‘Kan mæslinger forebygge kræft?’ 
21.02.2019

Kan mæslinger forebygge kræft?

A
Aktuelt
21.02.2019
55 min
Nej, siger forskere. Og selv hvis der var en sammenhæng mellem mæslinger og kræft, er det ikke en grund til ikke at blive vaccineret.

Skrevet af

Videnskab.dk

’Mæslinger kan forebygge kræft’.

Måske er du stødt på denne påstand i løbet af den seneste uge, hvor folketingskandidat for Alternativet Allon Hein Sørensen søndag skrev på Twitter, at:

»Børn der har haft mæslinger og/eller andre børnesygdomme, har mindre chance for at få f.eks allergi og nogle typer af kræft, fordi disse sygdomme modner og udvikler deres immunsystem.«

Det citerer B.T., der har taget et screenshot af Allon Hein Sørensens tweet.

Folketingskandidaten slettede dog sit tweet igen mandag eftermiddag, efter at det satte gang i debatten og blandt andet fik Allon Hein Sørensens politiske modstander, folketingspolitiker Laura Lindahl fra Liberal Alliance, til tasterne.

Gammel Videnskab.dk-artikel bliver brugt i debatten

Også på Facebook fik påstanden luft under vingerne som et argument i diskussionen om, hvorvidt man bør lade sine børn vaccinere mod mæslinger.

Folketingskandidat for Alternativet Allon Hein Sørensens tweet fra søndag 10. februar, som B.T. nåede at tage et screenshot af, før det blev slettet igen mandag. (Foto: B.T.)

Det skete eksempelvis i et opslag 12. februar i facebook-gruppen ’Støt læger uden sponsor’, hvor en bruger linker til en Videnskab.dk-artikel fra 2011. Artiklen handler om et studie, hvor forskere undersøger, om mæslinger måske kan blive et nyt våben mod kræft.

I studiet har forskerne dog blot undersøgt nogle hypoteser om, hvorvidt et modificeret mæslingevirus kan manipuleres til udelukkende at ramme kræftceller, når det bevæger sig rundt i kroppen. De konkluderer ikke, at det rent faktisk er muligt.

Studiet kan ikke bruges som argument for ikke at lade sine børn vaccinere mod mæslinger.

Vi kan ikke påstå, at mæslinger forebygger kræft

Påstanden holder ikke af den simple årsag, at der ikke er nok forskning, der underbygger den.

Der findes enkelte, gamle studier, der viser, at mæslinger muligvis sænker risikoen for kræft i lymfeknuderne eller lymfebanerne. Men de studier er af dårlig videnskabelig kvalitet og står meget alene, fortæller Lars Jørgen Østergaard.

Han er klinisk professor i infektionsmedicin ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet og har hjulpet Videnskab.dk med at komme til bunds i de florerende historier om mæslinger og kræft.

»Man kan ikke sige, at der er tilstrækkeligt bevis for, at mæslinger som sygdom forebygger kræft. Det er en påstand, der slet ikke er underbygget,« fastslår Lars Jørgensen Østergaard overfor Videnskab.dk.

I et facebook-opslag i gruppen ‘Støt læger uden sponsor‘ blev påstanden om sammenhængen mellem mæslinger og kræft blandet ind i debatten om vacciner til børn. (Foto: Facebook / Anne Ringaard / Lea Pilsborg)

Kan ikke bruges i debatten om vacciner

Debatten slutter ikke her. For den fejlagtige sammenhæng mellem mæslinger og kræft er blevet brugt som argument i debatten om, hvorvidt man skal lade sine børn vaccinere.

»Selv hvis det nu var rigtigt, at børnesygdomme som mæslinger kunne forebygge kræft, så har det intet med vacciner at gøre,« siger Lars Jørgen Østergaard.

Det kan der hentes bevis for i den videnskabelige litteratur.

»En stor, systematisk gennemgang af al litteratur indenfor vaccinationer og udvikling af leukæmi, viser, at børn, der er vaccineret, har mindre risiko for at udvikle kræft,« fortæller Lars Jørgen Østergaard.

Systematisk studie af litteratur indenfor vaccinationer og kræft

  • Den videnskabelige gennemgang blev udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Scientific Reports i november 2017.
  • Undersøger sammenhængen mellem vacciner og leukæmi, der er en af de mest almindelige kræftformer blandt børn.
  • Studiet er et såkaldt ’litteratur review’. Dvs., at forskerne har analyseret al den eksisterende forskning om emnet
  • Det gør studiet til en meget pålidelig kilde til at finde ud af, hvad der er flest stærke beviser for i sagen.

Vaccine mod mæslinger udvikler og modner immunforsvaret

Der er endnu en grund til, at man ikke kan blande vacciner og sammenhængen mellem kræft og mæslinger sammen:

Ofte er argumenterne bag ikke at lade sig barn vaccinere, at sygdommene skulle udvikle og styrke barnets immunforsvar – ligesom Allon Hein Sørensen skrev i sit tweet.

Men faktisk har mæslinger langvarige følger for vores immunforsvar, og selv hvis vi har overvundet mæslingerne, gør den os modtagelige over for andre sygdomme, forklarer Michael Miner, der er postdoc fra Princeton University i en Videnskab.dk-artikel fra 2015: Mæslinger smadrer immunforsvaret.

»Vores studie viser, at mæslinger er meget værre, end vi hidtil har antaget, da de udsætter den smittede for at blive alvorligt syg af mange andre sygdomme. Derfor er det ekstremt vigtigt at bevare en høj grad af vaccinering, da konsekvenserne af mæslinger er meget mere ødelæggende, end man umiddelbart kan se ved sygdommen selv,« skriver Michael Miner i en mail til Videnskab.dk i artiklen.

Den danske forsker og børnelæge Lone Graff Stensballe fra Rigshospitalet pointerer i samme artikel, at vaccinen er vigtig, fordi den beskytter vores immunforsvar generelt.

»Mæslingevaccinen og andre vacciner i sig selv gør noget godt for vores immunforsvar, der er uafhængigt af den direkte beskyttelse mod en given sygdom. Dette kan vise sig at blive meget vigtigt, den dag mæslinger er udryddet, og man muligvis vil stoppe med at bruge vaccinen, for så fjerner man samtidig den gode virkning af vaccinen,« sagde hun til Videnskab.dk i 2015.

Ikke evidens for, at mæslinger kan forebygge kræft

Men hvorfor kan man ikke sige, at der er bevis for at mæslinger kan forebygge kræft? Når nu der findes nogle få studier, som peger på, at mæslinger muligvis kan sænke risikoen for kræft i nogle tilfælde, og når nu Videnskab.dk har skrevet om, at modificering af mæslingeceller muligvis kan blive et våben mod kræft.

På forskersprog kunne man også spørge, hvornår der er ’evidens’ for en påstand.

Skal man have evidens, altså tilstrækkeligt med stærke beviser, til at fastslå, om mæslinger kan forebygge kræft, så skal man have fat i flere rigtig store studier, som kan vise det.

»Der er blevet vaccineret cirka 55.000 børn om året i Danmark siden 1987, imens omkring 5.000 børn om året ikke er vaccineres,« fortæller Lars Jørgen Østergaard.

Professoren kommer med et eksempel på et studie, der ville være stort nok, til at være noget vi kan stole på:

»Med data fra 1987-2018 ville vi kunne undersøge omkring 1,5 millioner danskere, der er vaccineret, og 150.000, der ikke er. Vi ville kunne sammenligne, hvor mange i hver gruppe der har fået kræft, og så er vi oppe i nogle folkemængder, hvor vi kunne begynde at komme svaret lidt nærmere.«

Eller sagt på en anden måde: Der er ikke evidens for at påstå, at mæslinger kan forebygge kræft.