To navne skilte sig ud, da årets kuld af studenter lod sig klække i 1877: Johanne Marie Gleerup og Nielsine Nielsen.

Som deres medstuderende kom de fra pæne hjem – Johanne var grossererdatter, Nielsine datter af en kaptajn – men de var de første kvinder i danmarkshistorien, der fik studentereksamen. Nielsine havde allerede, da hun fik sin  eksamen, sikret sig sin plads i den danske kvindesagshistorie. Et par år inden havde hun sendt en ansøgning til Københavns Universitet. Hun ville være læge.

»Der stod ingen steder skrevet, at kvinder ikke havde adgang. Det lå bare uden for tidens fatteevne, at kvinder skulle have noget at gøre på universiteterne. Så man blev overrasket over, at man fik en ansøgning. Der blev holdt mange møder, før man kom frem til, at man ud fra en rent juridisk vurdering ikke ville hindre kvinder i at blive optaget,« siger universitetshistoriker Morten Fink-Jensen fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Modbydelighed og væmmelse

Debatten kørte både offentligt og internt – og der faldt hårde ord undervejs. Professor Mathias Saxtorph mente for eksempel, at der var noget grundlæggende galt med en kvinde, der ønskede at blive læge og dermed risikerede at skulle dissekere mande-lig eller behandle kønssygdomme hos mænd.

»En kvinde, der i den grad kan tilsidesætte enhver følelse af anstændighed og blufærdighed, kan kun betragtes med modbydelighed og væmmelse,» skrev han i et internt bidrag til diskussionen.

»Men modstanden lå også andre steder. Ikke alle mente, at kvinder var lige så kloge som mænd, og andre var bekymrede over, hvad der ville komme af uro på bagerste række, når et auditorie ikke længere kun var befolket med unge mænd. Nogle professorer fandt, at det var moralsk forkasteligt at optage kvinder. De forestillede sig al mulig syndig adfærd,« siger Morten Fink-Jensen.

Uddannelse uden job

Uanset modstanden fik kvinderne lov til at læse på universitetet. Dermed var vejen banet for Nielsine. Selv om hendes optagelse var et nybrud, førte den ikke til revolution. Ifølge Morten Fink-Jensen tog kun 43 kvinder embedseksamen på Københavns Universitet frem til år 1900. Godt halvdelen på medicin og resten i form af skoleembedseksamen, der almindeligvis førte til lærergerningen og hovedsageligt indeholdt fagene dansk, historie og matematik. Jurastudiet havde ikke en eneste kvindelig dimmitend frem til århundredskiftet.

»Det væltede altså ikke ind med kvinder, selv om de kunne blive optaget. Dels kunne kvinder kun blive studenter på private kurser, og dels havde de ikke de store muligheder for efterfølgende at få ansættelse. Frem til 1921 var der ikke lige adgang til stillinger i stat og kommune for mænd og kvinder, og der var for eksempel ingen kvindelige undervisere på universiteterne de første mange år,« siger Morten Fink-Jensen.

Nielsine Nielsen blev læge, da hun blev kandidat på Københavns Kommunehospital i 1885, men hun kunne ikke få fast stilling på et hospital og endte som privatpraktiserende. Vejen til i dag, hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende på de fleste fag – i 2017 havde syv ud af ti uddannelser overvægt af kvinder på RUC – har været lang. Og den har været præget af de skiftende tiders kønsopfattelse.

Ingen matematik på pigeskolen

Den nu 97årige cand. mag. i engelsk og gymnastik, Vibeke Stenderup, blev student i 1940 fra Falkonergaardens Gymnasium på Frederiksberg. Det var et rent pigegymnasium – og det havde sine begrænsninger.

»Hvis man ville være matematisk student, skulle man tage fag på et andet gymnasium. Men jeg ville være sproglig, for jeg havde lige fra mellemskolen været interesseret i at læse engelsk litteratur, sprog og kultur,« siger Vibeke Stenderup, der i dag bor i Aarhus.

»Engelskstudiet var rettet mod undervisning, og der var behov for akademisk uddannede gymnastiklærere. Så jeg tog sidefag i fysiologi og anatomi. Der var flest mandlige studerende på universitetet, men jeg følte mig ikke diskrimineret hverken af lærere eller de andre studerende. Men jeg var heller ikke bange for at snakke op. Gymnastikundervisningen foregik til gengæld på et kvindehold,« fortæller Vibeke Stenderup, der kom fra en familie med akademiske traditioner, og som derfor ikke oplevede modstand, da hun ønskede at læse videre.

Det naturligste og skønneste

Generelt vejede de traditionelle kvinderoller dog stadig tungt i samfundet. Blot to år før Vibeke Stenderup blev student, udkom artikelsamlingen “Retten på vrangen” Forfatteren var dr. med. Johanne Christensen, der blev læge i 1907, og som var ernæringsekspert, ivrig samfundsdebattør – og et forbillede for unge kvinder. I bogen skriver hun et “Oprigtigt brev til en ung pige”, der har luftet sine ambitioner om at læse medicin. Johanne Christensen er ikke afvisende, men forholder sig skeptisk til de unge pigers uddannelsesiver.

»Unge piger bliver nutildags næsten bedøvede og frataget sund fornuft ved råbet om ‘lige ret for mand og kvinde’ o.s.v. En 15års pige fortalte mig for nylig grædende, at hun var blevet hånet i sin klasse, fordi hun havde sagt, at hun havde vældig lyst til huslighed. Dette for kvinden naturligste og skønneste kald, for hvilket de fleste har både lyst og anlæg, behandles ikke med den respekt, den højagtelse, som det fortjener,« skriver hun.

Den unge frue

Kvindernes indmarch på universiteterne kom da også kun langsomt. Igennem 1950’erne steg antallet af kvindelige studerende ifølge undervisningshistorikeren Else Hansen med omkring 500 – fra 1675 til 2115 ved årtiets slutning. I samme periode steg antallet af mandlige studerende kun med 50. Der var dog lang vej til ligestilling. I 1950 var 23 procent af de studerende kvinder.

En af dem var Vibeke Stenderup, som havde afbrudt sit studie, da hun i 1947 fulgte sin lægestuderende mand til Aarhus, hvor han havde fået turnusstilling.

»Jeg stoppede med at læse. Jeg var nødt til at tjene penge, for turnus- og kandidatstillinger gav ikke meget for en læge dengang. Vi fik et barn, men da barnet var tre år gammelt, begyndte jeg at læse igen. Jeg fik min eksamen 12 år efter, at jeg blev student,« fortæller Vibeke Stenderup, der oplevede, at hun skilte sig ud blandt sine medstuderende.

»På universitetet fik vi besøg af en journalist, der skulle skrive en reportage om kvindelige studerende. Jeg blev konsekvent omtalt som “Den unge frue”. Det var usædvanligt at læse, når man var gift.«

Den holdning fik Vibeke Stenderup også at føle, da hun som færdiguddannet under en midlertidig ansættelse på Statsbiblioteket i Aarhus blev opfordret til at søge en nyopslået stilling.

»En af mine kollegaer sagde, at det ikke var rimeligt, at jeg søgte en stilling, når jeg allerede var forsørget igennem mit ægteskab. Det måtte være det vigtigste for en kvinde. Jeg havde ellers det bedste forhold til den kollega.«

Vibeke Stenderup fik ikke stillingen. Til gengæld var der kommet flere børn til, og hun blev hjemmegående, til alle børn havde nået skolealderen, hvorefter hun arbejdede frem til sin pensionering.

Rødstrømper og humanister

I marts 1970 besatte en gruppe kvindelige studerende, med Karen Syberg i spidsen, konsistorium og rektor Mogens Fogs kontor på Københavns Universitet. Ungdomsoprøret var i fuld gang, og det havde også ansporet til et feministisk oprør. Besættelsen blev startskuddet til rødstrømpebevægelsen og kom i en tid, hvor kvinderne havde vundet indpas på flere uddannelser. Det skyldtes ikke blot den almindelige samfundsudvikling, hvor stadigt flere fik mulighed for at studere, men også et skifte i de studerendes uddannelsesønsker. Allerede i 1949 var der 43 procent kvinder på de humanistiske og filologiske fakulteter, og i løbet af 1960erne voksede de humanistiske fakulteter.

»Studenterne havde stemt med fødderne og valgt de fag, som skulle fortolke den verden, der var i opbrud omkring dem. På blot 10 år blev der næsten 7.000 flere studerende på disse fakulteter, så der i 1966 var ca. 8.500 og i 1969 12.000. I 1959 læste 25 procent af alle universitetsstuderende ved de humanistiske fakulteter, men i 1965 var det 38 procent af alle. Samtidig steg andelen af kvinder en smule, således at der i 1969 var lige mange kvinder og mænd på disse fakulteter,« opridser historiker Else Hansen.

På de matematisk-naturvidenskabelige og på de lægevidenskabelige fakulteter udgjorde kvinderne blot 20 procent af de studerende 1950 – og det tal ændrede sig ikke stort frem til 1970.

Men et er optag – et andet er gennemførelse.

»Frafaldet var gennem alle årene meget større for kvinder end for mænd,« fortæller Bente Rosenbeck, der er professor emerita fra Institut for Kønsforskning ved Københavns Universitet.

»Der er ikke forsket meget i årsagerne til frafaldet, men det kan hænge sammen med, at kvinder langt op i 1960’erne ikke fortsatte med at arbejde eller studere, når de blev gift. Efter Karen Sybergs aktion kom der en større kønsbevidsthed på universitetet, og i 1975 blev der for første gang uddannet lige så mange kvindelige som mandlige humanister. I 1980erne udjævnede frafaldet sig.«

Undervisere er stadig mænd

Lige siden kvindernes første indtog på universiteterne har det knebet med at få dem til tops i universitetssystemet. Først i 1946 fik Danmark sin første kvindelige professor, da Astrid Friis fik titlen på historiefakultetet på Københavns Universitet.

»Selv om kvinderne var forskerkvalificerede, kunne de ikke blive professorer, og frem til 1921 var det næsten umuligt for dem at få ansættelse på universiteterne. I de tidlige år var der mange mandlige professorer, der, når de skulle ansætte et nyt medlem af lærerstaben, mere eller mindre bevidst valgte mænd,« siger universitetshistorikeren Morten Fink-Jensen.

Den indbyggede ulighed findes i høj grad stadigvæk, mener kønsforsker Bente Rosenbeck.

»I slutningen af 1970’erne var der ingen kvinder i toppen af universiteteterne. På RUC var man meget aktive for at øge kvindernes andel, og de har performet godt indtil i dag, hvor andelen af kvinder er for nedadgående igen. Især mangler der kvindelige adjunkter«, siger kønsforskeren.

Forventningen var, at kvindemanglen ville løse sig selv, efterhånden som der kom flere og flere kvinder igennem systemet.

»Det er påfaldende, at der er lige så mange kvindelige som mandlige, men derefter falder det på alle trin. Der er færre kvindelige lektorer og adjunkter, og kun 20 procent af alle professorer i Danmark er kvinder. Et argument er, at kvinderne ganske simpelt ikke vil, men lur mig, om ikke de fleste gerne vil være professor,« siger Bente Rosenbeck.

»Systemet reproducerer stadig sig selv, så mænd rekrutterer mænd. Det er et problem, for hvis vi går ud fra, at mænd og kvinder er lige kloge, så betyder det, at man har folk siddende i toppen, der er mindre kloge end de, der ellers kunne have siddet der,« siger hun og påpeger, at der på universiteterne er fokus på at rette op på uligheden.

»Det går fremad. Men det går langsomt«, konstaterer hun.

Kilder: Historie-online.dk, kvinfo.dk, “Retten på vrangen” af Johanne Nielsen, uvm.dk, Else Hansen: “En koral i tidens strøm” og “Professorer, studenter og polit’ere”, ufm.dk samt interviews.