‘VALG. Uddannelsesordfører for Radikale Venstre: "Besparelser skal stoppes«’

Interview l 16.05.2019

VALG. Uddannelsesordfører for Radikale Venstre: "Besparelser skal stoppes«

Aktuelt

Interview l 16.05.2019

5 min

Foto: Dejan Obretkovic

Valget er skudt i gang, og også på uddannelses- og forskningsområdet står politikere klar med løfter og gode intentioner. RUC Paper bringer en række Q&A’s med de forskellige partiers ordførere på området. Første i rækken er Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre. Hun vil først og fremmest sætte en stopper for de udskældte 2-procent-besparelser.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

Hvis I vinder valget, hvad er så det første, I vil gøre?

»Det vigtigste er at få stoppet de ekstreme nedskæringer på uddannelsesområdet. De har voldsomme konsekvenser, for det tager ikke ret lang tid at ødelægge undervisningsmiljøer og forskningsmiljøer, men det tager meget lang tid at bygge dem op igen.

Hør, hvad Radikale Venstre vil gøre, hvis de vinder valget.

Hvordan vil I finde midler til at geninvestere?

»Det vil vi gøre ved at prioritere. Vi siger for eksempel, at nogle af de afgiftslettelser, der er indført, skal stoppes. Vi har generelt en skatte- og afgiftspolitik, der siger, at det, vi vil have mindre af, skal vi beskatte. Og det, vi vil have mere af, skal vi beskatte noget mindre.

Vi vil gerne have mere arbejde, og vi vil gerne have mindre forurening og spekulation. Desuden vil vi gerne tage bedre hånd om de nedslidte.

Ud over beskatning af visse områder, så skal nogle af midlerne findes ved, at vi skal være længere på arbejdsmarkedet.«

Hvis jeg får magt, som jeg har agt, så vil jeg derfor stoppe 2-procent-besparelserne med det samme og påbegynde geninvesteringer. Men der er jo sparet 20 milliarder indtil nu, så det er rigtig massivt, hvad der skal iværksættes i forhold til geninvesteringer.«

Fremdriftsreformen fra 2013 skulle sikre, at de studerende kom hurtigere igennem deres uddannelse. Flere studerende siger, at reformen har skabt et negativt pres og mere stress. Skal den rulles tilbage og er du enig i, at den har øget presset på de studerende?

»Ja, og det er jo nok den største læring, vi har haft i Radikale Venstre i de seneste år. For det var os, der satte fremdriftsreformen i gang. Og det gjorde vi jo for at sikre mere kvalitet i uddannelserne.

Men det medførte nogle virkelig voldsomme konsekvenser, som vi ikke havde set komme. Det skabte en kultur med et stort præstationspres og en voldsom ensretning.

Sofie Carsten Nielsen er medlem af Folketinget og uddannelses- og forskningsordfører for Radikale Venstre. Hun var minister for Uddannelse og Forskning fra 2014 til 2015. Hun er uddannet cand. scient. pol fra Københavns Universitet i 2002 og har en Master i europæisk politik og administration fra Europakollegiet i Brügge, Belgien, fra 2000 til 2001.

Derfor har vi også blødt op på fremdriftsreformen. Den er allerede blevet er blevet revideret én gang, så det er mere fleksibelt, hvor mange ETCS-points man skal have for at færdiggøre sig. Og så er den senest blevet revideret med bevillingsreformen, som alle partier i Folketinget er med i.

Bevillingsreformen betyder, at vi kan finansiere universiteterne på en anden måde, hvor midlerne ikke alene kommer fra taxameter-penge, men fra en højere grundbevilling.

Hvilket betyder, at mange af fremdriftselementerne faktisk er annulleret. Fremdriftsreformens mål er jo faktisk også nået, derfor så jeg gerne, at vi aflyste den helt og også slettede den i bevillingsreformen. Det er der imidlertid ikke politisk ikke opbakning til lige nu.«

I din tid som Uddannelses- og Forskningsminister indførte du dimensioneringsplanen, som du fik stor kritik for. De studerende mener, at det skaber et negativt pres, at man skal vælge sin uddannelse ud fra den aktuelle arbejdsmarkedssituation frem for at vælge med hjertet. Hvad tænker du om dimensioneringsplanen i dag?

»Det var aldrig intentionen, at det var de studerende, der skulle tænke meget mere over, hvordan deres uddannelse passede ind i arbejdsmarkedet. Man skal gøre det, man brænder for, for vi kan ikke forudse arbejdsmarkedet i fremtiden.

Hvad er fremdriftsreformen

Fremdriftsreform fra 2013 stillede krav til universiteterne om at reducere den gennemsnitlige studietidsoverskridelse med 4,3 måneder frem mod 2020.

I november 2015 indgik Venstre, Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti en aftale om justering af fremdriftsreformen. Aftalen bidrog til, at institutionerne fik mere frihed og fleksible rammer til at tilrettelægge uddannelserne efter de konkrete udfordringer og behov. De fleste universiteter har for eksempel indført krav om, at de studerende skal bestå minimum 45 ECTS-point per studieår.

Et af midlerne til at få de studerende hurtigere igennem var mulighed for at fratage de studerende SU, hvis de blev forsinket ud over seks måneder. Ministeren bag reformen var Radikale Venstres Morten Østergaard.

Kilde: Uddannelses- og forskningsministeriet

Ideen var, at der skulle skæres nogle pladser fra universiteternes side. Nogle studieretninger havde alt for mange pladser og alt for mange, der efterfølgende ikke kunne komme i arbejde. Taxametersystemet, hvor man får penge for hver enkelt plads, havde skabt en forvridende tilskyndelse til at sige ”vi skaber lige nogle flere pladser her og trækker nogle flere penge”. Og det er ikke i de studerendes interesse.

Nogle videregående uddannelsesinstitutioner havde misbrugt muligheden for at tiltrække taxameterpenge, så jeg fortryder ikke dimensioneringen.

Af samme grund er hele måden at bevillige penge på ændret. Nu giver vi en højere grundbevilling, og det er så uddannelsesinstitutionernes penge, som vi ikke kan pille ved. Og først efter den højere grundbevilling får man penge per hoved. Så jeg har ikke indtryk af, at dimensionering er så stort et problem i dag.«

Men hvad så med fag som for eksempel ægyptologi og assyriologi, hvor ledigheden er mellem 44 og 46 procent. Skal man ind og kigge på dem?

»Nej, vi har en småfagsbeskyttelse. Der er nogle fag, som vi har behov for, at der er liv i, og som folk brænder for. Så kan det godt være, at man ikke får et arbejde lige inden for det specifikke fag, men måske kan man kombinere det med noget andet.

Uddannelse er vigtig for uddannelsens skyld. Så vi skal ikke bare lukke uddannelser, fordi der er en høj ledighed. Vi har brug for, at de små fag, også sprogfag, bliver beskyttet. Og måske beskyttet bedre, end vi gør nu.«

Hvad er dimensioneringsplanen

Da daværende minister Sofie Carsten Nielsen i 2015 indførte dimensioneringsplanen, betød det, at landets universiteter på landsplan mistede 2.972 bachelorpladser. Ud af dem mistede RUC 200 bachelorpladser.

Dengang sagde Sofie Carsten Nielsen:

»Det var vigtigt, at vi kom i gang med at dimensionere, så vi i fremtiden får færre studerende, der ikke kan bruge deres uddannelse til noget. Mit eneste sigte er, at de studerende kan få et job, når de er færdige med deres uddannelse. Desværre har der været for mange med en humanistisk uddannelse, der ikke er kommet i gang på arbejdsmarkedet inden for rimelig tid.«

Kilde: Magisterbladet

»Vi har været og er indædte modstandere af uddannelsesloftet. Det er helt forkert tænkning, det er så gammeldags og snobbet.«

Hvad med uddannelsesloftet?

»Vi har været og er indædte modstandere af uddannelsesloftet. Det er helt forkert tænkning, det er så gammeldags og snobbet. Tværtimod har vi brug for mange flere, der kan gå på kryds og tværs af uddannelser.
Og nu har man indført endnu et uddannelsesloft på de internationale studieuddannelser, hvor man begrænser antallet af engelsksprogede studiepladser. Så nu har vi altså to lofter.«

I forhold til engelsksprogede studerende, så har der været snak om, at mange forlader Danmark igen – og derfor vil man begrænse pladserne. Gør man ikke ret i det?

»Nej, i stedet burde man gøre en indsats for at få flere til at blive. Det er stadig et faktum, at trods alle dem, der forlader Danmark efter endt uddannelse, så er de udenlandske studerende stadig en rigtig god forretning for Danmark. De er et plus i statskassen hvert eneste år.

Det er hykleri af værste skuffe at sige, at hvis du kommer fra udlandet og vil læse her, så må du ikke tage hjem igen. Vi vil jo gerne have de danske studerende til at tage ud og læse, og dem vil vi gerne have hjem igen. Det er jo hele grundtanken med uddannelse og forskning, at det går over grænserne.«

Hvad tænker du om det nuværende optagelsessystem, hvor der er stor fokus på karakterer?

»Jeg vil gerne have et andet optagelsessystem, et mere blandet et af slagsen, som man for eksempel har på SDU (hvor de studerende skal til samtale på visse fag inden optagelse, red.). Det er ikke, fordi samtaler skal erstatte karakterer, men samtaler skal betyde mere, og snittene skal betyde mindre.«

»Det er hykleri af værste skuffe at sige, at hvis du kommer fra udlandet og vil læse her, så må du ikke tage hjem igen.«

Det er også det, som regeringen lægger op til med Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers (V) nye uddannelsesudspil. Ud over at ændre optagelsessystemet vil man også fjerne den såkaldte karakterbonus på 1,08 samt oprette en 1-årig masteruddannelse. Støtter du op om udspillet?

»Erhvervskandidaten er jo mit udspil fra 2015, et udspil, der ikke kom igennem. Vi går klart ind for at skabe deltidskandidater og vi går også ind for, at der skal være mere tid mellem bacheloren og kandidaten til at prøve ting af. Tidligere minister Esben Lunde (V) sagde, at det kom aldrig til at ske, så jeg er glad for, at den nye minister er vendt 180 grader.«

I den seneste tid har der været en del debat om medbestemmelse på universiteterne. På RUC har flere kritiseret, at man ikke har lyttet nok til studienævnene.
Bevæger vi os hen et sted, hvor der er mindre medbestemmelse og mere centralisering på universiteterne?

»Det er et emne, som vi har diskuteret meget, og jeg synes, at vi har prøvet at justere, så der kommer mere medbestemmelse.

Jeg mener ikke, at vi skal tilbage til 70’erne, hvor universitetet var sit eget demokrati. For universitetet er en del af resten af samfundet og er offentligt finansieret. Og man kan ikke slippe for, at politikerne interesserer sig for, hvad der sket på universitetet.

Men det skal ikke blive som andre steder i den offentlige sektor, hvor man pludselig skal afrapportere alt muligt for at nå en hulens masse mål. Vi skal finde en måde at lægge hænderne på kogepladen sammen – universitetsledelserne og politikerne. Vi skal blive enige om nogle mål som vi styrer efter, og så give tid til metodefrihed og inddragelse af de studerende.«