Der er ting, der skal tages fat i, der er problemer – ikke kun udfordringer – men problemer. Det er slet ikke så hemmeligt, og vi har dækket en del af dem i nærværende udgivelse (så er det nu, du skal klikke hen til “alle artikler” og lave kaffe). De skal frem i lyset, de skal vendes og drejes og diskuteres og løses – på og af RUC. En del af problemerne er nære, en del er meget lokale og specifikke for enkelte områder eller fag, andre er generelle for hele RUC eller for alle universiteterne og hele forskningsverdenen.
Men dækningen udefra skyder forbi målet ved at sigte så hårdt og voldsomt på RUC – løst krudt larmer også, og man bliver lige lidt forskrækket. Så er det vigtigt med dybe indåndinger. For et er debatindlæg fra gnavne gamle mænd, der, uden at være synderligt optaget af dokumentation, rakker RUC ned ud fra løse forestillinger om ræverøde hippier, der har siddet i rundkreds på en mark siden 70’erne. De typer vil altid være der, fred være med det – og med dem. Noget ganske andet er lederplads og redaktionelt indhold i store medier. Her begynder det at blive barskt.
Tallene lyver ikke. Der er problemer med kandidatledighed – og optaget er faldet. Men man kan jo også dykke ned i de enkelte fag og finde andre fortællinger. Man kan se på den forskning, der bliver udført og på de fag, der klarer sig ganske glimrende. For RUC som universitet er ikke fejlslagen – det er ganske enkelt noget vrøvl. F.eks fremgår det af selv samme tal, som Berlingske bruger her, at der er flere fra CBS (19,1) i HK stillinger end RUC’ere. Alligevel vinkler artiklen hårdt på RUC. Det ville give langt bedre mening, at behandle det som et bredt problem, at akademikere arbejder i HK jobs (hvis det altså er et problem).
En understrøm i kritikken handler om ideen om RUC som et kommunistisk arnested. Den diametrale modsætning til CBS, hvor det hele er en stor Løvens Hule med slips og power-hæle ud over det hele.
Den slags ukritiske og lidt banale forestillinger om hvordan verden, her RUC, er skruet sammen, er i deres natur meget u-ruc’ske. Så de burde ikke være så svære at tage afstand fra for vores studerende. Men det rammer måske alligevel en nerve. For er der hammer og segl i RUCs arvegods? Ja for pokker! Men derfor er det jo ikke hverken universitets nære fortid, nutid eller fremtid og bestemt ikke noget, der definerer den enkelte studerende eller ansatte. Det burde dårligt nok være nødvendigt at sige. Der var også engang, hvor der stort set kun var hvide mænd fra pæne familier på de videregående uddannelser – sådan er det heller ikke mere.
Der er sket en udvikling i universitetsverdenen over en bred kam efter universitetsloven fra 2014 og der er også sket det, at flere og flere universitet har adopteret de metoder, som RUC førhen blev kritiseret for.
Det nytter ikke at ignorerer kritikken fuldstændigt, for der er ikke røg uden brand – og det er brandærgerligt, at kritikken ikke først og fremmest kommer indefra og er blevet taget her, så debatten kunne blive defineret af RUC selv. Der mangler en åben debatkultur på universiteterne. Det har RUC Paper en del af ansvaret for at løfte, og det vil vi gøre vores bedste for at leve op til.
RUC er for længst blevet til Roskilde Universitet. Det er en etableret og moderne uddannelsesinstitution, der nok skal fortsætte med at udvikle og forbedre sig. Hvis man så i øvrigt lige mangler lidt til selvtilliden som studerende, så dyk ned i vores serie om succesfulde RUC’ere (dem er der nok af til mange flere serier). Og så ellers bare: Shake it off.
