‘Nedjustering af censornormer kan svække studerendes retssikkerhed’ 
Artikel l 20.12.2018

Nedjustering af censornormer kan svække studerendes retssikkerhed

P
Politik
Artikel l 20.12.2018
4 min
Universitetsledelsens beslutning om at reducere timetallet for ekstern censur kan gå ud over de studerendes mulighed for at få et godt fagligt udbytte, advarer flere eksperter og censorformænd.

Skrevet af

Asger Skovdal Jepsen

Journalist og politisk redaktør

Tomek Gjøl

Sigrid Friis Neergaard

Antallet af timer, som en ekstern censor har til at læse og bedømme et projekt på RUC, skal reduceres. Hvis man for eksempel skriver bachelorprojekt alene, nedjusteres normen fra fem timer og 45 minutter til tre timer. Det viser en oversigt over de nye normer. 

Det er en reducering, der ifølge både undervisere og censorformænd på humanistiske fag kan gå ud over de studerendes chancer for at få en fair eksamen.

Ifølge censorformand for Historiefaget, Hanne Caspersen, er det kritisabelt, at normerne bliver reduceret så meget. Det går ud over de studerendes læring.

»Man kan ikke være bekendt over for de studerende, at man skærer så meget i censuren,« siger hun.

»Retssikkerheden kan komme i fare, hvis censor ikke kan give det skriftlige den fornødne opmærksomhed, hvorved den endelige karakter kan blive misvisende«.

Censorformand for Historiefaget, Hanne Caspersen

Censor skal sikre kvalitet

Hanne Caspersen siger, at når normen sættes så meget ned, kan censor ikke leve op til de faglige krav, der kan forventes af den studerende. Det skyldes, at censor ikke vil kunne give vejlederen det nødvendige modspil i bedømmelsen.

»Retssikkerheden kan komme i fare, hvis censor ikke kan give det skriftlige den fornødne opmærksomhed, hvorved den endelige karakter kan blive misvisende,« skriver hun.

Censorformand for Journalistik, Kommunikation og Performance Design på RUC, Merete Wagner Hoffmann, er ligeledes foruroliget over de studerendes muligheder for at få en kvalificeret bedømmelse af deres kompetencer. Hun mener, at censor ikke får nok tid til at bedømme et projekt ordentligt inden for de vedtagne normer.

»Som studerende har man interesse i at have kvalificerede censorer, der har læst ens projekt eller opgave grundigt igennem, og som kan give en ordentlig vurdering af det arbejde, man har lagt i en besvarelse. Det bliver svækket, hvis censor ikke har tid til det,« siger hun.

Hendes bekymring bakkes op af et internt notat, skrevet af Studenterrådet på RUC (SR), som RUC Paper har fået aktindsigt i. I notatet står der, at censur efter SR’s mening skal sikre, at de studerende bliver bedømt rimeligt. En censor kan altså ikke varetage den opgave, når nedskæringerne levner for lidt tid til at læse projekterne ordentligt igennem, står der endvidere.

»Jeg tror godt, at censor kan eksaminere inden for den givne tid. Vi ligger ganske pænt med de normer«.

Rektor på RUC, Hanne Leth Andersen

Korrespondance er vigtig

For lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, Anita Mac, er reduceringen et symptom på, at besparelserne vil føre til, at det faglige udbytte af projekterne bliver dårligere. For hende bliver projektarbejdet efterhånden nedprioriteret så meget, at det på et tidspunkt ikke giver mening at kalde dem for projekter, i stedet bliver de til opgaver.

I RUC’s studieordninger er et projekt normeret til 11 uger. I virkeligheden er det Anita Macs erfaring, at en projektgruppe bruger fem til seks uger på projektet på grund af travlhed med andre kurser, forpligtelser og studieforløb. Eftersom projektarbejdet er RUC’s kernekompetence, er det for hende problematisk, at de studerende ikke kan bruge nok tid på dem.

Hvis projekternes omfang og bedømmelsesgrundlag bliver yderligere indskrænket på baggrund af ledelsens beslutning om at reducere normerne, frygter Anita Mac, at det faglige udbytte bukker under.

»Et projekt er per definition fuld af faglige uklarheder, og det er projektets læringspotentiale at arbejde med disse uklarheder. Men med færre sider og mindre tid skal man være fagligt klar fra starten af projektperioden. Hvis der ikke er tid til at arbejde med uklarheder, sker der et tab af faglighed,« siger hun.

Normer skal matche realiteten

I modsætning til censorformændene og de studerende mener rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, ikke, at de studerendes retssikkerhed er i fare.

»Man skal selvfølgelig have læst projektet, og så mener jeg, at man kan have en fin eksamen ud fra det. Jeg tror godt, at censor kan eksaminere inden for den givne tid. Vi ligger ganske pænt med de normer,« siger hun.

Hun genkender ikke kritikken af normerne eller at nedskæringerne vil betyde, at projekterne vil blive ensrettede på tværs af fag. 

»Vi har længe snakket om, at normerne var for høje. Samlet set. Derudover er normer altid et gennemsnit. Nogle projekter læser man hurtigt igennem, andre er vanskeligere. Det kan for eksempel være et projekt, der ligger på grænsen til at bestå. Samlet set går vi ikke rundt og tæller vores tid, hver gang vi gør noget. Men vi er nødt til at bruge normerne til at rammesætte,« siger rektoren.

Hun siger, at nedjusteringen kommer i forbindelse med, at RUC årligt skal spare 80 millioner kroner som følge af regeringens omprioriteringsbidrag. Hun synes heller ikke, at beslutningen om nedjusteringen er optimal, men at de nye normer stadig kan varetage den faglige kvalitet.

»Inden for de økonomiske rammer, vi har, synes jeg, at vi er landet et godt sted,« siger hun.