‘Kunderne snyder på vægten’ 
Artikel l 02.05.2019

Kunderne snyder på vægten

C
Campus
Artikel l 02.05.2019
2 min
Kantinen på RUC har oplevet en stigning i svind på grund af tyveri, efter at selvbetjeningskasser er blevet indført. Kunder snyder, når de skal slå deres varer ind.

Skrevet af

Mette Rolan-Kjærsgaard

Chefredaktør

»Det er møgirriterende – og det giver jo et tab, der betyder, at der er færre penge, at rutte med og drive kantinen for,« siger Køkkenchef Thomas Pedersen.

Han er godt træt af kunder, der ikke helt kan finde ud af selvbetjening. Eller ser det som en lidt for stor fristelse til at snyde med prisen. Han forklarer, at de opdager både studerende og ansatte, der har tastet forkert ved skærmene.

»Det er ikke fordi, vi fanger folk med noget i lommerne. Det er fordi, det er nemt at snyde, når man betaler med MobilePay eller med betalingskortkort ved selvbetjeningskassen. Så bliver en tallerken slået ind som salatboks eller en specialkaffe som en almindelig filterkaffe,« siger han.

Det er altså ikke altid tyveri, og det gør det også ekstra svært at gøre noget ved det, når en kunde bliver taget med en fejl på kvitteringen.

»Det sker både bevidst og ubevidst, men det er ved selvbetjeningskasserne, det sker, at folk er uærlige,« forklarer han.

»Det er ikke fordi, vi fanger folk med noget i lommerne. Det er fordi, det er nemt at snyde, når man betaler med MobilePay eller med betalingskortkort ved selvbetjeningskassen«.

Køkkenchef Thomas Pedersen

»Vi har ikke politianmeldt nogen. For det er jo svært at bevise, at det ikke bare var et uheld, når vi tager nogen i det. Og det vil være meget dyrt og besværligt at retsforfølge for så små beløb.«

Det er ikke kun ved vægten, svage sjæle blive fristet. Der er også smørtyve på spil i kantinen. Det er der dog blevet sat en stopper for, efter at ”smør-selv-bordet” er rykket ud af selve kantinen, så de små smørpakker nu skal betales ved kassen. Tidligere løj kunderne om, hvor mange pakker smør, der var røget på bollen.

»Det betyder, at vi er gået fra at bruge tre kasser smørpakker til én kasse smørpakker om dagen.«

Problemet med tyveri ved selvbetjening er straks en større hovedpine for køkkenchefen, der overvejer helt at fjerne muligheden for selv at betale.

»Bortset fra tidspunkter med meget høj belastning kunne vi godt droppe det. Vi gør det allerede, når det er muligt. Så sparer vi også udgiften til printerpapir og strøm.«