‘Politisk kunst indtager Roskilde Universitetsbibliotek’ 
07.06.2019

Politisk kunst indtager Roskilde Universitetsbibliotek

A
Aktuelt
07.06.2019
2 min
Der er meget andet end bøger og magasiner at finde på RUC’s bibliotek. Studerende og ansatte kan nemlig få lov til at fremvise egne kunstneriske værker – lige nu kan du se udstillingen ’Observatøren’.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

Studerende, ansatte og andre besøgende kan i de kommende måneder få kunst med på vejen, hvis de kommer forbi Roskilde Universitetsbibliotek. Og de kan også få lov til selv at vise deres kunstneriske og kreative sider frem.

Biblioteket inviterer nemlig fremadrettet alle interesserede i at byde ind med kunstneriske indslag.

»Vi synes, at det er en sjov ide at tilbyde et sted, hvor alle kan udstille. I starten var det kun ansatte, men nu er det også studerende, og det er bestemt noget, vi vil fortsætte med, «siger bibliotekar Trine Winther Johannsen.

Nogle af dem, der har benyttet sig af chancen for at vise, hvad de kan, er RUC-studerende Janus Christian Hald og tidligere RUC-studerende Christian Nielsen. Med kunstprojektet ’Observatøren’ forsøger de at udgive en god blanding af samfundskritik og humor gennem illustrativ kunst.

Både Christian Nielsen og Janus Christian Hald har læst en bachelor i politik og administration. Og det er ønsket om at formidle på en anden måde end den saglige og videnskabelige, der ligger til grund for deres kunstprojekt, som er inspireret af blandt andet de gamle gruk af Piet Hein. 

Værkerne skal stå som en treenighed af videnskab, kunst og politik, fortæller Janus Christian Hald, der står for teksten og de lyriske indslag.

»Inden for det videnskabelige felt må man ikke mene alt for meget. Det her er vores ventil til at bruge den viden, vi har fået på universitetet, på en anden måde. Vi tilføjer lige en anden vinkel til tingene,« siger Janus Christian Hald, som læser en kandidat i forvaltning på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC. Det er ham, som står bag teksterne i værkerne, mens Christian Nielsen står bag det digitale og grafiske.   

Janus Christian Hald og Christian Nielsen har modtaget flere positive tilbagemeldinger på udstillingen. »Det virker, som om der er et behov for, at der bliver genereret noget andet og mere herude, og det lader til, at det er begyndt at blomstre op. Vi har også lige haft RUC Revyen for første gang,« siger han.

Også bibliotekar Trine Winther Johannsen oplever, at folk reagerer positivt. Ikke mindst på værkerne i ’Observatøren’.

»Vi kan jo stå og høre, at der bliver klukket lidt over dem,« siger hun.

Udstillingen ’Observatøren’ kan ses på biblioteket frem til starten af september.

De grafiske billeder og teksten er inspireret af andre Storm P. og Piet Hein.