Coronavirussen, eller den såkaldte COVID-19, har vendt op og ned på danskernes hverdag og samfundets økonomi. Når snakken går på COVID-19, bliver det hurtigt til komplekse svar. Derfor har RUC Paper interviewet fire forskere, der repræsenterer hver sit fakultet på RUC, i forsøget på at gøre jer klogere. Det er Lone Simonsen, Jesper Jespersen, Katia Dupret og Pernille Almlund.

Læs også, hvad de andre tre forskere siger om alt fra regerings-tiltagenes effekt på smittespredningen,  til virussens påvirkning på økonomien, samt hvordan myndighederne har håndteret kommunikationen til borgerne.

Katia Dupret, lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC og forsker i fremtidens arbejdsmarked

Hvad er konsekvenserne ved, at der er rigtigt mange danskere, der lige pludselig skal sidde hjemme og arbejde? 

»I fremtidens arbejdsmarked bliver arbejdslivet og hjemmelivet på mange måder smeltet sammen, og det er også det, jeg har forsket i. Fremtiden er der sådan set nu, men med coronavirussens frembrud bliver der skruet helt op for det. Det betyder, at vi alle sammen sidder derhjemme i stuerne og skal forholde os til, hvordan vi indretter vores hverdag på meget kort tid. Det er ikke alle, der har mulighed for et hjemmekontor; man har hjemmegående børn, man kan have familie, som skal bruge samme internetkobling, eller som er særligt sårbare og så videre. Hjemmelivet har arbejdspladsen ikke for vane at fokusere på, men det skal der sættes mere spotlys på nu. Den enkelte skal tage ansvaret for, at man sætter sig foran skærmen og arbejder, men arbejdspladsen har også et ansvar for at hjælpe med at håndtere de meget forskellige vilkår, som folk har.

Noget andet er hele spørgsmålet om, hvordan hjemmearbejde påvirker arbejdsintensivering. På den ene side skal man være forberedt på en anden måde, når vi mødes virtuelt, hvilket kan gøre møder mere effektive og frigive tid. Altså folk skal have læst materialet, sætte sig ned, og have en dagsorden over, hvad man skal beslutte, og hvad der er til videre drøftelse osv. Der er en klar ramme. Vi bliver måske i virkeligheden mere systematiske. På den anden side så øges arbejdsintensiveringen også, fordi man skal udføre alt det arbejde, man plejer; men oveni skal man måske også sætte sig ind i helt nye teknologier. Der er mange ting, som ikke blot afklares ved en kort snak, men som skal skrives ned og formaliseres, og oven i alt det, skal man håndtere hjemme-cirkusset samtidig.«

Der bliver snakket om, at man konstant er tilgængelige, når hjemmet bliver arbejdsarenaen. Hvordan påvirker det os som mennesker? 

»Det er vigtigt, at vi skaber nogle restitueringsperioder, fordi hvis vi ikke kan sige, at nu har vi fri, så er det meget svært at genoplade psykisk. Vi kan godt i perioder have travlt, hvis vi også har perioder, hvor vi gør nogle andre ting end at arbejde. Som medarbejdere repræsenterer vi vores arbejdsplads, og hvis vi hele tiden har vores arbejde med, så er vi hele tiden ansvarlige og står til regnskab for vores arbejde. Det er det, mange læger er ude for, når de for eksempel er hos tante Gitte og bliver spurgt, om de kan kigge på et modermærke på nevøen. Så hvis du både er tilgængelig for andre og repræsentant for din arbejdsplads, så betyder det, at du ikke har nogen restitueringsperioder. Hvis arbejdspladsen bevæger sig ind i privaten ved, at man også fysisk er på arbejde derhjemme, så bliver privatsfæren enormt indskrænket. Derfor bliver det vigtigt, at man ikke bare individuelt skaber nogle rammer, men at man også som arbejdsplads sætter nogle rammer for, hvornår deres medarbejdere arbejder.«

Hvordan påvirker det os så psykologisk som mennesker, at kommunikationen udelukkende foregår virtuelt? 

»I min forskning har jeg også undersøgt brugen af virtuelle kommunikationsværktøjer. Og kommunikation online er faktisk overhovedet ikke fri for magtkampe eller usikkerhed. Selvom den dimension med aflæsning af kropssprog og mimik til en vis grad er sat ud af kraft, så udvikler vi nogle andre kompetencer, når vi mødes virtuelt. Altså vi læser os til de sociale koder på andre måder. Det vil sige, at vi lægger mærke til, hvis der er ord, der ikke bliver sagt, eller hvis en leder kommenterer på for eksempel et skriftligt udkast, eller der er en, som afbryder og så videre. Du er derfor stadig opmærksom på det, vi kalder socialpsykologiske mekanismer i det virtuelle univers. Altså hvem får taleret, hvem bliver hørt i beslutninger, har alle været med til det her møde, som skulle være med og så videre.«

Men er det ikke stadig vigtigt at have den fysiske kontakt?

»Selvfølgelig er det at røre hinanden og mærke kærlighed og anerkendelse ekstremt vigtigt. Men når det så er sagt, så har jeg også forsket i, hvordan både virtuelle teknologier og robotteknologier udfordrer definitionen af, hvad nærhed og intimitet er. Man kan ikke drage den konklusion, at hvis vi kun mødes virtuelt over nettet, så bliver vi følelsesmæssigt afstumpede mennesker. I nogle situationer kan der skabes en stor intimitet og nærhed ved at kommunikere online. Vores verden er global. Vi har kontakt med familiemedlemmer overalt på kloden. Der er gamle, demente mennesker, som sidder og kæler med en robotsæl og bliver rolige og føler intimitet via den. Så man skal kigge på de enkelte brug af teknologi; vi kan ikke generelt sige, at teknologi gør, at vi bliver kolde mennesker.«

RUC har jo som en del af hjemmearbejdet sat fjernundervisningen ind. Kan du prøve at beskrive, hvordan det ændrer læringen?

»Når man først har lært at bruge de teknologiske værktøjer, skal man også have blik for de socialpsykologiske dynamikker, og hvad der kvalificerer læring. Du kan ikke bare indføre Microsoft Teams, for, som mange læringsforskere også ville sige, det er også enormt vigtigt at kvalificere, hvordan læringen foregår.

Man skal dog huske på, at den igangværende virtuelle undervisning på RUC er en betaversion. Det er virtuel nødundervisning og ikke virtuel fjernundervisning, og det vil sige, at vi bliver nødt til at anerkende, at god, virtuel undervisning skal kvalificeres og kræver tid. Når vi vil lave problembaseret undervisning, og vi samtidig vil lave virtuel undervisning, der skal være kompleks og vidensbaseret, så er vi nødt til at spørge os selv, hvordan vi lykkes med det.«

Hvad er dit bud på kvalificeret undervisning i det virtuelle univers? 

»Uden at ville udtale mig om, hvad decideret god og velkvalificeret undervisning er, så kan jeg sige, at sådan som en traditionel forelæsning er bygget op nu med f.eks. 2 timer og en pause imellem, er det alt, alt for lang tid at bruge i det virtuelle rum. Du mister simpelthen de studerendes opmærksomhed. Der skal det klippes op i små bidder, i pointer, pauser og interaktioner undervejs. Vi skal altså lære, hvordan de studerendes opmærksomhed ændrer sig, når vi jo ikke står og hopper rundt og kan interagere med de studerende hele tiden. Vi skal derfor tænke meget mere over, hvordan vi kan strukturere vores undervisning.«