Forskere har ikke tilstrækkelig adgang til forskningsbevillinger på under 10 mio. kroner.

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse, foretaget af Det Unge Akademi (DUA), under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Tænketanken DEA og Danmarks Frie Forskningsfond (DFF).

Den ideelle forskningsbevilling skal være på 3-10 mio. kroner, svarer tre ud af fire adspurgte forskere. Og det er et bevillingsniveau, der betragtes som en mindre eller mellemstor investering inden for de fleste forskningsfelter.

»Rapporten er vigtig fordi den har fokuseret på forskernes ønsker til den næste ideelle bevilling, hvorimod man tidligere har haft fokus på udbuddet af forskningsmidler.«

Det mener Henrik Dimke, formand for Forskningspolitisk Udvalg ved Det Unge Akademi og lektor på Syddansk Universitet, og som er én af de forskere, der har deltaget i undersøgelsen.

De fleste fonde har i dag en bevillingsprofil, der tilgodeser ansøgninger på bevillinger, der er over 10 mio. kroner. Forskernes efterspørgsel harmonerer derfor dårligt med den nuværende tendens til store forskningsbevilling.

»Balancen er tippet, fordi der er en større interesse i at støtte store forskningsprojekter. Det ville være positivt med en større vilje til at dele bevillingerne op i mindre portioner, så der kom flere bevillinger,« påpeger Henrik Dimke.

Han bakkes op af Peter Munk Christiansen, formand for Danmarks Frie Forskningsfond.

»Der er et stort behov for at investere mere i de mindre projekter og yngre forskere. Det gør vi (Danmarks Frie Forskningsfond, red.) allerede og bliver også ved med det fremadrettet. Men der er brug for flere midler til den type projekter, vi støtter. Ellers risikerer vi at komme til at undertrykke diversiteten i dansk forskning,« siger han.

En konsekvens af manglende balance i forskningsfinansiering er, at der opstår en såkaldt flaskehalseffekt mellem ph.d.’ere og etablerede forskere, hvor især mellemlaget af postdocs, adjunkter og yngre lektorer bliver klemt.

Yngre forskere bliver klemt

Efterspørgslen på konkurrenceudsatte forskningsmidler er steget i takt med et øget fokus på forskeres egen evne til at tiltrække ekstern finansiering.

Samtidig er succesraterne i forbindelse med ansøgninger om forskningsmidler historisk lave i disse år, hvor antallet af forskere også stiger, pointerer både Peter Munk Christiansen og Henrik Dimke.

»Det er blandt andet en konsekvens af den nedskæring, der kom på finansloven i 2016,« understreger Peter Munk Christiansen.

At der er kommet større konkurrence om færre forskningsmidler kan Henrik Dimke, der beskæftiger sig med fysiologisk grundforskning, sagtens mærke.

»Konkurrencen er generel benhård. Derfor er det ofte dem i mellemlaget, der bliver klemt – selvom man klarer sig rigtig godt – fordi man konkurrerer imod nogen med større forskningserfaring og derfor et bedre CV,« beskriver han.

Over de sidste 3-5 år er der kommet et øget fokus på det dette mellemlag af forskere, i takt med at der har været en betydelig vækst i antallet af yngre forskere. De er ofte afhængige af eksterne bevillinger for at kunne træde op på næste trin af karrierestigen. Men det er ikke nødvendigvis store bevillinger, der skal for at løfte karrieren eller forskningen til det næste niveau – snarere tværtimod, som det fremgår af forskernes svar i undersøgelsen.

Det er ligeledes en udfordring for forskere generelt, at minimumslængden på de projekter, bevillingen skal finansiere, er meget kort.

»Jeg betragter helt klart mig selv som en del af mellemlaget. Og her lever mange fra bevilling til bevilling, fordi de ofte kun gives for 1-2 år ad gangen,« beskriver Henrik Dimke, der derfor bruger rigtig meget tid på at søge nye bevillinger.

»Det ville frigive en masse forskningstid for mig, hvis jeg kunne få en bevilling på 5 år. Jo mere ro, man får, desto bedre bliver forskningen også,« mener han.

Henrik Dimkes ønske om en længere bevillingsperiode afviger ikke fra resultatet i undersøgelsen. Her efterspørger 9 ud af 10 forskere en minimumslængde på 3-5 år for det projekt, deres ideelle bevilling skal finansiere.

Skepsis omkring realisering

En konsekvens er de manglende små og mellemstore forskningsbevillinger er også, at igangværende forskning må bremses eller helt stoppes, og forskningsmiljøer brydes op.

Fire femtedele af forskerne i undersøgelsen efterspørger samtidig muligheden for at kunne arbejde videre inden for et eksisterende forskningsspor, som kunne give ny eller dybere indsigt. Men det er svært at skaffe midler til at videreføre forskningen.

»Fondene vil gerne se et nyt projekt, imens forskere ofte har et ønske om at blive i det eksisterende spor,« fortæller Henrik Dimke.

De nuværende omstændigheder betyder, at forskere i postdoc-stillinger er betydeligt mere skeptiske end det faste videnskabelige personale i forhold til, hvor realistisk det er for dem at tiltrække den ideelle forskningsbevilling.

Over halvdelen af postdocerne er skeptiske over for deres muligheder, imens det er godt en fjerdedel professorer, der deler den skepsis.

4 ud af 10 adspurgte forskere forklarer denne skepsis med en generel oplevelse af, at konkurrencen om de eksterne forskningsmidler netop er blevet ”uhensigtsmæssig stor, og succesraten tilsvarende lav”, fremgår det af rapporten.