Det er et tilfældigt møde. En femårig Vesterbro-dreng med sin mor i hånden og en gademusikant med en violin klemt under hagen. Sidstnævnte koncentreret om at aftvinge instrumentets hårde strenge så lokkende toner, at de forbipasserende blødgøres tilpas meget til at smide mønter i hatten.

Måske mødes de to, drengen Erik Bendtsen og musikanten, i et blik. Måske er det kun drengen, der bemærker manden. Men det er et syn, der sætter sig så dybt i ham, at musikanten følger ham som en skygge ind i biografmørket og får Bambi, Mickey Mouse og Jingle Bells til at fortone sig til fordel for en tung tristhed.

Et åndeligt instinkt

Behovet for at finde svar på store eksistentielle spørgsmål, er Erik Bendtsen ikke alene med. Det ligger i alle mennesker – som et biologisk eller åndeligt instinkt, forklarer han. Og fordi vi mennesker er planorienterede og sætter os mål, så har vi svært ved at forestille os eller acceptere, at vi er her ved et tilfælde. Vi søger efter en mening og en sammenhæng, og behovet stirrer os hele tiden i øjnene. På det bevidste eller ubevidste plan.

»Som mennesker kan vi reflektere over vores eget liv, kigge på os selv og spørge, hvorfor er jeg her, hvorfor er jeg blevet den, jeg er, er der en plan for mig? Helt banale spørgsmål, som så kan blæses op til: Hvorfor er der en verden, er der en mening med den?«

Efter årtiers eftersøgning er Erik Bendtsen ikke kommet frem til et entydigt svar. Ganske enkelt fordi, det ikke findes. Der er ikke en universel mening med livet, fastslår han. Der er kun den mening, som vi finder inde i os selv. Og den er ikke konstant, meningen, den kommer og går.

»Vi kan finde mening i glimt, vi kan ikke gøre det hele livet igennem. Tingene bryder sammen for os hele tiden, der er ting, vi ikke forstår. Og så kommer oplevelsen af meningsløshed, den ligger og lurer, og ind imellem kan den bryde ud i lys lue«.

Selv finder Erik Bendtsen meningen med livet i sit forhold til sine omgivelser. Og igennem sit arbejde.

»Men jeg har ikke en konkret opskrift på den. Jeg prøver at indkredse den. Man skaber den og møder den kortvarigt og sjældent, for eksempel i en forelskelse. Man kan også sige, at der, hvor man dybest set skaber den, det er igennem engagementet i de rigtige ting. Og med de rigtige ting, mener jeg, når der er en sammenhæng i vores eget liv og i det, der sker omkring os. For det skal være væsentligt, ikke kun i forhold til vores eget liv, men også i forhold til andres«.

Han kan nævne et godt vejledermøde som noget, der giver ham mening. Eller hvis han får en god ide. Eller står til en forelæsning eller et foredrag, hvor han kan mærke, at tilhørerne er med ham og er engagerede, og hvor lokalet er fyldt med energi og inspiration. Hvor han tænker, at ”det var pokkers”. Det er øjeblikket, hvor alt går op i en højere enhed, og hvor han bare er.

»Det er en form for lykkefølelse, som man ikke nødvendigvis er opmærksom på, fordi man bare er i den. De fleste af os genkender følelsen, fra da vi var børn og var engagerede i en leg. I den fortabelse i nuet er der ikke noget problem med at finde mening. Desværre mister mange af os den evne gennem opvæksten. Jeg føler selv, at jeg har bevaret den gennem mit arbejde med filosofien – evnen til at fortabe mig og glæde mig og føle kærlighed til livet«.

 En følelse af fremmedhed

Erik Bendtsen er opvokset på stenbroen, i en lille lejlighed med en mor, der gjorde rent og en far, der arbejdede hos postvæsnet. Penge var der ikke mange af, men netop kærlighed trivedes til gengæld i hjemmet, fortæller han. Hans mor var ”meget, meget kærlig og også meget overbeskyttende,” men ”ikke så klog,” og hans far var analfabet, når det kom til at skrive.  Men han kunne læse og læste ofte højt for Erik og lillebroren fra de dengang så populære Jan-bøger.

Højere uddannelse og kultur var ikke noget, der blev talt om i hjemmet, og Erik Bendtsen anede ikke, at der var noget, der hed gymnasiet eller videregående uddannelse. Det gjorde klassekammeraterne heller ikke. Til gengæld var de gode til at slås og til at gøre oprør mod systemet, om det så var skolen, politiet eller kommunen. Og helt med rette, fortæller Erik Bendtsen.

»Vi havde de her lærere, som kom ind på det mørke Vesterbro og følte, at de gjorde et socialt stykke arbejde. Og man kunne jo høre det på den måde, de snakkede om os. Der lå en paternalistisk, formynderisk holdning til både forældre og børn«.

I modsætning til klassekammeraterne reagerede Erik Bendtsen ikke med oprør. Tværtimod blev han en del af systemet, fortæller han. Men samtidig med, at han faldt mere ind i det etablerede højere system, faldt han mere og mere ud af sine nære omgivelser.

»Jeg havde slet ikke den forståelse oprindeligt, at der var forskel på mennesker. Indtil jeg opdagede, at der var noget, der hed mellemskolen. Og det kom min fætter ikke i, mens jeg gjorde. Hans mor begyndte allerede dengang at kalde mig professor, fordi jeg blev fremhævet af lærerne. Det var dødubehageligt,« husker han.

Samme følelse af fremmedhed opstod mellem ham og hans forældre. Særligt da han kom videre i gymnasiet og fik venner, der introducerede ham til Freud og Sartre.

»Mine forældre anede jo ikke, hvad det var. De forstod ikke en døjt af, hvad jeg lavede. Jeg kunne mærke, at de af og til tænkte: ”Hvad er han for en fyr?” Det var først, da jeg blev voksen og selv fik børn, at vi fik et tættere og mere ukompliceret forhold,« siger han.

Følelsen af at være en fremmed – af ikke at passe ind, er noget, han vender tilbage til flere gange. Måske er det et grundvilkår, når det kommer til at være et menneske. Og måske netop derfor er han så optaget af at forstå, hvad han er kommet af. Selvforståelse, siger han, er en pligt.

Der er ingen højere magt

Erik Bendtsen rykker på sig i stolen. Hænderne foldes i skødet, mens han holder en kort pause i talestrømmen. Et bordur på kaminen markerer, at klokken slår elleve. Ved siden af det konstant tikkende ur, som er arvet fra hans svigerforældre, troner en buttet Buddha-figur. De to genstande, uret og buddhaen, står i hver sit ringhjørne på kaminen. Men i Erik Bendtsens hjem er der ikke nogen tvivl om, hvem der har vundet kampen mellem de to.

»Buddha-figuren stod i kælderen hos min kones morfar. Og så tænkte jeg, at den var da meget hyggelig. Men jeg er dybt skeptisk over for det spirituelle. Jeg er meget rationel, jeg tror på det videnskabelige. Min kone, som var meget tæt på sin mor, der nu er død, siger af og til: ”Mon hun sidder et sted deroppe og følger med?” Men så ender hun som regel med at ryste på hovedet,« smiler Erik Bendtsen.

Generationer tilbage var der ingen, der rystede på hovedet, hvis man tyede til at finde et svar deroppe i det høje. Tværtimod. Det var dengang, hvor samfundet var langt mere homogent, og hvor præsten havde svaret på alt. Og det gjorde på sin vis tilværelsen lidt mere enkel. For der var altid en mening med tingene. Uanset hvor meningsløse tingene lod til at være, forklarer Erik Bendtsen.

»Hvis jeg levede i middelalderen og havde mistet hele min familie til den sorte død, så ville jeg måske gå hen til den nærmeste præst og sige, at det var jo helt meningsløst. Men præstens svar ville altid være, at der var en mening, at Gud havde en mening med alt, uanset at vi kunne have svært ved at se den. Det er blandt andet det, religionen kan give nogle mennesker– et formål med tilværelsen og en tro på, at der er en skabende kraft bag alt«.

Begynder vi at tvivle på det, så må vi finde en mening andre steder. For eksempel inden for videnskaberne eller naturvidenskaben. »Men problemet er bare,» siger Erik Bendtsen, »at naturvidenskaben kan godt fortælle os, hvordan tingene hænger sammen. Men den kan ikke fortælle os, hvorfor de hænger sammen, som de gør«.

Når ’hvorfor’ ikke kan finde sit ’fordi’, så vender nogle af os tilbage til religionen. Særligt når livet bliver svært, og angsten og afmægtigheden fylder os op. Som når vi bliver mindet om, at vi engang skal dø – og at der intet er, vi kan stille op mod det faktum.

»Man kan tage den kræftsyge veninde, som min kone er sammen med i Småland. Hun har meldt sig ind i Folkekirken igen, efter sin sygdom. Og det kan jeg sagtens forstå, for vi vil jo så gerne se et formål med tingene og forstå, hvorfor de er, som de erpå en trøstende måde,« fortæller han.

Atter andre finder svaret et helt andet sted, for eksempel i en samfundsutopi. Erik Bendtsen er selv venstreorienteret, forklarer han. Men han mener, at det er tåbeligt at tro på, at en utopi, som eksempelvis kommunismen, kan give os en mening med livet. Tværtimod kan en kultur eller et samfund berøve os følelsen af mening. Et retfærdigt samfund og en levende fællesskabsorienteret kultur kan hjælpe os til at skabe mening, men i sidste ende er det vores eget problem og kamp.

»Da jeg arbejdede i gymnasiet oplevede jeg flere mennesker, der gik helt ned med flaget, da muren faldt. De har levet på en illusion, og da den brister, så mister de også deres mening med tilværelsen. Den der tro på en samfundsutopi, den har slået mange mennesker ihjel,« siger han.

Jo mere Erik Bendtsen fortæller om menneskets søgen efter livets mening, jo mere lader den til, meningen, at glide én af hænde. For hver gang man synes, at man har nærmet sig et svar, dukker et nyt spørgsmål op. Men det er betingelserne, når man beskæftiger sig med et så udefinerbart materiale:

»I modsætning til visse emner inden for filosofi, hvor vi har et emne, som vi bevæger os ud fra, så arbejder vi her med noget, der er så uhåndgribeligt, at jeg kun kan give billeder af det. Det er meget nemmere at forklare meningsløshed end mening,« siger han.

Og hvorfor bliver vi, på trods af vanskelighederne, ved med at spørge og søge efter et svar? Fordi det netop er dét, der gør os til mennesker, understreger han.

»Bliver vi berøvet muligheden for at stille spørgsmål og finde svar, så bliver vi også berøvet vores menneskelighed og værdighed. Og dermed risikerer vi at gå til grunde,« fortæller han og fortsætter:

»Et godt eksempel på at blive berøvet sit “hvorfor’ og dermed sin menneskelighed findes i bogen ”Hvis dette et menneske” skrevet af den italienske jøde Primo Levi. Han skriver om sin ankomst til koncentrationslejren Auschwitz, at han var frygtelig tørstig og derfor knækkede en istap af, som han begyndte at slikke på. Indtil en ung tysk soldat kom hen og tog den ud af hånden på ham. ”Warum?” spurgte Primo Levi. ”Hier gibt es kein warum” – her findes intet hvorfor, svarede den tyske soldat. Under de forhold, den meningsløshed, der tror jeg, at jeg ville være gået til grunde den første dag. Jeg kan ikke forestille mig et værre mareridt«.

Ondskab og kærlighed

Erik Bendtsen lægger ikke skjul på, at han er et følsomt menneske. Der ofte kommer til at forestille sig netop de værste mareridt. Eller ligge vågen om natten og græde tørt over krigen i Syrien eller over en kvinde, han så stå i Istedgade og se elendig ud. Sådan har det altid været. Men det er blevet værre med alderen, forklarer han. Og når han tænker tilbage, eskalerede det i virkeligheden nok, da han fik børn. I dag er der film, som han undgår at se. Fordi de kryber for langt ind under huden på ham, og han ikke kan filtrere mørket fra.

Men det er samtidig nødvendigt, understreger han, at se det onde i øjnene.

»Jeg er ikke masochist, men lidelse er jo et grundvilkår. Friedrich Nietzsche mente, at et af den vestlige verdens problemer er, at vi forsager lidelse og ikke vil se den i øjnene. Og vi skal passe på, at vi ikke bliver så bange for lidelse, at vi ikke kan udholde noget som helst. Vi skal finde en balance mellem ikke at gå til grunde og have for meget angst og samtidig heller ikke fortrænge, hvor dårligt andre har det,« siger han.

»Men jeg er ikke selv den bedste. Jeg kan blive fysisk dårlig af at læse om ondskab. Jeg kan heller ikke tåle at se blod, jeg går ud som et lys. Så det er underligt, jeg arbejder med ondskab, ikke? Det er lidt af et paradoks,« funderer han. Og bevæger sig således ind på sit andet store forskningsområde: Ondskab. For hvad er det, og hvordan defineres det?

Der er grader af ondskab, starter Erik Bendtsen med at forklare. Og fortæller om en dreng, som engang for mange år siden, søgte at være med i hans og fætterens leg i Skydebaneparken på Vesterbro. Drengen var meget skeløjet. Og mens Erik Bendtsen havde ondt af ham, så var fætteren mere kontant. Han måtte ikke lege med.

»Ondskab kommer helt grundlæggende først og fremmest af uvidenhed,« forklarer han. »At man er uvidende om sig selv og om andres smerte – og at man vælger at lukke sig for andre, at man vender ryggen til dem.«

Sagt med andre ord, medfølelsen, empatien, får ikke lov til at spille en særlig stor rolle.

Det kan være, at vi rent kulturelt er blevet tillært, at en vis gruppe mennesker ikke er så meget værd som andre – her er Holocaust et klokkeklart eksempel, forklarer Erik Bendtsen. Og på den måde er det blevet legitimt at behandle en særlig gruppe mennesker dårligt.

Men det er vigtigt at understrege, at uvidenhed ikke kan bruges som en undskyldning for en ond handling. For vi har som mennesker pligt til, og ikke mindst som oftest mulighed for, at sætte os ind i, hvilken konsekvens vores handlinger har, lyder det.

Næste skridt på ondskabens skala er ligegyldighed. Hvor man som menneske godt ved, at man gør andre ondt, men hvor ”det rager mig en papand,” som Erik Bendtsen udtrykker det. Det kunne også være, at man fortsætter med en handling, selv om man ved, at den forårsager lidelse. Og selvom man ved, at det ikke er en strengt nødvendig handling.

»Lad os tage et eksempel. Er det absolut nødvendigt at spise kød? For hvis ikke, så er det at spise kød faktisk en ond handling, fordi det forårsager lidelse for dyret og for klimaet. Og det ved vi godt, men vi vælger ikke at forholde os til det. Det er ondskab, der kommer af, at vi lukker øjnene. Den tendens gennemsyrer de fleste af os,« siger Erik Bendtsen.

»Jeg prøver selv at leve så rigtigt som muligt. Det har noget at gøre med, hvem jeg stemmer på, og hvad jeg køber. Jeg forsøger at købe så bæredygtigt som muligt. Men er der ondt i mig? Jeg håber det ikke. Men jeg kan da for eksempel sagtens blive vred, selv om jeg prøver at tøjle min vrede og ikke sige ting i vrede, jeg ikke mener. Og derfor er det så uendeligt vigtigt at lære at forstå sig selv. Og for at forstå sig selv, skal man forstå verden. For mig at se er det en evig proces at forstå sig selv og sine behov. Og at indse, hvad det er for nogle ting, man skal bekæmpe i sig selv, og hvad man skal udvikle«.

Næste skridt på skalaen er den ondskabsfulde handling, hvor man decideret ønsker at gøre et andet menneske ondt. Eller ligefrem nyder det. Det kan være en hævngerning. Eller der kan være tale om et menneske, der er blevet ødelagt eller traumatiseret allerede i barndommen. Et menneske, der mangler den empati, der gør os menneskelige.

»Det er et menneske, der mistet kærligheden til livet og sig selv. Og som, måske ubevidst, ønsker, at andre skal mærke den samme smerte. Det er noget med, at hvis man ikke selv har fået kærlighed, så skal andre i hvert fald heller ikke have den,« siger han og leverer det, der måske er det tætteste, han kan komme på sin sandhed, eller svar, om man vil:

»Kærlighed til livet er det, der giver en overskud til andre mennesker og til ens eget liv. At man er glad for, at der er en verden derude, med mange grumme ting, men også mange smukke ting. Og selv om det ser sort ud, så har man pligt til at kæmpe videre.  Man skal kunne se det smukke i de mindste ting. I et lille blad, som romantikerne siger det. Mister man sansen for det, så mister man også meningen med tilværelsen«.