En stor skandale har omgærdet det meget velrenommerede kræftcenter i New York, Memorial Sloan-Kettering, mere specifikt Jose Baselga, som faktisk var øverste lægelige leder af hele institutionen.
Kort tid efter en stort anlagt artikel i avisen The New York Times måtte han træde tilbage – noget hidtil uset i USA.
Baggrunden var, at Baselga, en pioner inden for behandling af brystkræft, i en række videnskabelige artikler havde undladt at angive, at han var lønnet af netop det medicinal-firma, hvis præparat han var med til at teste.
Tilmed var nogle af de mange artikler, han forfattede, men altså ikke angav finansiel interesse i, af en karakter, hvor kolleger kritiserede ham for at se for positivt på resultater for nye stoffer.
Dette er så at sige ‘dobbelt så værst’, som man siger i Jylland. Det viser nemlig den skævhed, som lige netop ikke må være i bedømmelsen af kliniske data.
Slet ikke når de data skal være grundlag for en FDA-godkendelse (FDA er den amerikanske sundhedsstyrelse, som står for at godkende mad- og lægemidler i USA).
Bedre blev det ikke af, at Baselga beskrev kritikken som »besynderlig«.
Ligesom sagen med hjertelægerne på Rigshospitalet i 2014, hvor forskningspenge ikke blev brugt i overensstemmelse med reglerne, skader sådan omtale selvsagt tilliden til lægers dømmekraft (det være sig anvendelse af forskningspenge eller åbenhjertighed over for samarbejde med industrien, nogle gange kaldet ‘Big Pharma’).
Baselga måtte derfor med rekordfart træde fuldstændig tilbage (eller blev fyret – det er ikke helt klart) fra alt arbejde på den institution, han havde ledet.
Efterfølgende har de tidsskrifter, for hvem han undlod at oplyse sine interesser for, meddelt, at de nu vil faktatjekke sådanne oplysninger.
Men kan man stole på, at vi i Danmark undgår den slags interessekonflikter, som Baselga blev fældet for?
Hvem holder øje med, om forbindelsen mellem Big Pharma og forskerne er for tæt? Og hvordan foregår kontrollen?
Der vil naturligvis altid være forskellige interesser på spil i udviklingen af et nyt medicinsk præparat.
I de fleste tilfælde vil forskeren af forskellige grunde have personlig interesse i at få et præparat bragt til markedsføring.
Den enkleste forklaring er, at hun/han brænder for sit arbejde, en anden er personlig vinding. Det sidste lyder odiøst, men som oftest dækker det over, at vedkommende skal investere overordentlig megen tid på projektet, herunder at være direktør for et privat selskab sat op til udelukkende at arbejde med præparatet.
Det siger sig selv, at hvis man kan gøre industrien interesseret i præparatet, vil det have umiddelbare fordele, fordi man kan drage nytte af dens erfaringer og logistik.
Den omvendte situation, altså at industrien på egen hånd har udviklet et præparat frem til klinisk testning, ses også meget hyppigt.
Her vil læger med interesse inden for et givet felt og med et solidt ry for at lede kliniske gennemprøvninger typisk blive kontaktet og fungere som ledere for disse.
Når videnskabelige undersøgelser skal offentliggøres, er det derfor uhyre vigtigt, at læserne får at vide, hvilke interesser forfatterne har finansielt.
Sådan har det ikke altid været, men enhver videnskabelig publikation indeholder nu en rubrik, hvor mulige interessekonflikter bliver omtalt.
Jeg mener personligt, at danske patienter kan stole på, at vore læger ordinerer medicin efter en omhyggelig afvejning af fordele og ulemper ved den.
Medicinrådet – et uafhængigt råd, som kommer med anbefalinger til regionerne om ny medicin kan tages i brug, har faktisk været så religiøs omkring dets medlemmers forhold til industrien, at visse delråd næsten ikke har kunnet besættes.
Men hellere dette end amerikanske tilstande, hvor selv topforskere altså kommer ud, hvor de ikke kan bunde – og går til bunds.
En succeshistorie med et præparat, der er kommet til verden uden finansielle interessekonflikter inden for mit felt er stoffet Imatinib.
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Vi har nu givet stoffet Imatinib i næsten 20 år, og det har gjort, at den frygtede kræfttype kronisk myeloide-leukæmi nu i langt de fleste tilfælde kan behandles med en tablet om morgenen med relativt få bivirkninger.
Det er en enestående glæde som læge at kunne komme med denne gode nyhed til en patient, som ofte er langt nede på grund af kræftdiagnosen.
Den type medicin er ikke nødvendigvis udviklet af medicinalindustrien, men kan udmærket være resultatet af forskning på universiteter. I tilfældet Imatinib var det faktisk sådan.
Imidlertid er der ingen universiteter, som har råd til at føre et præparat fra et tidligt stadium til godkendelse, for eksempel af den amerikanske sundhedsstyrelse, FDA.
For Imatinib var der én ansat fra firmaet CIBA-GEUGY i Schweiz, som stædigt kæmpede – sammen med to universitetsansatte i USA – for at få præparatet gennem denne meget lange proces, som kan koste flere milliarder kroner (ikke en slåfejl: Milliarder!).
Det kan du i øvrigt læse meget mere om i artiklen ‘Lægemidler skabes ved at finde ‘molekylet i høstakken‘.
I tilfældet Imatinib havde den mest fremtrædende læge absolut ingen finansiel interesse i markedsføringen, men det er faktisk kun et fåtal af tilfælde, dette gælder for.