, og vi i hyggede os, vi havde det sjovt; der var ikke noget drama, og ingen hidsede sig op. Vi skrev et projekt, som handlede om, at vi skulle hjælpe en jysk kommune om en turismestrategi. Så tog vi til Jylland og lejede en RUC-bil. Vi arbejdede virkelig godt sammen, og jeg havde et stort behov for at vise, at man godt kan hygge sig og arbejde godt uden at arbejde sig selv ihjel. Det lærte mig så meget om dynamik, og til eksamen fik vi alle 11, hvilket var en absurd god karakter. Jeg synes, det var så vildt; det var en af de største sejre, og jeg kan huske, jeg tænke: Wow, sådan kan gruppearbejde også være! Så jeg har virkelig set det værste og det bedste ved gruppearbejde, hvilket nok er en meget god læringsproces.«

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

»Det er meget svært at svare på, for der findes jo ikke en typisk arbejdsdag. Men lad os sige, at en typisk arbejdsdag er, at jeg møder ind ved 10-tiden og har lidt udsendelser i løbet af dagen, og så har jeg fri omkring 19-20-tiden. Der er ekstremt skæve arbejdstider, vi arbejder jo i pinsen, påsken, julen, weekender, altså alt muligt! Nogle uger kan der være færre vagter, andre uger kan der være mange vagter. Jeg bliver sommetider spurgt, om jeg møder kl.17 og så er på fjernsyn 18:30. Så luksuriøst er det ikke! Vi sidder i et team sammen med vores producer, redaktør og grafikere. Vores redaktør har allerede fra tidlig morgen defineret udseendelsen, og så er jeg med til at præge den hele dagen. Jeg tror, mange vil blive overrasket over, hvor meget vi egentlig udretter på selve dagen. Det er et ekstremt alsidigt arbejde, hvor det er historien og selve dagen, som styrer udseendelsen. Det kan eksempelvis være, at der bliver udskrevet valg, eller at Dronning Elizabeth er død. Så er det disse nyheder, som fylder hele dagen. Så er der de ’røvkedelige lørdage’, hvor der ikke sker noget som helst. Men man lægger altid en plan, og så tager man forbehold for, at der kan ske noget i løbet af dagen, som ændrer den plan.«