‘Kandidatstuderende Julie Yapa: »Jeg synes egentlig, det har været ret fremragende«’ 
Interview l 30.04.2020

Kandidatstuderende Julie Yapa: »Jeg synes egentlig, det har været ret fremragende«

K
Kandidatreform
Interview l 30.04.2020
4 min
Foto: Tina Gejl Hammer
KANDIDATREFORM. Julie Yapa læser en kandidat i Journalistik og Socialvidenskab på sit allersidste semester. Hun har hele tiden været sikker på, at hun skulle fortsætte fra bachelor til kandidat på RUC. Både fagligt og socialt har hun været meget glad for sin studietid.

Skrevet af

Nadia Claudi

Journalist

Hvorfor valgte du RUC?

»Jeg valgte udelukkende RUC, fordi det er det eneste sted på Sjælland, hvor jeg kunne læse Journalistik. Min uddannelse, i modsætning til andre uddannelser på RUC, er også lidt anderledes i og med, at den varer seks år på grund af min praktik.«

Hvad havde du hørt om RUC, inden du startede?

»Jeg havde hørt meget. I starten mest af alt positive ting. Jeg havde hørt, at der er meget gruppearbejde – på godt og ondt. At der er et godt socialt samarbejde, og at man på en god måde kan kombinere ens interesser i forhold til, at man kan læse to forskellige fag. Af de negative ting, så var det noget med, at uddannelserne er lidt fluffy. At det er lidt uklart, hvad man egentlig kan bruge dem til. Eller hvad jeg kan bruge min til efterfølgende. Men det var ikke så aktuelt for mig, fordi jeg vidste, at jeg skulle læse Journalistik. Det er i mit hoved et meget konkret fag; uanset hvilket fag, jeg parrer det med.«

Hvordan var det at starte på RUC?

»Socialt var det en udfordring i begyndelsen, fordi jeg ikke troede, at jeg skulle være så social på RUC. Jeg havde mine egne venner. Men der fik jeg en øjenåbner, for der er masser af fede sociale og faglige fællesskaber gennem Studenterhuset, bogklubber og lignende.

Nu her på mit sidste semester, så har jeg virkelig fået venner for livet og har stadig en gruppe af piger fra mit basishus, som jeg ses med.

Rent fagligt var det fantastisk at starte på RUC. Basisårene var på nogle måder lidt fluffy, fordi det på sin vis var en gentagelse af gymnasiet. Og sådan noget som mikro-økonomi syntes jeg ikke lige, var det fedeste i hele verden. Men det var fedt at få en smagsprøve på de forskellige fag. Politologi, socialvidenskab osv. Det var på bacheloren, jeg fandt ud af, at jeg skulle læse Socialvidenskab og ikke Politik og Administration.«

»Jeg synes, at det var rigtig godt at jeg kunne fortsætte på kandidaten med mange af de samme mennesker, som jeg havde læst med på bacheloren.«

Hvad var dine overvejelser omkring at fortsætte på en kandidat på RUC?

»Jamen, det var en selvfølge. Det var en fortsættelse af og en videre udvikling af det, jeg havde lavet på bacheloren.«

Hvad fungerer godt på kandidaten?

»Jeg synes, det var rigtig godt, at jeg kunne fortsætte på kandidaten med mange af de samme mennesker, som jeg havde læst med på bacheloren. Vi kunne fortsætte med mange af de faglige fællesskaber på kandidaten. I forhold til Socialvidenskab, så var det fedt i højere grad at kunne se, hvor mit fag Journalistik skulle hen. Jeg kunne bruge kombinationen af Socialvidenskab og Journalistik til at se, hvordan journalistik på Christiansborg bliver til. Det var noget, som jeg håbede ville blive indfriet på kandidaten. Og det synes jeg i høj grad, at det blev.«

Hvad fungerer ikke så godt?

»Jeg synes, det har været en stor udfordring at være i praktik et år for derefter at skulle tilbage og være akademiker. Men det er jo unikt for os, der læser Journalistik. Jeg har egentlig ikke noget negativt at fremhæve i forhold til kandidaten, for jeg synes, at det har været ret fremragende.«

Hvad tænker du så om den kandidatreform, der er i gang?

»Jeg synes, det er svært at sige i forhold til den kombination, jeg har, som jo giver rigtig god mening. Hvis jeg havde læst en anden kombination, som ikke inkluderede Journalistik, så kan det godt være, at jeg ville have det på en anden måde.«

Er du bekymret for dimittendledigheden?

»Det er da noget, jeg tænker over. Men inden for min kombination af fag er der ikke den største ledighed. Og så er der mange af os på Journalistik, som har et studiearbejde ved siden af. Når jeg taler med folk, som læser andre fag end Journalistik, så er de lidt mere rodløse omkring, hvad de skal beskæftige sig med, når de bliver færdige. Og de har ikke haft mange studiejobs.«